Det var dagen, hvor jeg skulle deltage i mit første marathon løb nogensinde. Billetten til løbet var kommet i stand en uge før, hvor jeg fik en billet fra David som han havde i overskud. Træningen havde indtil videre bestået af intervalløb om mandagen og lange løbeture på ca. 16-17 km. om lørdagen i ATK regi – jeg satsede på det ville være nok…
Kl 6.15 var jeg oppe for at få spist nogle havregryn og få en kop kaffe – havde hørt at man skulle sørge for at få noget at spise et par timer før løbet. Kl 8.15 ramte jeg Islands Brygge og jeg kunne mærke stemningen begyndte at indfinde sig og jeg følte mig klar til dagens strabadser.
Da jeg afleverede tøjet ca. 40 min. før løbet blev skudt i gang, steg pulsen lynhurtigt fra 58 slag i minuttet til 79-80 stykker og spændingen begyndte lynhurtigt at indfinde sig. Lige så stille begyndte jeg at bevæge mig mod startområdet og der mødte jeg både Nicki og David. Vi placerede is lige bage i ballonerne som ville være i mål på 3.30. De første 5-8 km. løb vi og hyggede og det mindede meget om en ATK træningsdag så det var helt perfekt.
Vi ramte ATK heppekoret på trianglen og de var SÅ klar – de kan virkelig råbe så meget/højt at man føler man flyver forbi dem – STOR respekt!!! ATK – lålålålållå!!!!
Der var meget trafik lige ved fartholderene, så jeg tænkte at jeg kunne løbe foran dem for at få lidt mere luft – og det virkede – god plads og masser af luft. Da vi nåede de ca. 20 km ved fisketorvet skulle vi op ad afkørslen og der kom løbeteknikken med små skridt virkelig til sin ret – jeg overhalede en efter en lynhurtigt. Jeg kiggede på uret og pulsen sagde 165 og tid pr. km lå på 4.35 – og jeg følte mig uovervindelig samt at benene var super gode – det skulle jeg fortryde senere!!!! Samtidig havde jeg fået at vide af formanden om fredagen, at jeg ikke skulle forcere noget, så det brugte den ene halvdel af hjernen tid på at tænke over. Den anden halvdel kunne jeg høre Nicklas råbe at den sidste kilometer gerne skal være hurtigere end den første og det havde jeg så sat til de sidste 10 km ift. de første 10 km – så jeg led noget af personlighedsspaltning lige i den tid!!!
Den største fejl jeg gjorde da alt føltes godt var, at jeg tænkte på, at alle folk taler om at ramme muren. Jeg løb lidt samt smilede og tænkte når jeg passerer ATK heppekoret næste gang så skal jeg lige ud og spørge – ”Muren, hvad fanden er det”… Men da jeg rundede de 30 km. så lærte jeg om den – for når man sætter tempoet op – så skal kroppen jo nok også bruge noget mere energi – det spekulerede jeg så først på efter jeg kom i mål – ”BIG TIME rookie mistake”. Så de sidste 10 km. var ”stop and go” fordi jeg var nødt til at stoppe op og strække ud pga. af kramper
Vi rundede igen ATK heppekoret på trianglen, men jeg havde nu kun overskud til at smile og give thumbs up til dem, for fokus var på at løbe så specielt som muligt så jeg ikke fik kramper konstant. Men heppekorets tilråb gjorde selvfølgelig, at jeg satte farten op, så 100 m efter kunne jeg stoppe op og strække ud igen :/
De sidste 7 km. var ren overlevelse og jeg begyndte at se tiden på under de 4 timer forsvinde og mit mål om at komme under blive mindre og mindre. Da jeg så løber over langebro hvor jeg bliver nødt til at gå for lige at få krampen ud af benet er der en tilskuer som råber til mig – ”Kom så Mathias – du mangle bare det sidste” og jeg tænker sådan ”en tosse” indtil jeg ser ned på mit nummer og der ganske rigtigt står Mathias – doooo!!!!! Og så kunne man jo lige give ham en high five og så starte med at løbe igen. 200 meter derefter kan jeg så bare høre at der er nogle som råber mit rigtige navn og der står ATK heppekoret endnu en gang i regnen og hepper de sidste kræfter ud af mig!!! Jeg får løbet de sidste 600 meter uden at stoppe og kommer i mål med tiden 3.50 – ikke helt den planlagte tid men stadig under de 4 timer, så jeg var godt tilfreds når jeg ser tilbage på løbet som helhed og de fejl jeg lavede – man skal jo lære det på den hårde måde for at huske det;-)
Jeg er helt overvældet over den støtte som bliver ydet når nogle fra ATK deltager i diverse stævner og det at folk gider bruge deres tid på at heppe os igennem – er super fedt (aka #AWESOME) og jeg måtte da også lige synke en lille klump i halsen da jeg løb over stregen for man bliver virkelig rørt og overvældet over den støtte!!!
Over and out fra en rookie med ondt i benene i dag!!!