IRONMAN 70.3 MALLORCA 2015 Signe Thiim 10/5/2015

Læs hele Signe’s beretning med billeder her:
https://langtfraeliten.wordpress.com/2015/05/10/ironman-70-3-mallorca-2015-om-fodder-et-bjerg-en-tur-i-hegnet-og-en-ung-fyr-med-hjem/

langtfraeliten

May 10, 2015
IRONMAN 70.3 Mallorca 2015 – Om fødder, et bjerg, en tur i hegnet og en ung fyr med hjem..

Det meste af foråret har jeg troet at dette løb skulle være mit første DNF (tri-slang for udgået). Uden yderligere kommentarer har hverken træning eller kost over vinteren været optimal, men den sidste måned er jeg alligevel begyndt at tro på det… Målsætning var derfor klar – stabil 1,9 km svømning, overleve bjerget (90 km cykling) og prøve det der løb (21,1)..
Tiden på Mallorca op til har været fantastisk, Mallorca har budt mine fantastiske klubkammerater og jeg et fantastisk vejr og smuk natur. Der har været teknik bøvl med cyklen, så det var med et splinternyt hjulsæt, at cyklen fredag blev tjekket ind.. Tjekket, dobbelttjekket, trippeltjekket, den grønne djævel skulle spille max:-)
Racet starter i virkeligheden dagen før med cykel tjek-In racebrief, stemning og fuld af restitution.. Sikke et show omkring ironman brandet og sikke en hede, når solen banker ned…

Racemorgen starter før solen står op.. Kl. 5.30 stod ATK – kompanerne og jeg med nutella madder i hele hovedet og søvn i øjnene.. Det var denne lørdag vi havde snakket om hele ugen, spændingsniveauet var i top på vej mod skiftezonen, hvor de sidste ting skulle gøres klar og cyklen skulle tjekkes – igen… Cyklerne var flade for at undgå at sprænge og dæktrykket blev nøje tilpasset… Hørte kun et enkelt brag, men nok til at blive pænt forskrækket..

Stemningen steg yderligere da kommentatoren annoncere, at der er mange deltagere fra “Amager Triatlon Club”.. Stort for en lille grøn klub på Amager at blive set af store Ironman…
Solen begyndte hurtigt at varme stranden op, så opvarmningen i vandet var skønt og pludselig står man der i start boksen med tusind tanker i hovedet og våddragten var næsten tør igen… Tyder på en varm dag..

Så langt ud i den ene side som muligt og forsøge at gætte på hvem der svømmer bryst svømning… Dem vil jeg ikke bag ved… Start pistolen lyder og fokus er klart ud i vandet og finde et par bare gode stabile fødder at følge efter.. Svømmestarten kan være hektisk med hænder og fødder over det hele, men jeg går ikke i panik over det længere. Beskytter mit hoved med armen og undgår spark i hovedet og måtte kun sparke selv en enkelt gang efter en, der var ved at trække mig ned… Mens andre kigger på fisk og havbund har jeg fuldt fokus på fødder og det lykkes mig hurtigt at følge et par pæne af slagsen ud på 500 meter, tempoet er pænt og rytmen er god.. Problemet med sådan nogle fødder er, at de ikke altid tager hensyn til, at man hænger på, så mens de pæne fødder bevæger sig uden om en svømmer, der har sat tempoet voldsomt ned svømmer jeg nærmest frontalt ind i sparkeren.. Jeg tror aldrig jeg har set en, der sparker så voldsomt i åbent vand svømning og får så lidt ud af det… Det virkede lidt panisk og jeg tabte mine pæne fødder – øv altså…
Rundt om første bøje og det er svært at finde nye fødder, der ligger i det rigtige tempo. Efter bøje to svømmer vi tilbage mod stranden. Vi er begyndt at blive overhalet af svømmere bagfra, og samtidig oplever jeg noget usædvanligt. Jeg pløjer selv forbi en række svømmere, der har lagt for hårdt ud. Bedst som jeg begynder at tænke på, hvor godt det går, og hvad der skal ske oppe på stranden svømmer en stor mandeskikkelse direkte henover mig og sparker min brille halvt af.. For helvede altså, men brillen trængte da også til at blive skyllet.. Får tømt vandet af brillen og fortsætter – du skal sparke hårdere, hvis du skal slå mig ud..
Løber op på standen kigger på uret 38 min – ny pr med flere minutter… Svømmetræning hjælper! Ser første gang de skønne heppere fra ATK og får delt min glæde med dem…

