Denne beretning starter 23. juni 2013…
Det skulle have været dagen, hvor jeg gennemførte min første Ironman – i Nice, Frankrig. Men intet, intet i dette forløb gik efter planen, og dagen endte dramatisk 2 km før målstregen, da jeg – primært pga. en forstuvet ankel 14 dage inden raceday – drattede om af dehydrering og måtte afhentes i ambulance.
At vågne op efter en laaang nat på hospitalet – uden medalje om halsen – det er ultimativt det hårdeste, der nogensinde er sket for mig i min sportskarriere…
Den braste drøm, smerten, skammen, skuffelsen – jeg kunne blive ved – det var frygteligt!
Det tog mange måneder, førend jeg kunne tænke tilbage på den dag uden at få en klump i maven og tårer i øjnene! Derudover var min ankel totaltskadet, og flere læger konstaterede, at jeg ikke kom til at løbe igen før om 1 års tid….!!!
Well – I proved them wrong!
Mange måneders hård genoptræning, Ibuprofenkur samt disciplin om ikke at forcere træningsmængden, førte til, at jeg den 31. december 2013 kunne deltage i Spartas Nytårsløb og fuldføre min første 5 km i 6 måneder – VICTORY!:-)
Derfra tog træningen fart og motivationen for at komme stærkt tilbage var på sit højeste.
Da der blev åbnet for tilmelding til IM CPH i efteråret, sad jeg stadig med en ankel, der ikke virkede. Men jeg kunne næsten ikke bære at vente 2 år på den Ironman-titel som jeg havde sukket efter så længe…
Så jeg tog chancen og smed de 3.500kr på en tilmelding – så måtte det briste eller bære…
Og man må sige, at det bar! 8 måneders benhård træning kulminerede med en Finishertid på 10.53.42 og en 12.plads i AG:
Svøm 1.10.14
Cykel 5.33.05
Løb 3.57.56
+ALT for lange transition-tider… men sådan er det i dårligt vejr når man skal pakkes ind og ud af flere lag tøj!
Jeg havde satset på;
Svøm 1.15
Cykel 6.00
Løb 4.00
Så raceplanen holdt – plus lidt i godteposen:-)
At køre et race på hjemmebane, er bare altid lidt lettere. Svømningen gik helt super, men man kender jo også den rute til hudløshed…
Runde 1 på cyklingen gik perfekt, og jeg rundede de 90km i nøjagtig samme tid som på Øresund (2.43). Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte sætte farten lidt ned, men det kom helt af sig selv, da jeg ramte den meget kraftige modvind på runde 2. Der er ikke noget så demotiverende som modvind… jeg hader det! Og man spilder simpelthen så mange kræfter og energi på det…
Anyways, hjem ad Kongevejen går det ok, og da vi rammer Hellerup, så er den jo næsten i kassen – ingen punkteringer – perfekt! Og lad mig samtidig give stor ros til Fullcarbon-drengene; de 88mm hjul spandt som killinger hele vejen, og min lækre ATK-bike fik mange klap og opmuntrende ord i løbet af turen:-)
Gennemsnitshastighed på 32,4km/t… tja, med den vind kunne man vel næsten ikke forvente andet.
På det sidste stykke bliver jeg i tvivl om, om jeg har givet for meget gas på cyklen… skal jeg virkelig løbe et helt maraton nu??!!
Men afsted på ruten i de lette Asics Noosa Tri-sko – og sørme, benene er flyvende!
Jeg lægger bånd på mig selv, for aftalen var, at dette race KUN handlede om at gennemføre! Så jeg holder mig til planen – løb fra depot til depot – spis, drik og gå igennem depoterne.
Der er MANGE depoter på CPH, hvilket er fedt! Men jeg fristes til at springe et depot over en gang imellem.. NEJ, hold planen Danielle – du skal helt i mål denne gang! De sidste 2 km SKAL i banken!!! Så jeg løber et dejligt tempo, pulsen er helt jævn (jeg træner ikke med pulsmåler, men jeg kender efterhånden min krop godt nok til at vide, hvad den kan og ikke kan) og jeg er hverken stakåndet eller forpustet. Hvilket samtidig betyder, at jeg kan gøre det jeg elsker mest; nyde løbet i fulde drag og suge alt publikums energi til mig – og give lidt igen til publikum
Og ganske rigtigt – ATK-heppekoret er i hopla!!! Det er det vildeste kick at komme forbi jer! Det er det eneste der holder en oppe på den laaaange og keeeedelige tur ud til Langelinje (som i øvrigt har 3 forfærdelige bakker!!!). Kun den frygtelige byge og orkan-agtige vind som rammer os på min 2.runde (naturligvis på Langelinje – skodsted!) får mig lidt ud af kurs… Jeg ryster af kulde og beder til, at det skal stoppe igen! Bønnerne bliver hørt og smilet bliver gravet frem igen – fremme venter ATK-heppekoret
Runde 3 er tough – man ved, at man skal forbi det hele én gang til og kroppen begynder at være mærket af en lang og hård dag… nu gider jeg snart ikke mere!
MEN – det betyder selvfølgelig, at man endnu en gang får fornøjelsen af ATK-heppekoret, så det hjælper på motivationen! Desuden ved jeg, at den er hjemme – stængerne har det ok og jeg vil kunne gå i mål – hvilket jeg dog absolut ikke har nogen intentioner om… Næ nej, denne gang skal den løbes hjem i fin stil! På runde 4 kigger jeg på mit ur for første gang. Jeg har med vilje ladet være indtil da, da jeg ikke ville presse mig selv til at gøre andet end at nyde løbet. Shit – jeg bliver totalt overrasket; 3.09… jeg når det sgu inden for de 4 timer!! Optur:-)
Gennemsnitshastigheden blev 5.38min/km – og med toiletstop og ca. 22 depotbesøg, så er jeg fuldt ud tilfreds!
Og ganske rigtigt – endelig rammer jeg opløbsstrækningen for sidste gang og publikum brøler!!
Endelig, endelig efter 2 år skal jeg krydse den målstreg jeg har længtes efter, og høre de forjættede ord;
Danielle – You Are An Ironman!!!
FAN-FUCKING-TASTIC!!!:-)
Jeg kan som sagt ikke takke jer nok for den massive opbakning vi fik derude! ATK er en fantastisk klub og sammenholdet priceless! En af grundene til, at jeg kunne gennemføre i så fin en tid, er de mange, fantastiske fællestræninger! Jeg nyder hvert et øjeblik sammen med jer, og samtidig er træningen ufatteligt effektiv!
Af hjertet tak! YOU PUT THE “A” IN AWESOME!!!
Og KÆMPE TILLYKKE til alle de andre ATK’ere! Det var en fornøjelse at møde jer ude på ruten – I er sgu nogle seje gutter og gutinder!!