Er det arrogant at være skuffet over en “første” marathon tid på 3.41.03?? Er det arrogant og kigge tilbage og sige. Nicki, det her var bare ikke godt nok?? Set ude fra, så ja, så må det være arrogant, måske endda uforskammet. Når man tænker på at jeg har muligheden og opbakningen til at dyrke min passion. Når man kender mig og ved hvordan jeg tænker og føler, så giver det måske mere mening.
Men lad os starte med begyndelsen.
Jeg havde omkring juletid besluttet mig for at CPH marathon 18. Maj skulle være et af mine års mål. Dels fordi det ville være en god mental øvelse, oh dear fik jeg ret der.. Dels for at prøve at løbe et marathon, uden lige at have svømmet 3.8 km og cyklet 180 km først.
Så på den måde kan man sige at det var min marathon mødom der blev taget der.
Træningen havde i månederne op til været god og varieret. Da jeg følger et fastlagt program fra OOB Coaching, var min træning jævnt spredt ud over de tre tri discipliner, svømning, cykling og løb. Som udgangspunkt føler jeg mig i god form, til tider faktisk i utrolig god form og med et SUPER VM i Halvmarathon i Marts under vesten, burde der ikke være noget at bekymre sig om.
Sandheden skulle vise sig at være en anden..
Første indikator burde have været Vikingesporet i Roskilde, slut April. Jeg var ikke specielt godt løbende, skylden blev placeret ved allergi og det at ruten var ny og ukendt og så endda trailløb. Men inderst inde lå tvivlen allerede og nagede, fik jeg trænet nok løb? fik jeg langture nok osv.
Det skal siges at jeg pt. kører OOB guidiance, hvor jeg selv skal rykke rundt på mine træningspas som det passer ind i mit program, samt at jeg ikke er i Ironman træning i år.
Lidt snak frem og tilbage med min træner Thomas, fik mig delvist overbevist om formen var der, hvilket den teknisk set jo også var. Men jo tættere på 18. Maj vi kom, jo lavere blev min motivation, hvilket tydeligt viste sig på min tilgang til kost og hvad der er sundt og ikke sundt at spise.
Da jeg samtidig kæmper med både astma og allergi, var der lagt i ovnen til en potentiel katastrofe.Ugen op til gik det helt galt, snotnæse, ondt i halsen og en læg der spændte op smed mig helt i kulkælderen.
Helle der altid bakker mig op, når jeg får mærkelige ideer (læs nye løb) mente at min hals og næse måtte være allergi symptomer der slog igennem, så på apoteket efter nyt allergi medicin, læggen tog min lokale akupunktør/massør sig af, samt fik jeg tapet den op på marathon expoen om lørdagen.
Således “klar” til kamp stod jeg op 06:30 søndag morgen og fik spist min havregrød, luftet hunden, drukket 500 ml energi drik. Altså en race morgen helt efter bogen.
Ca. 08:20 kørte jeg mod startområdet, fik smidt min cykel udenfor for Formand Melchers opgang(undskyld) fik tisset af. Ikke foran Melchers opgang;-) afleveret min after race bag og stillet mig klar ved startlinien.
Jeg havde aftalt med Knappe at mødes med ham og David ved 3.30 ballonen, som ud fra mit VM resultet, burde være et realistisk slut resultat.
Lad mig bare være ærlig, jeg gad ikke.. Lysten, gnisten kald hvad du vil var der ikke. Det skulle bare overståes, et hak i bæltet og så hjem. Det er så IKKE den rigtige indstilling at lave noget med, slet ikke 42,195 km løb.
Starten gik, jeg syntes egentlig at tempoet var lidt for højt til at starte med, men ren paradeløb over Langebro med Knappe og David åbnede nu en flig af tro på projektet. Efter omkring 6 km valgte jeg at slippe dem, tempoet var for højt på dagen, hvis jeg skulle igennem det her, måtte jeg kigge indad og sætte mit tempo ned og fokusere på mig selv.
Det skal siges at overordnet set er CPH marathon et fedt løb, lækker rute, fantastisk opbakning ikke mindst fra de totalt AWESOME ATK’ere
Aldrig har jeg kigget så meget på mit ur, sjældent har hver en kilometer føltes så lang.
Da jeg runder halvmarathon i en ganske fornuftig tid ca. 1.45 er jeg faktisk lidt overrasket, de 3.30 er stadig mulig, en opmuntring fra en kollega ved de 23 km, virker også umiddelbart som energi. Men en tissepause ved de 25 slår rytmen i stykker, derfra er det seriøst op af bakke, lårene gør vanvittigt ondt, hjernen forsøger med alle midler at få mig til at smide håndklædet og bare gå ud.. Bryggen er jo lige derovre på den anden side.. Gå nu bare hjem!!
Men tanken om alle dem jeg kender som råber mit navn når jeg løber forbi, det igen ULTRA AWESOME ATK LÅLÅLÅLÅÅÅ Heppekor, samt det at fandme er mig selv der bestemmer hvornår jeg stopper får mig videre, jeg oplever faktisk en opblomstring fra omkring 27-33 km, finder følelsen af at det glider som det skal, men fra de 33 sætter trætheden ind. Tæller kilometer, fortæller benene at de ikke gør ondt. Ser frem til at se heppekoret ved Trianglen igen, gør det bedste da Robert står med kameraet og råber VIS OVERSKUD.
Tilbage gennem Nørrebro, retur mod centrum ud mod bryggen og skiltet der viser 40 km. Hvem fanden har ændret hældningen på Langebro?? ATK heppere på Langebro, DAMN i er seje, for vejret er skiftet fra overskyet til silende regn.
Endelig målstregen!! Armene over hovedet, det lykkedes. På en dag hvor jeg var min egen værste fjende, hvor det mentale mindgame, truede med at vinde over psyken og viljen. Fik jeg klaret mig igennem og faktisk kun 11 min fra målet.
Og Thomas fik jo ret, jeg havde formen til et marathon.
Efterfølgende har jeg været skuffet, trist faktisk vred på mig selv. Men nu hvor jeg får det vendt, kan jeg ikke fornægte stoltheden og glæden ved at overvinde ikke blot de 42,195 km men også mig selv. Få vist mig selv at jeg har styrken og viljen, når hovedet ikke er med, kroppen gør ondt og det letteste i verden ville være at gå ud.
Den gamle sandhed holder stadig: Du er ikke bedre end dit seneste race.
Min personlige læring må blive. Værd klar på dagen, på nuet. Se ikke frem mod racet måneden efter, eller den Ironman i 2015. Det eneste der tæller er NU, lige her, det her race. Vær realistisk om din formåen, ned juster hellere fra starten hvis du ikke er på toppen. Vær taknemmelig for at du har muligheden og opbakningen og frem for alt nyd det!! Det skylder du dig selv, dem der står på sidelinien og dem der bakker dig op derhjemme, for alt andet DET ville være arrogant.
Og selvfølgelig skal der være plads til skuffelse, når tingene går en imod. Det er af skuffelsen at vi rejser os og kæmper os frem til nye sejre og nye mål.
Nu vil jeg se frem til Tri på tyren, så kigger jeg frem mod Øresund Triatlon BAGEFTER:-)