Vil du se beretningen med billeder, så benyt nedenstående link:

http://hauglund.dk/2015/09/03/this-is-not-a-tea-party/

Min Ironman beretning 2015 starter bedst dagen før, for efter cykel tjek ind og en lille times hygge med mine forældre i solen ved strandtutten. Er det hjem til Nicolaj og Malene fra klubben, hvor vi skal spise aftensmad, samt det er meningen at Martin Melcher og jeg skal sove. Så vi kan være friske til starten Søndag morgen, en overnatning der hurtigt i ugerne op til blev døbt “ironman sleepover pyjamas party”

En lækker pasta, kyllinge og grøntsagsret blev indtaget på terrassen sammen med en Carlsberg Nordic (man er vel seriøs), Helle og ungerne blev sendt hjem og vi tre drenge efterlod Malene på terrassen og gik igang med at nørde ironman og motivationsvideoer.

En tur på stranden til en is og check af svømmeområdet og bøjernes placering blev det også til, inden dagen sluttede med kage og flere videoer.

Efter en god nats søvn. ringede vækkeuret kl. 04.15 “rise and shine” det er raceday, huset dufter af havregrød og kaffe, der en følelse af spænding og forventning i det lille køkken og vi når vel alle at besøge toilettet et par gange inden afgang. Ca. kl.5.30 er vi klar til afgang, den korte gåtur til startområdet. Det er altså luksus at bo så tæt på stævnestart, det gør bare tingene så meget nemmere.

Solen er ved at stå op da vi nærmer os startområdet, der summer af liv, kendte ansigter og en for mig tydelig duft af neopren, kædeolie og nervøsitet. Der er bare mere spænding og intensitet i en skiftezone til et ironman stævne, det her er DAGEN vi har trænet i mod, her er der ikke noget med at køre den hjem på rutinen. Jeg får tjekket min cykel, pumpet dæk, fyldt vand på dunken, sat skoene fast i pedalerne og min garmin gps fast på styret. Mens jeg står og klarer det sidste, kommer min kollega Kenneth forbi.

Kenneth og Nicki, Ironman Copenhagen 2015.
Foto af Helle Arensbak

Han får præsenteret mig for en fotograf han kender, som vil prøve at fange os med linsen i løbet af dagen, så egen fotograf, Nice!! 🙂

Tiden frem mod 7.30, hvor T1 lukker går hurtigt, der bliver hilst på venner og bekendte, besøgt toilettet igen og så det tid til at hoppe i våddragten og få varmet op i vandet, inden starten kl. 07.40

7.35 står Nicolaj og jeg klar i startboksen, proceduren er ændret i år, så mænd og kvinder i samme AG starter sammen. Den varslede “hold hinanden i hånden to og to” start udeblev dog. Så da starten går, går vi alle i forholdsvis god ro og orden frem mod måtten og ud i vandet.

Et af de sidste råd jeg giver Nicolaj inden start, er at starte roligt og finde rytmen og så give den gas på tilbageturen. Nu har jeg aldrig været god til at følge mine egne råd, så i det øjeblik jeg rammer vandet, går jeg i racepace. Ikke decideret bevidst, mere fordi sådan er det bare. Der er mennesker overalt og du vil bare FREM!! Jeg finder hurtigt rytmen og mærker at tempoet er hårdt, men tilpas, jeg kan godt holde det hele vejen rundt. Til gengæld frustrerer det mig at jeg ikke kan få min højre arm til at trække igennem. Det er som om at alt det der fungerede i ugerne op til er forsvundet. Jeg kan godt se at jeg overhaler rigtigt mange også dem fra startgrupper foran mig, men på vej fra sidste bro og hjem er jeg alligevel forberedt på en middel tid. Så jeg er overrasket over at jeg når at se uret står på 1.03.xx, inden jeg får trykket på lab ankommet på land igen.

Svømmetid 1.03.20

T1 går bedre end ventet, der er god plads i teltet og ingen stress, sikrer mig at jeg har det hele.

