En fyldig og ærlig fortælling
BLIIING….. Jeg åbner øjnene. Det er lørdag morgen. Kigger på telefonen. 06.57 siger klokken. Egentlig skal jeg først op om en halv time. Men nu er jeg jo vågen, og en lille kilden i maven samt en glad følelse over dagen der venter, får mig til at sparke dynen af og påbegynde morgenrutinerne.
Som så mange andre lørdag morgener skal min Marie og jeg løbe Parkrun kl. 9.00. Denne lørdags Parkrun er dog vigtigere og mere spændende end normalt for mig.
Jeg har i næsten 3 måneder været plaget af skinnebensbetændelse, som er kommet og gået 3-4 gange. Just som jeg har troet det har været væk, og jeg derfor har tæsket løbeskoene fuldstændig igennem igen, er det – SMASK – kommet tilbage igen. MEGET frustrerende! Jeg har derfor ikke kunnet løbetræne så meget og så hårdt, som jeg gerne ville.
Fordi jeg ikke har kunnet træne igennem, har jeg haft vanskeligt ved at finde ud af, hvor min løbeform var henne. De sidste mange lørdages ParkRun er gennemført i et afdæmpet tempo, for ikke at fremprovokere skinnebensbetændelse endnu en gang. Jeg har nu givet skinnebenet ekstra lang tid til at komme sig, og så iøvrigt lige lidt tid ekstra igen. Jeg føler at jeg er skinnebensbetændelsen kvit. Men hvad kan jeg?! Hvor hurtigt løber jeg efter al denne tilbageholdenhed i løbetræningen?
Denne lørdags ParkRun er den store test på løbeformen før VM halvmaraton om en uge. For første gang i lang lang tid skal ParkRun igen foregå for fuld udblæsning og med brækfornemmelse, når jeg passerer målstregen – Hvad kan jeg?!?
Solen skinner. Der er blå himmel. Man kan høre fuglekvidder. Marie og jeg begiver os afsted mod ParkRun i roligt opvarmningstempo. Som forventet er der stort fremmøde på denne dejlige dag. Vi er omkring 70 glade løbere på alle niveauer. Der er smil. “Godmorgen”, “Godmorgen” lyder det gentagne gange, og det ER en dejlig morgen. Jeg kender næsten alle ansigterne, og jeg får en hyggelig sludder med Kenneth og Bo.
Vi begiver os helt hen til startstregen. Jeg stiller mig i forreste række. Jeg er tændt! Den skal have MAKS GAS! Jeg har spottet indtil flere af de gutter, som plejer at løbe hurtigt – hurtigere end mig.
BANG! Starten går. 5 km race ahead! Benene er lette. Jeg føler overskud. Hurtigt bliver der dannet en gruppe på 7 gutter. Jeg ligger og putter mig bagest i gruppen. Det er super! De andre tager vinden, og jeg skal bare følge med.
“BIPPELIP” klimter mit ur. 1 km done. “WÅUW” tænker jeg. Udlægget er hurtigt! Men jeg føler mig stadig ovenpå. Og jeg følger stadig fint med de hurtige drenge. Vi fortsætter.
“BIPPELIP”, 2 km done. “WÅÅÅHÅUW” tænker jeg. Jeg holder næsten farten. Det her er vildt. Jeg kan slå PB! Og jeg kan fortsat følge de hurtige drenge. Det er fedt! Jeg putter mig fortsat bagest i gruppen. Det kører! YES YES YES!
Pludselig sker der noget forrest i gruppen. En anden gut har taget fronten og farten er blevet sat op. “HYYDR HYYDR” stønner jeg. Den skal jeg ikke med på. Jeg ligger i forvejen på grænsen. “Lad dem løbe Kim lad dem løbe” tænker jeg. Arhh KOM NU! Du kan godt! HYYYDR HYYYDR! Jeg giver slip. Falder af gruppen. Jeg må finde mit eget tempo. Pulsen skal lidt ned. Jeg er lige nu i for stor ildgæld. Farten skal en kende ned. Ro på.
Jeg finder hurtigt mit eget tempo og kæmper videre. Splittiden på den tredje km er faktisk fin selvom jeg føler, at jeg har neddroslet tempoet. Jeg fortsætter.
“BIPPILIP”, 4 km done. NOOO! Jeg har løbet over 20 sek langsommere end på de to første kilometre. Tag dig sammen Kim! Kom nu! Det sidste! En gut kommer op bagfra og overhaler mig. Hæng på! Kom nu! Forgæves… Jeg må holde mit eget tempo. 0,5 km tilbage, jeg begynder at hente ind på gutten der overhalede mig. Nu skal det sidste pines ud. Jeg kæmper! Kan jeg nå at hente ham? Kom nu! Vi nærmer os målstregen. Han har også sat farten op. Jeg når ham ikke, men han var nu alligevel en god hare for mig. Jeg takker ham efter vi er kommet i mål og har pustet ud. Jeg er glad. MEGET glad! Jeg har løbet stærkt. Og jeg har ikke ondt i skinnebenet. Der er blevet slået et halvt minut af min PB på 5 km – SUCCES!
“VM halvmaraton – jeg er mere klar til dig end jeg troede” tænker jeg. Jeg har farten! Men har jeg udholdenheden…? Hmm…
Lundberg