SKJOLDSNÆSHOLM 145KM Anonymous 19/5/2014

Min tri-sæson starter snart, nærmere betegnet med 4-18-4 i Odense næste weekend som bliver min debut i kombinationen svømning-cykling-løb, og dernæst 1. juni til Haderslev triathlon 1/2 IM.

I stedet for at løbe marathon i år, valgte jeg i stedet at køre Skjoldsnæsholm cykelløbet, og dagen startede RIGTIG skidt med maveproblemer, hvilket betød at jeg vågnede og måtte op flere gange i løbet af de to sidste timer inden vækkeuret ringede. Af den grund var jeg temmelig betænkelig ved udsigten til 145km i sadlen, men jeg kastede mig alligevel ud i projektet – sådan et lille maveonde kan jo også forekomme under et tri-stævne, så jeg kan ligeså godt vænne mig til det.

Jeg indtog en solid portion havregryn med rosiner til morgenmad, pakkede bilen og landede i Roskilde kl 7.15, hvilket betød jeg havde en time til at få gjort mig klar. Jeg fik samlet cyklen, men åhh gud, hjulene var helt kalkhvide efter sidste vask hvor jeg ikke lige havde fået tørret efter. Jeg ofrede en t-shirt og fik tørret hele cyklen efter, for det er ikke særlig “lirens” at stille til start på en beskidt cykel. T-shirten skulle vise sig ikke at blive det sidste jeg måtte ofre denne søndag. Jeg lagde mærke til at der var en del ryttere fra HCK (Hvidovre cykle klub), som jeg triller nogle ture med når det lige passer ind, dem nikkede jeg lige godmorgen til på vej ned til startområdet. Det var i øvrigt også HCK klubuniformen jeg kørte i, da jeg ikke har fået købt andet end ATK tri-dragten endnu.

Jeg vaklede alene rundt og søgte efter nogle bekendte ansigter fra jernbanefritid som jeg skulle mødes med efter jeg havde hentet mit startnummer – og der på en bænk, i det fjerneste hjørne, ser jeg en en kvinde i en dragt jeg kan genkende på flere kilometers afstand. Jeg skynder mig derover for at hilse pænt på hende, navnet kan jeg desværre ikke huske, men vi sidder og hyggesnakker lidt mens vi klistre chippen fast på hjelmen og får ønsket hinanden god tur. ATK-lålålålålå!!!

Starten går for min gruppe og jeg kan godt mærke det er længe siden jeg har siddet i et større felt. De første par km sidder jeg temmelig nervøst på cyklen og ryster lidt med fingrene klistret fast på bremsegrebet. Da vi kommer ud af Roskilde begynder de hurtigere folk at røre lidt på sig og jeg tager chancen og kører med. Jeg spotter hurtigt et par stykker hvis hjul jeg skal snave. De første 10-20 km bliver der kørt ufatteligt stærkt. Flere gange kigger jeg ned hvor hastigheden siger 40-45km/t og min puls ligger ALT for højt i forhold til at jeg skal køre 145km. Vi er vel 15-20 ryttere i min gruppe, og de 3 forreste havde umiddelbart fået andet end havregryn til morgenmad – shit et tempo de holdt! I løbet af de første 15 km, har vi indhentet i hvert fald 3 grupper der startede foran os. Folk fra de grupper begynder så småt at hægte sig på og vores gruppe vokser til omkring 30. Vi rammer en længere bakke, og på den anden side af toppen er de 3 trækdyr trukket fra, og langt om længe falder tempoet til et mere humant tempo og min puls falder til et mere acceptabelt niveau. De par gutter jeg havde spottet sidder stadig i gruppen så jeg placerer mig helt bagest og overvåger gruppen som en falk.

Omkring 70 km rammer vi endnu en gang en længere stigning. Denne gang havde jeg holdt min puls dejligt lav frem imod, og ret hurtigt flyver jeg op igennem gruppen. Halvvejs oppe passerer jeg forreste mand og da jeg når toppen har jeg sat gruppen med 30-40 meter. Jeg venter selvfølgelig på dem og føler jeg har overskud til også at tage en føring. Det gør jeg så over de næste 5-6km. Man kan jo ikke ligge på hjul hele vejen rundt, selvom det egentlig var planen:-)

Ved 90km havde de andre taget styringen igen, og jeg synes vi kørte et pænt højt tempo. Pludselig bliver der råbt – BAGFRA!!! Og så kommer der 2 mænd og 1 kvinde smadrende udenom os, i et tempo der fik os andre til at ligne en flok motionister til cykelløb i Roskilde. Vi kørte 36km/t på det tidspunkt, jeg vil slet ikke vide hvad de har kørt, men det har ikke været under 45km/t, og det gik let opad!!

