EN ROOKIE’S BEKENDELSER Kim Lundberg 4/8/2014

Dette er en sandfærdig fortælling, der emmer af bagklogskab, uvidenhed, ærlighed og ikke mindst erfaringer til udveksling. – Og så er den LANG, I know! Men jeg bliver aldrig en mand af få ord…

Indledning
Jeg skulle have racet CPH:triathlon i går…
Jeg blev tilmeldt allerede i forhåndsudbuddene for snart 1 år siden, og det skulle have været sæsonens højdepunkt. Meget er sket siden. Umiddelbart efter tilmeldingen til stævnet blev jeg indlemmet i ATK-sekten. Det betød mere struktureret træning, og ikke mindst cykeltræning, som jeg ellers aldrig har haft gjort det i. Endvidere fik jeg en masse dejlige klubkammerater, som jeg kunne sparre med og lære af – FEDT! Netop dette element er den væsentligste bevæggrund for denne beretning, idet jeg de seneste par uger har lært et par lektioner, som kan være til gavn for andre.
Tæm gejsten!

Jeg kigger ned på min fødder. Jeg har til dagens etape valgt mine Asics Kayano 20, som giver god støtte og stødabsorbering. Fødderne står solidt plantet på Bornholm på denne dejlige og solbeskinnede mandag. Kalenderen viser 20/7. Der er 20 min. til start. Som med nogle af de 2.500 andre deltagere er jeg i gang med opvarmningen.
VUPTI! Jeg vrikker om på venstre fod. Underlaget er ujævnt, og jeg var uopmærksom. Jeg fortsætter ufortrødent opvarmningen. Mærker efter. Nej… Jeg mærker intet. DET var godt. Mine led og sener er blevet stærke som en dejlig følgevirkning af al min træning. Så et lille vrid betyder intet. Jeg er SÅ KLAR til Etape Bornholm! De næste 5 dage bliver en SAND trænings- og løbsfornøjelse med løb hver aften, og cykeltræning om dagen. Jeg kommer godt igennem de 10 km. Tiden viser 38:25. Det er et stykke fra min bedste 10K tid, men med et par voldsomme stigninger undervejs, er det såmænd ok.
Tirsdag morgen vågner jeg op med en mærket fod. Det slår mig ikke, at det kan have sammenhæng til vredet under mandagens opvarmning. Jeg er fortsat maks tændt! Dagen byder på Bornholm rundt på cykel, ca. 100K, og aftenens løbe-etape foregår på Dueodde i sand og klitter. Foden får af flere omgange i løbet af tirsdagen en røvfuld Ibuprofen både inde- og udefra. Jeg smører med Felden gel og sluger Ipren piller (TÅBELIGT!). Jeg mærker intet til foden, når jeg cykler, og den virker ikke synderligt hævet. Det er sikkert ingenting. Jeg kommer igennem aftenens strandløb i en tid lidt dårligere end nogle af de konkurrenter jeg slog dagen før. Men sandet er nok heller ikke min kop te. Foden brokker sig en smule, på trods af at jeg dagen lang har bedøvet den.

Onsdag fortsætter jeg Ibuprofen massakren på foden (T-Å-B-E-L-I-G-T). Der er ikke rigtig så meget at se. Den er ikke hævet og på ingen måde gul eller blå. Onsdags-etapen byder på meget kuperet skovløb, og på denne 3. etape begynder jeg at blive nervøs for min fod. Den gør ondt. Og det bliver værre mens jeg løber. Jeg kommer rigtig godt igennem etapen, som udover mange stigninger også byder på mange nedløb, hvor jeg er stærk. Tiden er fin. Foden er ikke fin.
Inden jeg går i seng onsdag aften beslutter jeg mig for, at jeg bliver nødt til at mærke ordentligt efter om torsdagen. Jeg kan ikke fortsætte bedøvelsen via Felden og Ipren.

Torsdagen byder på RICE. Jeg møder op til kongeetapen, som er 9,8 km kuperet terræn i det smukkeste omgivelser ved Hammer Sø, og med en drabelig afslutning op mod Hammeren Fyr, som er en meget stejl stigning over ca. 400m. Jeg starter opvarmningen, men det gør ondt! Foden smerter! Jeg fortsætter opvarmningen. Måske den bare lige skal være ordentlig varm? Jeg har glædet mig SÅ meget til denne etape! Jeg er SÅ KLAR! Men nej… Foden brokker sig. For første gang på Bornholm får jeg TÆMMET MIN GEJST. Med tårer i øjnene forlader jeg opvarmningsområdet. Jeg må udgå. Jeg har et stort løb om præcis 1 md., som jeg SKAL være klar til. Jeg kan ikke ødelægge min fod mere nu. Jeg er bekymret. Hvorfor går det ikke væk? Hvor meget har jeg ødelagt ved at fortsætte løberiet i min Ibuprofen rus?

Min lærdom
Set i bakspejlet skulle jeg end ikke have løbet 1. etape. Jeg registrerer, at jeg vrikker om. Allerede her skal jeg tænke: “Pas på – jeg mærker først smerten og ser hævelsen i morgen.” Endvidere skal jeg vente med at Ibuprofen-bombardere til jeg har styr på, hvad der er galt og hvad konsekvensen er.
Til notits har jeg efterfølgende været til læge og fysioterapeut, som begge meddeler, at der er tale om et forstrukket ledbånd. Konsekvens: Et par ugers pause fra løb. Det er ok med cykling og svømning.
Know your bike!

