MIN FØRSTE IRONMAN Slettet Bruger (Dennis) 25/8/2014

Kl. 05.00 ringede vækkeuret, hvilket i princippet var unødvendigt, da jeg havde ligget vågen siden kl. 04:40. Dette på trods af at jeg først var faldet i søvn efter kl. 02:00. Jeg tog bestik af situationen, og konstaterede at målet om at komme under 10 timer efterhånden lå langt ude i horisonten. De sidste 14 dage havde været et sandt helvede. Jeg havde kørt for hårdt på, og kroppen havde sagt stop. Jeg orkede ingenting, og holdt mig helt fra at træne i ugen op til konkurrencen, i håb om at blive så klar som muligt. Samtidig havde jeg haft 4 dage med feber og hoste, så forberedelserne havde været langt fra optimale.

Da jeg kom ned for at gøre cyklen klar, kunne jeg mærke at lidt ekstra søvn ville have gjort underværker, men det var der altså ikke noget at gøre ved. Jeg livede mere og mere op, eftersom startskuddet nærmede sig, og jeg var helt oppe at dirre da vi sprang i vandet. Svømningen gik rigtigt fint, bortset fra et par slag i hovedet under starten, men det hører jo med:-) Svømmetiden blev 1:04:45 så det var jeg rigtigt godt tilfreds med.

På vej op ad vandet, kunne jeg næsten ikke bøje mine dybfrosne tæer, så jeg skyndte mig at komme i noget tørt tøj og ud på cyklen. Selvom jeg “skyndte” mig, tog skiftet alligevel 7 minutter!!
De første 10 km på cyklen frøs jeg som en gal, men det gik hurtigt over, da der først kom gang i benene. Cyklingen var hårdere end ventet og modvinden tog hårdt på mine kræfter. Jeg følte dog at benene var ok indtil omkring 100km. Her begyndte jeg at blive træt. Både i benene og i hovedet. Jeg havde mest af alt lyst til at nappe en skraber i grøften. Efter 116 km måtte jeg en tur i asfalten. Trætheden og frustrationerne over ikke at kunne køre hurtigere, gjorde mig uopmærksom, og i en overhaling havde jeg overset en af de røde kegler, hvilket kostede en rutsjetur på vejen. Jeg slog min fod under styrtet, men slap ellers med hudafskrabninger hist og her, så jeg var hurtigt oppe igen.
De sidste 60 km af cyklen var decideret ubehagelige, og jeg var lykkelig for at stille den fra mig i T2. Tiden blev 5:36, hvilket var noget langsommere end ventet.

T2 gik gnidningsfrit på 4 minutter, og jeg følte at jeg havde ok løbeben trods den hårde cykeltur. Da løbet plejer at være min spidskompetence, lagde jeg derfor ud i et ret hårdt tempo, men det skulle hurtigt vise sig at være for meget for benene. Jeg måtte indse at drømmen om at komme under 10 timer ikke ville gå i opfyldelse. Jeg satte tempoet ned. Nu skulle jeg bare sørge for at komme i mål. Efter lidt tid på løbet kom jeg forbi Martin Søgaard, og vi havde endda overskud til en kort sludder, men det overskud skulle snart forsvinde. For efter 20 km, kunne jeg godt mærke at jeg ikke havde mere i benene. Jeg adopterede Danielles filosofi om kun at gå gennem depoterne, men den ide måtte jeg opgive omkring de 30. Jeg prøvede at løbe så meget som muligt, men mine ben føltes som om de skulle falde af. Glæden ved at passere det fantastiske ATK-heppekor var en kæmpe motivationsfaktor:-) En kæmpe tak herfra. I gjorde i hvert fald forskellen for mig. De sidste 5k var en kamp, og det var en befrielse at løbe ind på opløbsstrækningen og en fantastisk fornemmelse at krydse målstregen mens man hører de 4 magiske ord: You are an IRONMAN!!!

Den samlede tid blev 10:52. Det var langt fra mine forhåbninger, men omstændighederne taget i betragtning, er jeg godt tilfreds med den fantastiske oplevelse. Jeg gav i hvert fald alt:-)
Stort tillykke til de andre nykårede ATK-Ironmen, og endnu en gang tak til det utrættelige heppekor:-)

Comments are closed