Fumler med ur griber skiftezonen og problemfrit ud på den indlagte ekstra disciplin “500 meter fri skøjtetur i cykelsko”. Hel ud på cyklen.. Første 20 km er lige min disciplin flad vej, og jeg nyder at kigge ud over havet, mens jeg arbejder mig forbi de kvinder, der kun har watt i armene …
Pludselig er der midt på flad vej blink og ambulance i vejbanen, det er klart, at der er sket et styrt og mit hjerte springer, da det går op for mig, at det er grønne ATK farver, der sidder i asfalten. Klubkammeraten kan heldigvis råbe, at det bare er hånden, og jeg fortsætter derfor, mens jeg forsøger at komme på, hvordan en dygtig cykelrytter kan falde på helt flad vej. Det vidste sig at være konsekvensen af, at veninde 1 ville hilse på veninde 2 – og de havde så begge været en tur i asfalten..
Rammer bjerget med godt tråd, har frygtet dette, men cyklen glider stille og roligt op af bakke, pulsen er rimelig høj, får ekstra kræfter af en stor gruppe danskere, der hepper i et sving.. Bjerget er næsten uendeligt og varmen kan mærkes, til min store overraskelse glider jeg forbi en del piger på vej op, der alle er noget mindre end mig. Forbi mig glider fyrene med lyden af pladehjul, der saver sig igennem vinden. Jeg kører race nu, og det er nu det er sjovt.. På løbet er mit race slut og de kommer allesammen forbi igen. Efter de første 4 km stigning er terrænet meget kuperet og en ting er sikkert: jeg kører ikke race på nedkørslen. Dette er kun 2. gang jeg kører ned af i min karriere, og der er ingen grund til at forcere.. Jeg lader nogle stykker af de små piger kører forbi og tænker på min søde kæreste hjemme i dk. Ham skal jeg hjem til, og jeg kan altid lære at køre ned af.. Omkring mig blæser en del forbi i oversatsede nedkørsler, og jeg er vidne til en del situationer, der kunne være endt galt… Jeg forsøger at nyde den smukke udsigt i bjergene, mens sporten presser følelser frem i mig. En af grundene til at gøre det her er netop det der mærkes her.. Glæden over de mennesker, der er i mit liv.
Til min store glæde stryger den styrtede klubkammerat også forbi mig på nedkørslen. Det kuperede terræn fortsætter efter den store nedkørsel, og der er 5 km rigtig dårlig asfalt.. Ikke ligefrem guf for en vindbryder som mig. Lige så stille bliver terrænet fladt, og jeg tager mig selv i at holde lidt igen på lysten til bare at blæse derudaf.. Jeg nyder det og indhenter lynhurtigt, de piger, der kørte forbi på nedkørslen.

