MALLORCA IRONMAN 70.3 – RACE IN THE SUN!! Danielle Hald 13/5/2014

3.500 deltagere – 25.000 tilskuere – 1.500 frivillige…
Mallorca er det største 70.3 stævne i verden på Ironman programmet!
Det kan man godt forstå – svømmeruten er fantastisk, cykelruten spektakulær og løberuten er varm, men pandekage-flad og fyldt med glade tilskuere!
Jeg havde 3 klare mål, som skulle opfyldes på Mallorca;
1. Slå min tid fra sidste år
2. Hav en fest under stævnet
3. Kom igennem uden skader

2013 var ikke lige mit stævneår, og efter en lang skadesperiode var jeg meget spændt på at se om formen var tilbage.
Man kan mene hvad man vil, om det kommercielle aspekt ved Ironman-brandet – men de forstår at stable et stævne på benene!
Når man ankommer på de blå måtter på racemorgen, og Ironman flagene vejrer – så gibber det i maven og tårerne presser sig på!:-)

Vi er ca. 700 kvinder til start kl. 8.00 – vi står i et hav af lyserøde badehætter, og jeg når lige at få et lille klem i hånden af Sandra, inden brillerne ryger på og nedtællingen går i gang.

Pistolen bliver skudt af og et menneskemylder forsvinder ud i Middelhavet – slåskampen er i gang!!!
Det er uden tvivl den hårdeste svømmestart jeg har prøvet, og vi bliver presset rundt i feltet, uden at man selv er i kontrol over retningen. Jeg kæmper mig fremad og ca. halvvejs kommer jeg fri af mængden og bortset fra en syngende lussing, som får mig lidt ud af kurs, så kan jeg holde en fin rytme resten af vejen.

Jeg svømmer ikke med ur, men jeg kan fornemme på ATK/Kvik heppekoret, at jeg nok er rimelig hurtigt igennem vandet (tak spritnye MAKO-våddragt!!!!)
Transition-zonen på Mallorca er blandt de længste på programmet, så der skal løbes til med våddragten hængende om livet. Jeg griber min pose, får hældt vand i hovedet så det værste saltvand er væk, af med dragten, på med sokkerne, cykelsko i hånden – så afsted!
Alu-hesten står klar på sin plads, med den lækre klubhjelm hængende på styret. Min cykel er så høj, at den må vrides ud af stativet, men vi klarer den og snart sidder jeg klar i sadlen. Jeg tjekker lige uret; 8.41… for pokker, det går op for mig, at jeg må have været hurtig på svømmeruten:-)

