Sometimes you win – sometimes you learn… And sometimes; you’re just a plain idiot!!
Århus halv Ironman skulle sætte punktum for en rimelig solid triatlonsæson – og forhåbentlig, med lidt god vilje kaste en AG podieplads af sig…
Som bekendt går tingene ikke altid som man forestiller sig!

Vejrguderne havde besluttet sig for at sætte lidt ekstra krydderi på weekendens stævne. Kæmpe bølger, massiv regn og heftig vind dominerede smilets by – og ved testkørsel af lidt af cykelruten lørdag går det op for os, at denne race day – det bliver en af de længere…
Men vi er ved godt mod:-) Vi er triatleter, det er henholdsvis 6. og 7. halve IM-distance for os hver, vi ved hvad der venter… troede vi…
Vi bor på det IM-anbefalede hotel Scandic inde i byen og de har sørget for kæmpe morgenbord fra kl. 4 på race day – det er verdensklasse!
Vi pakker os godt ind i tøj og regnslag og forbereder den lille gåtur til transition, men til vores store overraskelse er der også sørget for gratis shuttlebusser direkte fra hotellet – OGSÅ verdensklasse!

Vi ankommer til transition, hvor regnen siler ned, vi kan høre flagene smælde i vinden og skummet fra bølgerne sprøjter ind over molen… Vi skal bare i gang…! Når først vi er i gang, så er man jo i race mode og så kan alt andet være ligegyldigt. Vi er forberedt på vejret, vi har planlagt ekstra lag og ærmer til cykelturen – vi aftaler, at det vigtigste er at komme sikkert igennem! Det betyder stille og rolig svøm, og ikke cykle med hovedet under armen!

Alle atleter står presset sammen i teltet. Ingen har rigtig lyst til at skulle tage tøj af og trække i våddragten, men som tiden skrider frem er vi nødt til det, og pludselig står man der med bare tæer i mudder og vandpytter… skønt!
Vi trækker ned til svømmestarten og jeg tror næsten ikke mine egne øjne! Jeg har aldrig oplevet noget lignende… Bøjerne i vandet hopper og danser og det er umuligt at forestille sig, hvordan man nogensinde skal komme igennem de kæmpe bølger.
Arrangørerne har forkortet svømmedistancen til 1.000m – det er det eneste forsvarlige at gøre. I princippet ved jeg ikke om svøm burde have været helt aflyst, men det havde selvfølgelig også været bittert for oplevelsen.
Startskuddet går og der er ikke andet at gøre end at kaste sig i bølgen blå – eller nærmere bølgen totalt grumset af sand der hvirvler op….!

Jeg er en ok svømmer og jeg har ikke noget problem med OW – men det her – det er vildt!! For første gang nogensinde tager jeg mig selv i at svømme brystsvømning, simpelthen for at holde øje med, hvor og hvornår kommer den næste bølge?! Jeg kæmper og kæmper og føler ikke jeg kommer ud af stedet, men kan trods alt se, at jeg nærmer mig den næste markeringsbøje. Da vi har rundet begge bøjer og svømmer ind mod land, så tænker jeg at det værste er overstået! Nu får vi bølgerne i ryggen så det er jo bare ren bodysurfing… Not so much… Bølgerne brækker og det betyder, at man bliver tromlet under vand af skumbruset – man kan ikke undslippe, det handler bare om at holde vejret længe nok. Bølgerne er så kraftige, at mine briller bliver skyllet af! Jeg får dem hurtigt på igen, og så er det ellers bare ind mod land!!
Løber op i T1 og glæder mig over fast grund og den langærmede, varme trøje jeg skal have på! Ud på cyklen og så bare afsted! Regnen vælter ned og vinden kommer bragende ude fra vandet – tag det roligt Danielle – der venter en milliard rullende bakker, ingen grund til at brænde ud nu!

Cykelruten i Århus er fænomenal – til en solskinsdag… Det er en 1-loop teknisk krævende rute i smuk natur. Jeg prøver at nyde det, selvom det regner så meget at jeg må tage visiret op på de sidste 30km, og jeg håber og beder til, at jeg ikke punkterer! For hver km ser jeg nogen der står og skifter slange, og de hurtige drenge på pladehjul og lukkede ringe – de er ikke så hurtige når de kommer trækkende med deres cykler i vejkanten…
Mit elskede sorte lyn og jeg klarer den helskindet ind i T2 – og nu… NU kommer den endegyldige fejl…!