Min mave begyndte at lave vrøvl igen, til trods for jeg havde indtaget godt med væske, gels, og muslibarer. Jeg tænkte; “ahh jeg kan fandme godt holde mig til vi kommer i mål!”. Men da vi ramte 102 km, havde jeg så store problemer med at sidde med fordi jeg også skulle klemme ballerne sammen at jeg slap taget og ledte efter et sted at “pitstoppe”. Jeg kastede cyklen op af et gammelt el-hus ude på Lars Tyndskids mark. Og hvad gør man så når man står der uden papir. Man ofrer sine dyrt indkøbte cykelhandsker. GUDSKELOV var det ikke ATK handsker, men derimod HCK handskerne der måtte lade livet:-) Tiden på pitstoppet ville i Formel 1 have været betegnet som katastrofalt langsomt, men når man skal så skal man. 7min sagde den tid.

Fra mit skjul kunne jeg spotte en større gruppe på vej frem til mig, så jeg fik lynhurtigt klunset på igen, og kastet mig op på cyklen og fik gang i benene igen. Efter 500 meter var gruppen næsten oppe ved mig. Forreste man i gruppen råber; “KOM SÅ HVIDOVRE SID MED HER!!” og så ruller den ene efter den anden HCK rytter forbi mig. Jeg bider tænderne sammen og hægter mig på det bedste jeg har lært, men forreste del af gruppen er på det tidspunkt trukket ud i en lang linie hvor de bag mig kører lidt bredere på vejen, så jeg beslutter at lade mig falde tilbage hvor jeg kan få endnu mere læ. Det var en rigtig fornuftig beslutning, problemet var bare at jeg lagde mig så langt tilbage, at hver gang folk gav slip fra gruppen når de ikke længere kunne sidde med, så måtte jeg selv sidde og lukke huller på 10-20 meter. Nuvel, det er god interval træning, men fy for pokker hvor mine ben syrede til hver eneste gang. Flere gange hvor jeg fik hevet mig selv op, var det gerne lige for foden af en bakke som jeg så skulle op af med syre i skinkerne. Jeg sad med gruppen indtil der var 5 km tilbage hvor jeg ikke kunne lukke et hul og besluttede mig for at køre mit eget tempo. Jeg samlede flere op som havde sluppet gruppen efter mig, jeg samlede tilmed en op som havde siddet med i den første gruppe jeg lå med i. De sad på indtil vi ramte sidste bakke 2-3 km fra mål. Jeg så mig ikke tilbage, men jeg kunne høre de hang på deres gearskift. Jeg holdt tempoet højt de sidste 2 km mod mål og kørte over stregen hvor jeg næsten ikke kunne vente til jeg skulle ind og have en cola og pasta! Jeg styrede direkte over til HCK’erne, da jeg havde på fornemmelsen at de havde holdt øje med mig fra fronten og ventet lidt på mig engang imellem. Og ganske rigtigt havde de været interesseret i at få alle HCK’ere med over stregen samtidig. Det var kun fordi der var nogle, up front, der begyndte at køre cykelløb at de havde sluppet mig med 5km hjem. Jeg nød pastaen i samvær med HCK’erne og fik sagt tak for liftet den sidste times tid. Havde jeg skulle køre det stykke alene, havde jeg formentlig ikke været i mål endnu:-)

Den officielle tid hedder 4.09

Men jeg stoppede selvfølgelig uret under mit pitstop, så min egen tid siger 4.02 hvilket er et snit på 35km/t, hvilket jeg er MEGET tilfreds med, især pga. mit maveonde!

De næste 2 uger kommer al cykeltræning til at foregå i bøjlen, men det var nogle rigtig dejlige trænings kilometer at få i benene og jeg fik vist overfor mig selv at jeg kan arbejde selvom kroppen driller lidt!!

Tillykke til jer der løb marathon, og selvfølgelig til Kiefferne i Barcelona!

ATK – lålålålållå!!!!

Comments are closed