Ironman Haugesund er et relativt nyt stævne på IM kalenderen. Det er kun 3 år gammelt, men har alligevel formået at øge deltagerantallet fra første års 450, til 2014 udgavens 1600.
Det har de gjort ved, at skabe nogle unikke rammer i den norske natur, og samtidig også ved at sælge stævnet som et ret low-key, easygoing, kom som du er stævne. Ret fedt, men det virkede sgu bare lidt underligt da ironman er ULTRA amerikansk og pompøst. Speakeren havde en hård dag på jobbet, med at peppe stemningen op. Han var MEGET amerikansk, fanget i den norske ‘vi tager det som det kommer’ stemning. Men det var nu ok, og jeg kom da også i stemning da jeg stod ved starten.
Svømningen foregik i en sø, hvor man skulle svømme på en rute der var formet som et stort blødt P. Ja, jeg skriver P:-) Jeg stod håbløst langt tilbage i starten, da min kammerat som i øvrigt bor i Haugesund, og som også skulle deltage, slet ikke kunne få nosset sig færdig og komme ud af skiftezonen.. Derfor stod jeg som en af de allersidste i slusen med min startwave.
Vi bliver sendt afsted af lyden fra et stort vikingehorn. De første 30 sekunder bruger jeg på at gå, da de der har stillet sig forrest tænker at brystsvømning er vejen frem når man laver tri… Jeg kommer dog forbi dem og begynder min slåskamp for at komme længere fremad.
Vandet var et meget langt stykke kulsort. Bunden var hvirvlet op af de mange atleter, så man kunne INTET se når man havde hovedet under vand. Lidt ubehageligt. Det blev dog klart efter et par minutter, hvorefter at det faktisk var helt ok at svømme. Det var jo ferskvand, til en forandring.
Fordi at banen var formet som den var, var der utroligt mange sving. Det skabte en del tumult og slåskampe, og da jeg selv i et sving mærkede en hånd omkring min ankel og en gut der forsøgte at skubbe mig ned for at komme henover mig, så blev den rødhårede formand sgu gal. Et hurtigt brysttag med dertilhørende spark, placeret midt i skærmen på vedkommende gjorde dog at han bakkede af:-) Normalt er jeg ikke sådan, men ham her havde ligget på fødder i et godt stykke tid, og så skal han lige prøve på sådan noget fis? Ikke hos mig! Man er vel fra Amager…
Sidste 100 m af svømningen.. Jeg synes det var gået ok, og jeg satte en mindre slutspurt ind. Jo tættere på jeg kom, jo vildere blev lyden fra musikken og tilskuerne. Da jeg endelig kom ind fik jeg sgu gåsehud, og blev bekræftet i hvorfor jeg dyrker den her sport.
Da jeg trykkede på mit ur og løb mod T1, sagde tiden 30.30 og distancen 1.98 km.
Jeg skiftede på ca 3,5 minutter med løbeturen ind til skiftezonen. Skiftezonen var iøvrigt på en stor kunstgræsfodboldplæne. Sådan en plæne er dækket af nogle mikrosmå gummidutter, som til dette stævner sætter sig fast under fødderne når man løber.. Tænk dig selv til, hvor fedt det føles at have sådan nogen med ned i en cykelsko, med våde fødder.
Afsted på cyklen, i regnvejr.. Det havde set lidt faretruende ud et par dage, men det skulle stoppe kl 6 om morgenen. Det var det så bare ikke helt. Norge + regn + 13 grader = føles temmeligt koldt.
Man starter med at køre ud af byen mod en lille by der heder Sveio. Her bor min kammerat Martin med sin familie, så der var lagt op til heppekor fra både hans familie, og selfølgelig min egen som var med heroppe også. Der var ca 18 km derud, og da jeg kiggede ned og så at jeg kørte ca. 41 km/t, så tænkte jeg, at det bliver en hurtig tur ud til første checkpoint. Jeg blev dog klogere, for selvom der stod i racebriefing at der var ca. 460 højdemeter, så går det altså op, og ned, HELE tiden i Norge. Det er uden tvivl den hårdeste cykelrute jeg har kørt, hvis der sammenlignes med de danske stævner jeg har lavet.