Cykelruten på Mallorca er mega fed; først et langt fladt stykke ud af Alcudia, ind igennem Pollenca og derefter en lille, men dræbende stigning op mod den store udfordring: BJERGET.
Jeg havde ikke lagt nogen specifik raceplan på forhånd, men jeg var fast besluttet på at gå all-in på cykelturen – nu skulle det bjerg bare bestiges!!!
Jeg flyver ud af byen og allerede på de første 10km kommer en smerte i højre lår snigende… derefter lænden.. ÅHHH!! Det magter jeg bare ikke – jeg har et helt bjerg jeg skal over – forsvind!
Lige inden stigningen begynder, kommer Sandra flyvende forbi på cyklen! Yikes… Sandra er en tonser på den cykel og jeg ved, at hvis jeg skal gøre mig forhåbninger om en god tid, så er jeg nødt til at holde fast i hende! Jeg kigger ned på Alu-hesten og vi aftaler, at nu skal den have ALT hvad den kan trække!!
Bum – 7,7 km bjergstigning begynder og der bliver klikket ned på den lille klinge. Jeg kører ikke med puls (jeg har opgivet at finde ud af hvordan det virker…) men to dage inden besluttede jeg mig for at køre efter stignings%. Det er nok ikke noget man lærer i triatlonskolen, men det virker for mig. Når stigningen er >7% så er det laveste gear, når stigningen er <7% så skal jeg geare op. Det fungerer top-dollar, og jeg kan stadig se Sandra foran mig.
Pludselig hører jeg en sang bagfra; “ATK on tour – lålålålå”… Det er Diego (sprinteren) fra TriX14 der kommer trillende forbi, som om vi kørte på flad vej, men jeg bliver varm om hjertet og formår stakåndet at ønske ham god tur!
Lige inden toppen af bjerget mister jeg Sandra af syne.. pis!! Det gør ondt i lårene – lænden har jeg glemt alt om, men det begynder at bide allevegne nu. ENDELIG når jeg toppen af bjerget, hvorefter der følger en god bølgedal af op- og nedkørsler inden man rammer tankstationen, og den virkelig tekniske nedkørsel begynder.
Jeg suser nedad det bedste jeg har lært, og pludselig får jeg øje på de grønne farver igen. Vi kommer op forbi tankstationen og SÅ går det nedad!
Hårnålesvingene er ubarmhjertige, og vi bliver overhalet af herrerne på pladehjul og de kører STÆRKT! Nedkørslen er ikke for småbørn og det er med hjertet helt oppe i halsen, at man beder til at komme sikkert ned!
Det lykkedes, og så er det bare afsted over stepperne. Ruten var omlagt en smule i år, desværre til et stykke med dårlig asfalt og mange små sving. Men vinden er med os og jeg må knibe mig selv i armen når jeg ser ned på uret, og den viser 44km/t – på flad vej!!
Jeg kan til gengæld også se på uret, at jeg har en chance for at ramme de magiske 3 timer på cykelturen… Åh, det ville være en drøm – så den får lige lidt ekstra! Jeg kan mærke at det svider i ballemusklerne og jeg ved jo godt, at jeg har et halvmaraton foran mig – men kom nu – 3 timer!!! You can do it!

12 km inden byen kommer Sandra susende forbi igen! For pokker da! Jeg tramper afsted, men nu er det ved at være slut for Alu-hesten og jeg… Da vi rammer en sidste stigningen inden byen, så ser jeg 3-timers drømmen flyve væk… Danielle – ro på! Du skal stadig kunne løbe!!
Samler de sidste kræfter og beslutter spontant at forsøge mig med at hoppe ud af cykelskoene inden T2… Jeg har aldrig prøvet det før (dumt!), men det lykkedes heldigvis og det giver mig en fordel igennem den lange skiftezone.
Hopper i løbeskoene og får kasketten på – glemmer (igen i år) alt om solcreme og spurter ud på løberuten. Det er NU, at jeg skal se om anklen holder!

Jo, jo… benene er gode, men for pokker en varme!! Det er 26 grader – i skyggen!! – og det er der ikke meget af! Jeg holder mig til min sædvanlige strategi; jeg må gerne gå, men KUN igennem depoterne (men gerne HELE depotet :-)). ATK heppekoret står klar og der bliver brølet da jeg kommer forbi!! Det er fantastisk – man glemmer midlertidigt alt om varme og ømme lår, og flyver forbi de grønne farver!
Runde 2 er hård! Jeg har kølende svampe på skuldrene og læsker i mig af kold cola! Varmen stråler op fra asfalten og jeg skal piske mig selv til at holde strategien – du må først gå i depotet!! Men jeg kan mærke, at min krop er med mig – det er hårdt – men formen er der! Jeg ved, at det bliver en god tid, jeg giver mig selv lov til at nyde øjeblikket og runde 3 går lidt lettere.
Endelig, endelig kan jeg dreje fra mod målstregen og jeg brøler op mod målporten som pænt fortæller mig; Danielle Hald 5.29 – FUCK YEAH!!!!
Alt i alt – et fantastisk race! Jeg ramte bare dagen og formen og ALT spillede!
Nr. 11 i min Agegroup og nr. 92 blandt kvinderne – det er godkendt herfra:-)
Alle 3 mål blev opfyldt og det betyder, at jeg endelig kan løfte sløret for, at jeg vil være at finde blandt deltagerne til årets Ironman Copenhagen 🙂 Over and out!!

Resultat for dagen;
Swim: 33:24
Bike: 3:00:25
Run: 1:47:04
Overall: 5:29:40

Comments are closed