IM 70.3 BARCELONA Karina Kieffer 22/5/2014

Da der blev åbnet op for tilmelding til Øresunds triatlon sidste år, skulle man være hurtigt ude for at få en plads. Mattias og jeg nåede det ikke og lidt i panik skyndte vi os at lede efter andre stævner i frygt om at alt bare blev udsolgt med det samme.

Sådan blev det til at vi pludselig stod med 2 startnumre til Challenge Barcelona, som senere skulle vise sig at blive Ironman 70.3 Barcelona.
Det var et stævne, som jeg på mange måder var spændt på. For det første mit første Ironman event, for det andet en meget teknisk og kuperet cykelrute og sidst men ikke mindst blev jeg 14 dage før stævnet skadet, så alt løb op til var udelukket. Men med ny bjerggearing på cyklerne og en 4 besøg hos kiropraktoren var det afsted til Spanien og så måtte det briste eller bære:-)

Kl. 04:20 ringede uret racemorgen, traditionen tro havde jeg nærmest ikke lukket et øje (gode råd mod det, som ikke involverer stærke piller eller alkohol modtages gerne:-)) Vi var ikke de eneste på hotellet, som skulle køre race den dag, så vi sad nogle stykker og gned øjne nede i restauranten. Afsted først mod transition hvor det sidste skulle tjekkes og luft fyldes i dækkene. Så Camilla Pedersen ( må indrømme jeg er så enormt fascineret af denne ultra stærke kvinde ) og fik sagt held og lykke til hende. Stor smilende og fuld af overskud ønskede hun også mig held og lykke. Som bekendt løb hun også igen i år afsted med sejren i stor stil. Mattias og jeg følges ad de små 1,5 kilometer til svømmestart, min start går kl 07:09, Mattias sendes afsted 6 minutter efter mig. Kvinderne sluses ind til start, storslået musik, koncentrerede ansigter og så går hornet. Jeg var forberedt på en hård svømmetur, da bølgerne gik højt om fredagen hvor vi var ude og svømme på ruten, men her tidligt om morgenen var vandet noget mere stille, så jeg blev positivt overrasket. Der blev hevet og skubbet en smule som altid jo og de første 200 meter til første bøje er det svært at komme til og få en rytme, men derefter går det fint og jeg havde en god svømmetur uden et galopperende hjerte og maven fyldt med saltvand, for mig et succeskriterie;-)

