Læs Nicki’s beretning med billeder her:
På kogepunktet i Dragør
Søndag den 3. August var det tid til årets anden halve ironman. Denne gang på hjemmebane på Amager. Stævnet var af tekniske årsager rykket fra Strandparken og til Dragør, på mange måder en god beslutning.
Efter Øresund Triathlon, hvor en balleskade havde slukket sub 5 timer drømmen havde jeg egentlig ikke de store forventninger til tiden og motivationen til at give den gas, var ikke den store.
Men i takt med at dagen nærmede sig og skaden blev bedre, steg motivationen.
Vejrudsigten skiftede en del i løbet af ugen og blev studeret flittigt. Da jeg stod op kl. 05.00 Søndag morgen øs regnede det, jeg besluttede at springe det vanlige vågn op bad over og bruge tiden på at putte indlæg i dækkene, jeg er lidt en tøs på det punkt. Er allergisk over for punkteringer på race day 🙂
Da vi skal til i vandet blæser det rimeligt kraftigt og der er skum på bølgerne, jeg er glad for at jeg har fået trænet svømning i høj sø. Ikke at jeg er utryg, befinder mig faktisk godt i vandet og ligger mig gerne forrest. Mere fordi at det kræver noget helt andet teknisk at svømme i høje bølger.
Starten går kl 07.40 for mig i andet heat, kort før første bøje bliver det dog så lavvandet at vi må op og gå!! Vildt, vi snakker altså 250 meter eller ligende ude i Øresund, men godt øvelse frem mod Kronborg hvor vi kommer til at krydse land efter de første 950 meter. Resten af turen forløber fint, det kræver lidt ekstra at orienterer sig. Men fedt at prøve kræfter med vandet på den måde.
De sidste 50 meter op af vandet er gang igen på grund af lavt vand, og når måtten så ligger yderligere 100 meter oppe er en svømmetid på 36.28 helt fint.
Efter et rimeligt skifte er det ud på cyklen. Der skal gives gas, det er her at fundamentet til den første sub 5 tid skal lægges. Det er Amager min hjemmebane, min træningsrute der køres på. Jeg kender hvert et sving, hvert et bump på vejen, intet kan overraske mig på den rute.
Jeg har på forhånd belsuttet at holde watt tallet lidt lavere end til Øresund, da den blev kørt lige hårdt nok. Watt er en fed intensitets måler, det tager bare lidt tid at lærer at bruge det ordentligt.
På en stor del af turen ligge jeg på 37-37.2 i snit, men en tiltagende vind på diget samt to tekniske passager bringer det endelige snit ned på 36.6, dog stadig nok til en ny rekord på distancen under race. Jeg ligger det meste af turen og kæmper godmodigt med en gut på en lækker Argon E-112, da ingen af kan slå hul til den anden, skiftes vi til at lege harer for den anden, med de 10 meters mellemrum. På vej ned til sidste omgang på diget møder jeg Dennis min kammerat, er lidt overrasket over at se ham, da han startede 10 min før mig. Godt nok svømmer jeg bedre, men han er stærk på cyklen. Men to styrt har kostet ham og da hen ryger ned for tredje gang ved vendepunktet, må han udgå efter 5-7 km på løbet, synd for han virkede stærk på dagen.
Tiden på cykel blev 2.28.23 med 233 watt i snit.
Da jeg har stillet cyklen og løber ud af skiftezonen mod det afsluttende halvmarathon runder uret de 3.09 dvs jeg skal “bare” løbe det afsluttende halvmarathon under 1.51 så er sub 5 hjemme. Jeg er postiv det er km tid 5.14 min det burde jeg kunne holde, det går også fint de første 3 km, de er løbet i 14.50, derfra går det kun en vej, NED!! Først kan jeg mærke at min overbelastningsskade i ballerne ikke er helet, det gør ondt og gør det svært at holde tempo og en 1 km senere kommer der 7 små djævle fra de varmeste dybder af helved og smider en kampesten af ren varme i skallen på mig og mange andre deltagere finder jeg ud af.
Dagen som startede i regn og blæst, er nu vendt til varm meget varm sommerdag med fugtighed der føles som 200% tempoet falder drastisk, de ca. 2.5 km mellem hvert depot føles uendelige. For første gang nogensinde til et tristævne er jeg nede og gå for at få styr på pulsen, suger vand til mig i depoterne, bliver oversprøjtet med haveslanger, alt for at holde krops temperaturen under kontrol. Jeg er millimeter fra en DNF da jeg runder målzonen efter anden omgang af 4, men god støtte fra klubkammeraterne og en mental røvfuld får mig videre. Tredje omgang starter, så får jeg den geniale ide at rulle mine compressions sleves på benene ned, hvem helved løber også med knæ lange “strømper” i 35 graders varme!! IDIOT!! Det hjælper, i hvert fald for en stund. De sidste 8 km går med at skændes med mig selv og hvor patetisk jeg er.. Måske er det fordi min sub 5 fordamper i varmen, måske er det fordi at man ikke tænker rationel når man er max presset. Men at overveje en DNF når man ligger i den bedste femtedel af feltet, er bare ikke i orden. Der er stadig god tid til at komme i mål, om man så skal gå. Men sådan er det nok når man er på et ok niveau, så sættes forventningerne derefter.
Endelig efter 5.05.45 kan jeg krydse målstregen idet, der nok var mit hårdeste race til dato, i hvert fald på løbet. Det var aldrig gået uden opbakning fra de fantatiske borgere i Dragør og deres vandslanger, samt alle de ATK’erer der enten var hjælpere eller var kommet for at heppe. I var som altid EPISK gode 🙂 Også alle de andre som heppede på mig tak til jer.
Jeg havde en lille konkurrence kørende med min kammerat og kollega Rasmus Pontoppidan om hvem der ville lave den bedste tid, jeg må desværre sluge et nederlag samlet og betale en omgang stegt flæsk på bakken. Men på tre punkter vinder jeg.
1. Hurtigere svømmetid
2. Hurtigere på cyklen
3. Ser bedre ud på løbet 😉
Nu står den på afslapning af behandling, så håber jeg at være klar til Kronborg 70.3 14. September.