Kilometer-tælleren nærmer sig de 90 og ned af bakke stryger vi ind i Alcudia igen. Hepperne får en solid hilsen, der er mere overskud end jeg nogensinde er kommet ind fra cykling.. Jeg passerer min klubkammerat igen ind mod skiftezonen.. Vi sidder sammen inde i skiftezone teltet omringet af søde spanske piger, jeg aner ikke hvad jeg skal sige. Ingen tvivl om smerten, men her hjælper kun egen viljestyrke…
Jeg lunter ud af skiftezonen ben og krop føles ok i ca. 500 Meter… Min kropstemperatur er steget eksplosivt efter fulgt af min puls, der tæsker op i hovedet og gør mig helt svimmel.. Jeg snupler ud til siden og prøver at finde mig selv… Varmen er min største fjende lige nu – benene vil gerne. Min klubkammerat stryger forbi igen i nydelig stil… Vi vender et par sætninger og jeg må gå igen.
Jeg finder et rytme, hvor jeg skiftevis går og løber, min puls holdes nogenlunde og skyggen hjælper til. Løber første gang forbi hepperne og det giver lidt energi. Det er desværre ikke energien, der mangler, men kroppens evne til at komme af med varmen. Ved 6 km løber vi i direkte sol igen og verden snurrer igen rundt om mig, mens tilskuernes tilråb bliver sløret, og alt virker som om det ses igennem tilduggede svømmebriller. Jeg vælter ud til siden og griber i hegnet. Det hjælper og lidt fremme køler skyggen og et væske depot. Kommer til mig selv igen og beslutter at finde løberytmen igen. Under et minut og hegnet er igen min eneste redning fra asfalten, mens en del af den netop indtaget væske til gengæld rammer asfalten. En official fra depotet har nu fat i mig, men jeg nægter at lade det slutte her. Jeg beslutter at forsøge at gå videre.. Kigger på uret – hvor hurtigt kan jeg mon gå? Det burde kunne klares fint indenfor tidsgrænsen, hvis jeg kan holde et godt gå tempo.

Jeg beslutter at powerwalke og gå hurtigere end de andre, der går på ruten. Jeg skyder skyldfølelse over dårlig træning overvægt og dårlig kost af helvede til. Jeg vil have den medalje. Det er her jeg møder Lasse første gang, da jeg går op på siden af ham. Lasse er tydeligvis skuffet over at være nede og gå. På trods af solbriller og kasket afslører ansigtet,at han er ung, yngre end min lillebror – lige fyldt 18 år fortæller han mig 13 km senere.. Jeg peptalker Lasse en smule her og han er afsted igen..
Jeg finder en god rytme i powerwalk og næste gang jeg løber er kun for heppernes skyld.. Et lille rejehop ude på 10 km resulterer endnu en gang i en tur i hegnet som en advarsel mod, hvad løb vil betyde. Jeg hepper på alle danskere, jeg ser. Jeg modstår fristelsen til at løbe igen, det her handler om at gennemføre.
På 18 km går jeg forbi en skikkelse, der lige så stille synker mod asfalten i den ene side. Jeg rækker Lasse en hånd og siger vi skal i mål nu. Den unge mand er fuldstændig smadret og mener ikke han kan mere. Ud af munden flyver, at vi kan følges resten af vejen, han tager min hånd og så går jeg der på Mallorca med en ung smadret fyr, der garanteret er klassens mest populære fyr hjemme på gymnasiet.
Vi følges og snakker, de negative tanker flyver rundt i Lasses hoved, han er ramt af triatlon sportens higen efter perfekte prale tider og uovervindelighed. Jeg tæsker ind i ham, at det er flot at gennemføre og selvom han knap kan gå kommer vi videre. Sidste depot på 19 km og vi kommer fra hinanden og i samme øjeblik kommer endnu en klubkammerat op på siden.. Tanken om at kunne løbe i mål med en ATK’er er utrolig smuk, så jeg sætter af… Meget hurtigt minder min krop mig om,hvorfor jeg gik…
De sidste to kilometer bliver også tilbagelagt og sidste gang i løb er over målstregen.. Amager Triatlon Klub bliver igen annonceret og min jubel vil ingen ende tage… Målstregen er den vildeste oplevelse – det er det moment, der kæmpes for. Lasse kom i mål nogle minutter efter – blev væk fra ham inden jeg fik sagt tillykke. Er konfus og voldsomt medtaget… Finder et par klubkammerater og kaster mig i skygge under et bord.. Fik lige løftet armene over hovedet – ikke et ord om, at den fine medalje vender forkert…

Det var dagen, hvor jeg både var i hegnet, og gik under bordet – alligevel fik jeg en ung fyr med hjem…

Comments are closed