Det hele startede med at jeg tilbage sidste år efter en halv Deloitte Oresund besluttede mig for at 2015 skulle være det år hvor jeg skulle lave en fuld IM. Det blev hurtigt besluttet at det skulle være Østrig som skulle være stedet hvor jeg skulle gennemføre dette. Alt var planlagt, havde en træningsplan i tankerne for at blive klar osv. så hvad kunne gå galt – tja, næsten alt.

Meget blev vendt op og ned da jeg fik tilbudt et job i London og startede August 2014. Dette krævede flytning af hele familien, stress på et nyt arbejde, stress med at få familien til at fungere i England, finde skole/børnehave til ungerne, en chikanesag mod mig fra en uduelig ansat i mit team som varede 6 måneder osv. osv.

Så opstarten til dette blev ikke den bedste – derudover har jeg haft 650 timers overarbejde fra 1. januar til 31. maj saa hvis en træningsuge havde mere end 8-10 timer havde det været en super uge.

Som følge af ovestående måtte jeg sande at jeg ikke kunne nå at blive klar, hverken mentalt eller fysisk, til Østrig og måtte melde fra og flytte min deltagelse til en anden IM. Det blev så Holland (den eneste som var fri så jeg kunne overdrage mit startnummer til) men nu var målet klart og så var det bare at bide tænderne sammen og komme igang.

Som sagt så har forberedelserne været kaotiske, men det er blevet til noget og jeg regnede med at det var muligt at lave en god til alligevel – ved ikke hvorfor men sub 10 kom ind i mit hoved selvom jeg allerede havde sagt jeg ikke ville benytte den samlede tid til noget og i stedet dele racet op i småbidder – men man er jo en nørd så man laver allemulige beregninger for split tider etc.

Men dagen kom og der skulle races. Kl. var 3 da uret ringede og jeg var hurtigt ude af senge for at få startet op med kaffe og nutellamadder på hvidt brød (godt at dem som følger Paleo kosten ikke så mig den dag J ). Energidrikken blev blandet og pakket så jeg var klar til at gå mod stævnepladsen da klokken var 4.50 så jeg kunne få klargjort de sidste ting og komme i våddragten. Kl. 6.30 blev vi smidt ud af transitionzone og bevægede os ned mod vandet. Vi skulle svømme i kanalen i Maastricht og IM havde kaldt nogle gamle mennesker ind som var udklædt som krigere fra 1700 tallet som skød stævnet igang – EPISK. Svømningen startede godt og fandt hurtigt et hul som jeg kunne pladske rundt i for mig selv således jeg kunne finde min rytme. Efter 1,7 km. skulle vi krydse en lille ø så det blev til et løb på ca 50 meter og så tilbage i vandet til resten af ruten.

Svømning gik ok og så var det med at komme op og i cykeltøjet. Skiftet samt toilet besøg var overstået på omkring 9 minutter så der skal ske væsentlige forbedringer her. Men jeg kom ud på cyklen og følte mig frisk så de første 30 km blev kørt med lige knap 38 km/t i snit – det skulle så give bagslag senere. Efter 30 km fik jeg ikke kastet mine dunke af i forplejningszonen så havde 3 dunke på min cykel men kun 2 holdere – så jeg skulle lige balancere med en ekstra dunk på min cykel hen over 2 km brosten så der mistede jeg meget af farten. Samtidig brugte jeg for meget energi på at bande over det. Man skal holde hovedet koldt i situationer som dette da jeg kom i tanke om jeg havde min cykeltrøje på så jeg kunne jo bare smide den i baglommen – DOH!!! Efter 45 km kører jeg så oer et bump og der vælger mine garmin pedaler så at slukke og jeg kan ikke få liv i dem igen så jeg kører de sidste 135 km uden RPM og watt – arghhhhhhhh! Endnu et kæmpe minus!

Ruten forventede jeg var noget flad men der var nogle lede bakker i slutningen af hvert loop hvor Amstel Gold løbet også kører så jeg har ikke længere den opfattelse af Holland. Men jeg bliver træt efter ca. 110 km for min mave kan ikke hae mere energi i sig og jeg sidder og tygger og tygger på mine energibarer men ned kommer de ikke så får kun en enkelt gel i timen som jeg håber vil være nok til at klare mig igennem på løbet.

Men jeg kommer igennem de 180 km og de sidste 45 km er det alene den dunk med cola som jeg skal have inden jeg kører i T2 som holder mig kørende. Jeg rammer T2 og får skiftet til løbetøj. Afsted det går men min mave er noget dårlig – hver gang jeg tager en dyb indånding føles det som om at jeg skal kaste op så den tanke hygger jeg mig med de næste 42 km. Derudover har jeg heller ikke fået salt så jeg skal tisse 3 gange på løbet. Løberuten er flad dog er der en enkelt stigning på 70-100 meter hvor stigningsproventen er 10% så den kunne man godt mærke i benene.

Første runde på 14 km går fint men derefter rammer varmen mig (de målte 32+ grader den dag) så jeg må skifte mellem løb og gang. Derudover ser jeg en del som enten sidder i skyggen eller folk som ligger på jorden omgivet af ambulancefolk så der var mange som undervurderede varmen og blev dehydreret. Anne og ungerne står på løberuten lige ud foran hotellet så jeg stopper op og lige taler med dem på de første 2 gange – det giver både et tiltrængt hvil og samtidig lige et moralsk boost til at komme igennem resten af løbet.

Men jeg får færdiggjort de 42 km og til sidst kom jeg over målstregen og fik min medalje i tiden 12:38:49. Jeg var ikke helt tilfreds men når man tænker på alle de dårlige undskyldninger øverst og hvad jeg har manglet af træning så kan jeg sku ikke klage!

Men alt i alt er en IM den vildeste følelsesmæssige rutsjebanetur – fra at gå til at ville stoppe og smide min cykel i havnen og forlade Holland så hurtig som muligt til at næsten tude på løberuten når man tænkte på hvad man havde gang i!!! Og hvis man havde spurgt mig lige bagefter om jeg ville lave en fuld distance igen så havde svaret været et rungende NEJ – meeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeeen nu begynder overvejelserne at komme igen 🙂 Så mon ikke man kommer til at lave en igen på et tidspunkt 😉

Over and out mens jeg nu skal nyde OFF SEASON!!!!!!!!!!