T1 5.35

Så det tid til favorit disciplinen, 180 km på cykel. Da temperaturen er gået fra fin til VARM de sidste 8 – 10 op til stævnet, var der ingen grund til løse ærmer eller en lang trøje. Det var bare ud af T1 op på cyklen og afsted, mærker med det samme på vinden, som der er ret meget af, at den ikke er optimal i dag. Min eneste mål for dagen har hele tiden været en cykel tid på sub 5 timer lig med 36 km/t. Og på min nye Felt IA4 med full carbon hjul og aerocover, var det i hvert fald ikke udstyrets skyld hvis det ikke lykkedes.

Godt ude af byen og ud forbi Mikkelborg, hvor min tidligere kollega Peter står og hepper, fedt!! Altid rart at blive råbt lidt af. Der er mange der mener at cykelturen under en IM er lang, hård og kedelig. For mig flyver tiden afsted, der er så mange ting at holde øje med. Watt, puls, energi indtag, de andre deltagere osv.

Mit wattmål for dagen er omkring de 220 og pulsen omkring 130 i snit. Så der bliver holdt skarpt øje hele vejen, vinden er som nævnt ikke 100% til vores fordel. Første tur op af strandvejen er der side modvind efterfulgt af medvind på tværstykket, der er det bare ikke rigtigt til at udnytte, da det er den mest kuperede og tekniske del af ruten og jo der er selvfølgelig modvind på stykket fra Allerød og hjem.

De to første sæsoner jeg kørte, lod jeg mig blive møvet for meget af de andre deltagere og på den måde miste fart og rytme. Det har ændret sig i år, dels på grund af mere fart og mere rutine. Så jeg holder min rytme og nyder at det i laaaangt de fleste tilfælde er mig der smutter forbi og ikke omvendt. Det er bare som om at jeg ikke finder mig ordentligt til rette på cyklen den her gang, muligvis det er min saddel, som sidder forkert(testede en ny ugen før DUMT) eller om det bare er en dårlig dag. For begynder efter første runde at få nakkesmerter, efter 130-140 km begynder overbelastningen i min venstre balle at gøre ondt, ydermere har et par ligget foran mig de sidste 10-15 km, hvor den kvindelige del drafter for VILDT!! Fokus er ved at ryge, så springer i depot på midsterstykket og tisser og lige får styr på hovedet igen.

Det giver mig så et andet pres, gennemsnitsfarten som hidtil har ligget stabilt på 36.6-36.7 er faldet til 36.1 og med modvindsstykket fra Allerød og hjem, skal der nu pludselig holdes tempo. Jeg tillader mig at øge presset lidt og fokuserer på tiden, det fjerner fokus fra nakken og ballen, helt perfekt. Jeg overhaler min gode ven Dennis lige før Kongevejen, en hurtig hilsen og videre. Da jeg rammer modvinden kan jeg godt mærke at jeg må lette presset lidt, hvis jeg skal holde til de 42.2 km der venter lige om lidt. Tjekker tid og afstand og må acceptere at sub 5 nok ikke bliver i dag. Sidste tur op af Geels bakke, folk der hepper og ind mod byen, da vi drejer fra på standvejen og kører ind mod T2 står der et skilt der viser 170 km. Det passer sgu ikke tænker jeg, der er MAKS 8 km tilbage, jeg kender den rute og ved hvor langt der er. Tjekker uret, lige over 15 min til jeg runder de 5 timer. 15 min til 8 km, det er helt klart muligt. Jeg holder tempo og rammer T2 i tiden 4.59.46 mission fuldført, at ruten så måske er 2 km for kort kan ingen læse på resultatlisten. Watt normalisret power 216 og snitpuls 132

Af cyklen og ind i T2, benene er lidt stive, betaler prisen for forceringen på cyklen og kan mærke overbelastningen i begge baller nu, får min pose og kommer ind i teltet og får skiftet. Bruger lige et lille minut på stræk af baglår og et smut på toilet og så ud på løberuten.