18 km, og i det fjerne kan jeg se min familie, stå og vinke og råbe. Men fuck cyklen føles underlig. Den wobler afsted, og ganske rigtigt, jeg er punkteret! Fååååååårk…. Jeg stopper ved min familie, som noget undrende kigger til at jeg stopper, og flår mit baghjul af. Argh, hvad sker der nu, det var ikke fladt alligevel – hvad fanden var det så? På med hjul igen og afsted, men i min tåge har jeg ikke tjekket forhjulet, og det var selfølgelig DET der var fladt! Stopper igen 100m nede af vejen fra familien og skifter slangen. Jeg taber samlet 5 minutter på det her, og jeg er rasende da jeg kører videre. Det kan ses på min snitfart,som kniber sig op på 39, de næste 30 km.
CykelRuten snor sig igennem en meget smuk natur, og til tider må jeg lige sætte op og bare kigge. Der kan Danmark altså ikke være med. Jeg må dog fokusere på opgaven og forsøger at holde en høj snitfart i det bakkede terræn. På et tidspunkt kører man ud på en rigtig bumlevej, henover en ko rist. Ja, det er det der står:-) en ko rist.. Her hører jeg den velkendte lyd af en dunk der rammer asfalten, og da jeg vender mig om få at kigge, ser jeg min værktøjsdunk fortsætte ud over en skrænt… Ok, ikke flere punkteringer nu, for så er det byebye. Da jeg kommer i mål, kan jeg se at det faktisk er en mine dunkholdere jeg har bag på cyklen der er gået løs og er røget med i farten.
Ind mod T2. Håbet var at stille cyklen efter 3 timer, og mit ur sagde 3.03 uden at have indregnet min pause hvor jeg rodede med punkteringen. Det var ok, jeg havde dog også et overordnet mål om at jeg skulle holde mig under 5 timer samlet, så der skulle arbejdes lidt for sagen på løbeturen.
Ruten var en rundstrækning i Haugesunds gader, og lur mig om ikke det gik op, og ned, her også.. Selve opløbet var ved havnen, og her var stemningen bare i top. Man løb forbi 3 gange i alt, og det giver bare et kæmpeboost når der står flere hundrede mennesker der råber af en. Go go go Martin råber speakeren da jeg løber forbi, og han får et highfive.
På min første runde sker der noget sjovt. Jeg løber derudaf, har det ok, og så lige pludselig ser jeg en løber i modsatte side af vejen, på vej mod mål. Han er nede og gå, og ser MEGET bekendt ud.. Jep, det var Chris McCormack, gående… WTF?! Han smiler da jeg giver ham en thumpsup og et ‘go go go chris’. Det var sgu både fedt, og underligt på samme tid.
Jeg har presset for meget på cyklen og kan mærke at det koster på løbet. Min plan om at løbe stabilt på 4.45/km, ændres hurtigt til 5.00 istedet. Jeg havde noget jeg skulle indhente på cyklen og havde derfor helt naturligt presset ekstra på, men det har sin pris. Når ja, fik jeg nævnt at der var bakker?
Sidste runde og jeg har netop set hvor familien står nede i mål. Jeg får et energiboost, og kan mærke at jeg glæder mig til at komme i mål og vinke til dem. Jeg løber stærkt de sidste 2 km, og kan mærke mine muskler og mine knæ gør ondt. Jeg mindes min ironman sidste år, og husker hvorfor at det ikke lige er lange distancer jeg laver:-) Opløbsstrækningen er en stor fest. På højtaleren spilles der ‘Happy’ og det er utroligt sigende for den følelse jeg har i min krop i det øjeblik. Over målstregen, medalje på, vinke til familien som klapper og smiler.. 4.56.. (4.51 uden punktering):-)
HAPPY!