Uret viser 21.37 lørdag aften. Om 7 timer skal jeg ud af sengen for at være en del af CPH:Triathlon festen. Den halve jernmand, der oprindeligt var sæsonens højdepunkt er af flere omgange blevet minimeret for mit vedkommende. 3 mdr. forinden fik jeg uventet en startplads til IM CPH 2014, hvilket i sig selv degraderede CPH:Triathlon til et andenrangsstævne for mit vedkommende. Endvidere har bornholmerskaden også sat begrænsninger for mine udfoldelser. Planen er at starte CPH:triathlon men ikke at gennemføre. Jeg kan få en god svømme-, cykel, og skiftezonetræning ud af stævnet. Gejsten er der ikke rigtigt…

Hele lørdag aften har jeg bakset med mine bremser. Jeg har sat mine kabongfætre på cyklen, så den er maks spændt op til stævnelir, men bremserne driller noget så gevaldigt. Klodserne skraber på! Det er ikke meget, men de skraber på. Og det er lige meget hvad jeg skruer og drejer på, så bliver det bare ikke bedre – ØV! Jeg giver op. Nu må det være som det er. Jeg skal også i seng og have min søvn. Måske jeg kan nå at pille lidt ved dem, når jeg har sat min skiftezone op søndag morgen. Måske en venlig og kyndig sjæl kan give mig et fif.
Jeg står op søndag morgen (læs: nat). Det regner. Lidt ærgerligt, når jeg har planlagt at cykle de 14-15 km hen til startområdet. Jeg trækker den lidt med at komme afsted. Måske regnen når at stoppe? Hmm… Ikke rigtig. Jeg bliver nødt til cykle afsted i regnen, og allerede efter 1 km er jeg gennemblødt. Heldigvis er det varmt, så jeg bliver ikke kold. Da jeg sætter i gang efter at have holdt for rødt 3-4 km fra mit hjem registrerer jeg, at baghjulet er punkteret. Det er første gang jeg punkterer på kabongbasserne. Ind til siden og i den silende regn får jeg hurtigt hjulet af, slangen ud, fundet synderen – en stor glassplint. Jeg skal kæmpe for at få glassplinten ud af dækket, men det lykkes. Af med ventilforlængeren på den flade slange og over på den nye slange med den. Jeg skal lige have den yderste ventildut af på den nye slange først. Kom så! Af med sig! Hvorfor vil den ikke?!?

En gruppe unge fulderikker passerer mig i den silende regn. De griner af mig. (læs: det griner IKKE af mig, men det føler jeg nærmest i momentet)
Efter at have forsøgt nogle minutter, erfarer jeg, at det ikke er muligt, at tage den yderste ventildut af. WTF?!? Jeg var ikke klar over, at det kun er nogle slanger, der har denne mulighed.
Nå.. Heldigvis er jeg helgarderet. Jeg har ekstra ventilforlængere med af en anden type, som ikke kræver en fjernelse af den yderste dut. På med den. Imens jeg skruer den på, tænker jeg over, at jeg jo ikke har noget fedt med til at smøre med, så måske bliver den utæt ved ventilgevindet? Jeg kommer aldrig så langt. Da jeg skal føre ventilen gennem hullet i fælgen, må jeg bittert erfare, at den er for bred. Eller hullet er ikke stort nok. Jeg prøver med en tredje ventilforlænger. Samme resultat. Eller nærmere manglende resultat. Øv øv øv! Jeg begynder at tænke helt andre løsninger. Skal jeg ringe hjem til Marie og få hende til at komme med min anden racercykel? Naahh… Tiden er også ved at være knap. Regnen vælter fortsat ned over mig. Febrilsk prøver jeg at bruge den anden slange med 80 mm ventil, som egentlig er tiltænkt forhjulet, der har en 50mm profil. Det ville have været et mirakel, hvis den ventil havde fungeret med mit 88mm baghjul (I-DIOT).
Konklusionen som har presset på i mit baghoved gennem længere tid, og som jeg gang på gang har trynet tilbage, er nu uundgåelig. Jeg kommer ikke frem til stævnepladsen. Jeg skal ikke race i dag. Jeg må vende om og gå hjem.
Min lærdom

Denne oplevelse mindede mig om, at jeg fortsat en er rookie, når vi taler om cykler og cykelgrej. Lærdommen er, at der er forskel på slangeventiler, ventilforlængere og fælghulstørrelser. – Og endvidere at jeg skal prøve tingene af forinden jeg står i en race situation.

Epilog
Skuffelsen i øjeblikket var stor. Men men men… Det var en god læring, og det var et godt tidspunkt jeg skulle have denne læring på. I virkeligheden havde min krop måske også bedst af, ikke at race i går, med d. 24/8 in mende.
OG så fik jeg heppet en hel del på mine klubkammerater, KVIK’erne, og ja næsten stort set alle de andre deltagere. Jeg oplevede at blive bedt om at dæmpe mig 2 forskellige steder af beboere (forståeligt nok) – det var en succes for mig! OG og og så var det en succes at se, hvor glade folk blev for mit båthorn og mit råberi!:-)

Comments are closed