T2 5.20

Det første jeg passerer på min vej rundt på ruten er Amager Triatlon Klubs heppekor, det er et kæmpe boost at få når man løber forbi. Masser af gode kammerater, musik og larm. Lige hvad jeg trænger til for at komme i gang. Da jeg har rundet Christiansborg ser jeg Helle og pigerne, dejligt 🙂

Jeg har forsøgt at lægge roligt ud på løbet, da det er varmt, meget varmt og jeg ved at mine baglår og baller før eller siden vil gøre livet surt for mig. De første 4 km går fint efter planen om at holde et tempo omkring 5.30 min pr km. Derfra går det ned af bakke, varmen tager fat i mig og efter 10 km begynder baller og baglår for alvor at brokke sig. Det er her man enten går ud eller kommer ind i en form for trance tilstand og fortsætter, et skridt af gangen mod målet.

Resten af løbet er en stor sammenblanding af indtryk og tiden flyder sammen. Jeg løber med Nicolaj, min ven og klubkammerat et stykke tid, løber fra ham på langeline broen og er foran en rundes tid, for så at blive hentet og overhalet af ham. Jeg husker at Sascha som sidste år vandt sin AG 18-24 udgår efter en 6-8 km, skide synd for hun var godt kørende. Der er bare bryster på kajakbroen ude ved Nykredit (den slags ser og husker mænd) Jeg overhaler Martin min træner, som vist også har en lang dag på kontoret.

Ude ved langeline depotet, får jeg kontakt med Nicolaj igen. Hans akillessener er stået af og krampen truer i baglåret, vi bliver enige om at følges resten af vejen hjem. Om det er 15 eller 20 km erindrer jeg ikke, ved bare at vi løber sammen, går i depoterne og på de små men nu stejle bakker.

Overalt på ruten er der folk jeg kender. Du er sej Nicki, det ser godt ud det der, hey du ser jo frisk ud, kom nu du er der næsten. Jeg suger dem til mig, sammen med Cola, vand og æbler. Det er hvad maven håndterer.

Vi bliver enige om at krydse målstregen sammen, nu har vi kæmpet sammen så længe. Så virker det rigtigt at lave opløbet med hinden i hænderne løftet over hovedet.

Ind på opløbsstrækningen, fulgt af Thorbjørns Sindballes ord i højtaleren:

Så har vi en fra Amager Triatlon klub – der kommer ikke bare en der kommer to! De har hjulpet hinanden, støttet hinanden. Kæmpet derude sammen som brødre – mine damer og herrer Nicki Hauglund og Nicolaj Mangaard YOU ARE AN IRONMAN

Efter 10.31.45 er målet nået. Min anden Ironman er genneført i en tid jeg ikke havde turdet drømme om 2 måneder før, efter Challenge Denmark. Hvor jeg faktisk i en lille uge havde afskrevet IM CPH

Løbetid 4.17.47

Jeg forbedre min tid samlet med 22.58, jeg cykler under 5 timer, svømmer det bedste nogenside og smider så 11 min på løbet kontra første gang. Men jeg er tilfreds, glad og stolt, jeg har kigget mig selv dybt i øjnene i spejlet og der er ikke nogen steder jeg kunne eller ville have gjort noget anderledes.

Jeg kan hverkan nå eller huske alle jer der fortjener ord med på vejen for støtten på ruten og i dagene, ugerne og månederne op til, i ved hvem i er.

Jeg vil blot fremhæve Helle og ungerne, Martin min træner som fik så meget styr på skaden at deltagelse var mulig, samt Nicolaj og Malene. Nicolaj for mange gode træningstimer og selskabet på ruten, Malene for at åbne hjemmet for vores pyjamas party.

Samt til Helle Arensbak og Joh-foto for billeder.

Jeg slutter med disse ord fra Jørgen Leth sagt om Triathlon til det første Challenge Copenhagen i 2010:

Jeg forstår godt, hvad det er, der driver et menneske til at gøre det umulige – til at overvinde modstand – til at bryde barrierer – til at finde nye grænser – til at måle sig med sig selv og udfordre de andre. I denne kontinuerlige match. Der er man alene. Man skal finde stoffet inde i sig selv. Man skal grave dybt, og når man graver dybt kan man finde guld.

Dette er ikke et teselskab