CPH TRIATLON – THE DESERT EDITION (FØRSTE HALVE IRONMAN) Signe Thiim 3/8/2014

Er beretningen for lang kan du nøjes med dette: kæmpe tak til alle ATK’er… I hjalp mig igennem!

Denne race beretning begynder ikke som vanligt en smuk solskinsmorgen.. Men aftenen inden hvor cyklen lige skulle have luft… Det var bestemt ikke den rigtige lyd! Istedet for at løfte trykket til 140 psi var det som om det eneste der modtog luft var indersiden af mit højprofil-Carbon-blærerøvs fælg… Det kunne hurtigt konstateres der ikke var mere isolation på ventil-forlængeren… Shit!

Blev beroliget at kometen Jonas der lovede at løse problemet på race-Day… Inden han mødte op var problemet dog blevet løst af drengene fra fullcarbon.dk selvom jeg ikke var helt tryg før jeg ramte landevejen.. Der var ikke 140 psi i det dæk – men nok til at få cyklen til at spinne!

Race morgen var i dækket i øse-pisse-regnvejr, så var glad for at Stine hentede mig på det gudelige tidspunkt 5.15 (god tid til at løse ventil problemet)..

Og pludselig stod jeg der i vand til livet og bølger med skum på ved race-start, momentet jeg har glædet mig til og frygtet de sidste 10 måneder! Min første halve ironman – hvad har jeg gang i ? Jeg beroligede mig selv, jeg havde en strategi for bølgerne og har svømmet i den slags før.. Der blev grinet i startgruppen, da det gik op for os at krydsning af første bøje efter 400 meter foregik på en banke i 30 cm vand (vi kunne se elite-heatet gå forbi! ).. Det beroligede mig meget, da jeg vidste at jeg så kunne få pulsen lidt ned efter det sædvanlig water-kick-fighting i gummidragt i starten..

Ok lykkedes godt at komme i en lille gruppe ud til første bøje, strømmen var vidst med os! Lige pludselig skiftede vi retning og svømmede direkte op i bølger.. Min lille gruppe gik i opløsning – orienteringen var svær og min sidste bølgebryder havde mere retning mod bøje to end tre… Nej altså alene op i mod bølgerne var ikke en del af planen! Fokus på teknik, stærkere tag og lidt højere puls – og så dukkede bøje tre op og vi havde vinden i siden resten af vejen.. Havde håbet på under 45 min, så 43 min inkl det meget lave vand de sidste 100 meter plus løb til skiftezonen var super..

Roligt skifte og så ud på cyklen, der i mangel på bedre har fået tilnavnet ATK-krikken… Dukkede solbriller – umuligt at se noget… Ned i trøjen med dem… Kæmpe ATK-brøl fra folk jeg slet ikke kendte gav medvind.. Jeg ELSKER at cykle og ruten var helt flad lige en snack for mig! Ned i bøjlen og stort gear.. Ro på hold styr på pulsen og farten… Hvorfor kører de drenge der så langsomt ? ” kom nu op i tempo ellers må jeg tættere på og overhale”… Lyden af cyklen er totalt beroligende, væske energi og så kom den første! Triatlon sportens svar på “Walk of shame”… I grøftekanten gik en super fit triatlet trækkene med hans dyre Carbon ting med et pladehjul, der så fladt ud? Dæk og slange i Danmark tænkte jeg bare, og så ned på racedækkene med en lille bøn om at de holdt, og at eliten havde fået kørt grus og sten af fra morgenens regnbyge… Der kom et par stk mere trækkene tilbage inden jeg svingede ind på fælleden og jeg må indrømme jeg havde ondt af dem helt ned i maven! Jonas fik et hep da vi kørte mod hinanden…

I kanten pyntede et utal af folk der skiftede slange nogen af dem uden skygge i sigte… Utrolig så mange bønner man kan sende til cykel-guden.. Solen havde taget fat og det gik op for mig at det var vinden der gjorde jeg ikke kogte over! Vand med zero og geler.. Og så fik jeg et dyr i øjet… SOLBRILLERNE din klovn! Lige inden jeg rundede første omgang fik jeg øje på flere af mine medbragte heppere og vendepunktet var en fest af tilråb og ATK!!!!