T1..løber ind og griber den blå pose. Jeg havde sprayet solcreme ned i en vand dunk (for guds skyld ikke blive solskoldet) som jeg hælder ud over mig…note to self…læg lige cykelbrillerne til side først! Jeg prøver febrilsk at få pudset glassene rene i mine våde ærmer, med halvtåget syn suser jeg ud til cyklen mens jeg småbander over min klodshed. Ud af T1 op på cyklen, de første 3 kilometer snor sig gennem byen og så ellers ud på hovedvejen langs Middelhavet mens Calella langsomt forsvinder bag mig. Det er et smukt syn, hvis altså man kan se noget….lortesolcreme på mine briller… Så kører vi af ind mod landet på vej mod første bjerg og der begynder at komme lidt spredning i feltet, jeg får givet brillerne en ordentlig tur og så kører det igen. Bag mig hører jeg pludselig en kendt stemme råbe AAAATK og Mattias kommer susende forbi, og i farten får vi lige ønsket hinanden god tur. På cyklen mærker jeg intet til min skade, de går skide godt jeg nyder det i fulde drag, så kommer første bjerg FUCK!!! Farten drosler omgående ned til små 15-18 kilometer i timen, men det gælder ikke kun mig, ved siden af mig kæmper en triatlet med at få hans superskarpe carboncykel med zipp plade hjul og hele svineriet op af bjerget og frk. Principia følger fint med her:-) Snart kommer gevinsten af opstigningen og jeg suser igen derud af, det går nedad men ikke mere end jeg flere af stederne godt tør ligge i bøjlerne og jeg suser afsted med et smørret grin og har en fest, hold kæft hvor er det fedt det her. Bum så kommer opkørslen til Montseny. Mit smørrede grin bliver udskiftet af et lettere sammenbidt ansigtsudtryk og hvis ikke jeg havde mit ur til at vise det anderledes ville jeg tro jeg nærmest trillede nedad igen. Men op gik det med små 11-14 kilometer i timen og det eneste der kørte rundt i mit hoved var “hold kæft det slår mig ihjel det her”. Jeg kigger på uret og jeg nærmer mig de omkring 40 kilometer, jeg har kørt ruten på vores BKool derhjemme og der nåede man toppen efter 50 km, så jeg ved at mine lidelser er delvist overstået om små 10 km, men i de her omgivelser er 10 km uendeligt. Det fortsætter jævnt opad, men stigningen varierer så det ikke konstant er helt uoverskueligt og min glæde var stor, da det viser sig at jeg når toppen af Montseny allerede efter omkring 47 kilometer. Så går det nedad. Det eneste der nu kører rundt i mit hoved er “du må ikke blive slået ihjel, du må ikke blive slået ihjel” Det er jo helt vanvittigt, her kommer jeg til kort hvad angår cykelteknik, man suser nedad og passerer det ene hårnåle sving efter det andet og jeg fokuserer kun på at komme helskindet igennem, mens bremseklodserne får en over nakken. Ned kom jeg og da der skulle til at trædes til igen var benene friske. 30 kilometer tilbage jeg ligger med omkring 38 i snit og griner igen smørret, for med denne fart kommer jeg hjem på de 3 timer, men hov var ikke lige forberede på Collsacrue som også byder på en fin stigning. Derhjemme på BKoolen har jeg ikke lige været frisk på at tage hele turen så hvad angår den sidste stigning var der ikke lige læst på lektien. Nå men der trampes godt til igen, og på toppen får jeg et “well done” fra en engelsk herre, som har trampet side om side med mig og alt ros og klap på skulderen tages vel imod her. Det går nedad igen og pludselig kommer en kort brat opstigning, som sætter en del ud af kurs og jeg bumper sammen med en, der sker heldigvis ingenting og snart er jeg ude på hovedvejen igen nu med Middelhavet på min højre side og kursen mod Calella og T2. Af cyklen, nu bliver det spændende, holder balden til strabadserne eller skal HalteFranz(endnu et af min bror Jans dejlige øgenavne) ud på en lang gåtur. Det strammer godt til mens jeg løber med cyklen, men med cykelsko er det jo bestemt heller ikke optimalt. Ind og ha fat i den røde pose, på med den nyerhvervede Ironmancap og afsted. Som forventet har jeg ondt, den første kilometer forsøger jeg at finde en løbestil som jeg kan holde ud, forfodsløb som jeg ellers er skiftet over til er udelukket og det går bare langsomt. Der står nogle danske tilskuer og smågriner og jeg er overbevist om, at den ene kvinde siger noget i stil med “hun ligner en der har skidt i bukserne” uret brummer og viser første kilometertid 6 min kilometeren, jeg er slukket. Men efterhånden som kilometerne tilbagelægges, bliver ømheden faktisk helt tålelig og jeg formår også at få sat farten lidt op, da jeg rammer de 5 ved jeg at jeg nok skal kunne løbe hele turen. Pludselig ser jeg Mattias komme løbende i den anden retning, svenskeren lyser op i et stort smil ved synet af mig, med kendskab til hans kones motorik (eller manglen på samme) havde han været lidt bekymret for min tur i bjergene Første runde overstået og man løber igennem målområdet ud på anden runde, her ser jeg de 3 vindende piger, med Camilla Petersen i midten, på vej op mod skamlen. Ud på ruten igen, som her på runde 2 virker endnu mere støvet og varm, jeg begynder efterhånden at føle mig lidt brugt, men inden jeg ser mig om er jeg igen på vej mod målområdet, fylder i mig med vand og cola resten af vejen og passerer endelig de bippende måtter ved 21 km. De sidste 200 meter er jo fantastiske og jeg løber dem alene, publikum hujer og klapper, håndklask til en officiel og den sidder lige i skabet og så op på rampen ( fedt indslag IM har med den rampe altså:-)) Jeg får medaljen om halsen og Mattias står klar med en kæmpe krammer ( han var ved at blive smidt væk fra målområdet da man ikke må stå der og fylde, men blev stædigt ved med at overbevise dem ” she’s on her way, she,s on her way).

Nå men hvad har jeg så lært her…..Jo! Den tid du laver racet på er fuldstændig underordnet, for herhjemme har Mattias mere end svært ved at overbevise drengene om at far er hurtigere end mor, for hvordan i alverden kan han være det, når det var mor der kom hjem med pokalen…Nix den køber de ikke:-)

Comments are closed