Runde 2 og 3 er generelt flødet lidt sammen… Kørte i nærheden af de samme folk hvor vi skiftedes til at ligge 10 meter foran… Lidt bumle vej på fælleden fik mig næsten panik! Punktering……? Nope stadig godt dæktryk! På tredje runde begyndte vi endda at hilse og opmuntre når vi passerede hinanden.. “Bjarne i orange tøj” og jeg hyggede os nærmest – så meget at hvis vi ikke lige havde sidet på to cykler med 35 i snit så havde jeg måske stukket ham mit nr…;-)

Da vi sidste gang kørte op i modvinden på diget takkede Bjarne af, mens jeg holdt fart og puls og strøg lige forbi en større drengegruppe der ihvertfald ikke kørte med 10 meters afstand .. Buuh rigtige triatleter tager selv vinden! Jeg var opmuntrede af fristelsen til at råbe tøsedrenge efter dem.. Men vidste de ville storme forbi så snart løbeskoene kom på, så trak en 10 drenge op over diget.. Jeg vil meget gerne have fingre i det billede fotografen tog, hvor jeg kommer ned af diget med alle drengene efter mig! Eneste minus var at min krop sagde nej tak til mere væske:-(

2.40 på cyklen er en drømmetid på min første 1/2 ironman og benene var uden syre da jeg sprang af cyklen til endnu et ATK RÅB…

Men så kom løbeskoene på.. High five til Maiz! Knap var jeg joket ud af skiftene zonen og hilst på speakerens provokerende “har du det godt – øhhh hva tror du?” Min puls steg med 20 slag på et split sekund og varmen bagte (små 30 grader)! Der var max kvalme efter 1 km og syre efter 2… Planen på løbet var spoleret inden første depot og da min puls eksplodere i løb besluttede jeg hurtigt at “Walk and run” var en rigtig god ide her og daniellas “kun-gå-gennem-depoterne” blev hurtigt udsat til næste gang…

Der var seriøse overvejelser om at udgå, men af ukendte årsager kom jeg rundt på den første omgang… Så var der hep fra vennerne og ATK råbene fortsatte ud på anden opgang stærkt opmuntret af en ATK’er i depotet…

Bjarne strøg forbi med kommentaren “du er den hårdeste pige på en cykel jeg kender”! Og det havde varmet vældigt, hvis det ikke var fordi jeg allerede kogte!
Der var nu kun 3 fingre på Roberts billeder – men fucking 15 km mere! Fokus på at komme rundt på denne omgang – 10 km kan man jo altid overskue! Taktikken var stadig gang, når pulsen blev for høj – jeg var simpelthen bange for at besvime når pulsen sprang op på 96 %. Ved 8 km stod min kollega og her gik det op for mig at jeg havde tænkt mig at gennemføre selvom tiden var smadret..jeg ville have den medalje! Pludselig var der lidt rytme de næste par km og så var der kun to fingre til Robert:-) ved havnen sad en tidligere kollega der har lært mig at køre på cykel og der var både kram og klap ved forbi-løb…

På tredje omgang går det op for mig at mine sko er gennemblødt som følge af alt det vand jeg har pladret ned i hovedet.. Rookie-mistake – 7 km i svuppende sko! Stine løber op på siden af mig ved slutningen af tredje omgang og vi følges lidt indtil min puls igen ryger op i et for mig uforsvarligt felt..

Sidste omgang! Tænk at komme dertil! Sidste gang op langs vandet, og da jeg runder hjørnet går det op for mig jeg kun kan se folk der går! Der var andre end mig der var kogte! De hurtige er færdige og scenariet, der nu udfolder sig er DM i TRI-kapgang! I små bølger skiftevis går og løber vi mod mål… Udveksler opmuntringer og status… Forsikre os at vi er ok og overlader en enkelt stakkel hos tilskuerne.. Hvem siger tri ikke er en hold sport?

Det var ubeskriveligt at høre Robert råbe sidste omgang en km før mål ! Og da jeg fulgte skiltet mod mål pressede tårerne sig på… 10 måneders træning mod dette og følelsen af at have vundet kampen mod overvægt og varme i netop dette moment! Klappende venner og så tumlede jeg stor-tudende ind over målstregen..

Mindst 4000 kalorier på 6 timer og 18 min… Plads til forbedring – men pave stolt af svøm og cykling og så det faktum at jeg gennemførte! Skadesfri hvis man ser bort fra to vabler som følge af oversvømmelse i skoene og en massiv dehydrering!

En million gange tak til alle jer ATK’ere som jeg mødte første gang i dag.. Jeg ved ikke om jeg var kommet igennem uden! Især kom smilet frem da jeg 1 km fra depotet kunne høre ATK råbene deroppe… Kæft man er stolt af sin klub!

Måske Robert krydrer min beretning med et par billeder;-)

Comments are closed