Jeg har valgt at løbe i mine lette Noosa sko, for jeg ved, at jeg kan lave en hurtig løbetid. Til 70.3 på Mallorca fik jeg nogle grimme vabler på tæerne, og har derfor eksperimenteret med at løbe med bare fødder – og det spiller max… når fødder og sko er tørre….!
Af uransagelige årsager – og selvom nogen gentagne gange siger til mig, at jeg nok bør overveje sokker i det her vejr – så vælger jeg at løbe uden barfodet i mine Noosa ud af T2…

Jeg når kun 10m, så kan jeg godt mærke, at der er noget galt. Stopper op for at fjerne et sandkorn, eller hvad der nu irriterer, men efter et par km, kan jeg godt mærke, at det er skoen der skarver mine hæle.
Jeg stopper op ved anden aid station og spørger efter plaster. De får fat i en samarit gut, som hverken har plaster eller sportstape – men han har almindelig tape… Hmm, jeg overvejer det et splitsekund, men tænker at det måske alligevel er for eksotisk;-)

Jeg har allerede spildt nok tid, så skynder mig videre. Det gør ondt nu, rigtig ondt, og jeg har kun løbet 5 km… Stopper op IGEN og spænder mine sko så hårdt jeg kan for at begrænse friktionen. Jeg ejer, som de fleste ved, ikke en stop-knap når det kommer til race…. Jeg har kun ét fokus og det er at krydse den målstreg – koste hvad det vil… Og det kommer til at koste denne gang!
Efter runde 1 møder jeg David på ruten og han er i et vældigt humør:-) Vi highfiver og han giver mig fornyet energi! Kom nu Danielle, bid smerten i dig, du er snart halvvejs!

Løberuten i Århus er den hårdeste rute jeg har prøvet. Der er to meget lange stigninger, som man skal passere 4 gange. Det er hårdt og jeg kan mærke at jeg løber helt forkert fordi jeg kompenserer for smerterne på hælene, så mine lægge kramper på stigningerne.
Det gør rasende ondt og regnen pisker ned, men endelig er mål indenfor rækkevidde. David kommer løbende modsat da jeg har ca 2 km tilbage og råber; Æd dig selv! Så det gør jeg… Spurter op ad den sidste stigning og flyver nedad mod mål! Det gør så ondt i mine hæle, at jeg er ved at tude, men nu skal det bare overstås!

Krydser målstregen i tiden 5.15 – slet ikke den tid jeg havde drømt om, og det rækker kun til en AG 6. plads, men jeg kan næsten ikke stå på mine fødder fordi de gør så ondt. Vakler hen til min street wear bag og tager en masse tøj på, så jeg kan se David løbe i mål. Han kommer smilende ind over målstregen og har haft et dejligt race:-)
Han spørger hvorfor jeg humper, og først nu kigger jeg ned på mine sko og ser at hælkapperne er fuldstændig sølet til af blod…. SHIT!
Må en tur forbi samaritterne, som dog bare hjælper mig med at få mine sko af og beder mig om at tage tørt tøj på, da mine læber er helt blå….
Vi får spist vores pasta, highfiver over præstationen og så er det hjem til hotellet så vi kan få varmen! Vores til dato hårdeste race er overstået og vi har fået vores medaljer som beviser, at vi er lavet af jern!

Efterspil; det jeg troede bare var et par vabler på hælene, udviklede sig til kæmpe åbne sår, som der så gik betændelse i. I skrivende stund, 4 dage efter race, kan jeg ikke stå på mine fødder. Anklerne er hævede og røde af betændelse, og sårene på hælene gør, at jeg ikke kan træde normalt men kun gå på tæer… Lægen har ordineret penicillin, men da det ikke har hjulpet endnu, må jeg nok hellere tage til tjek igen i morgen..:-(
Det er klart de dyreste lærepenge jeg nogensinde har betalt (og det siger ikke så lidt) – og for noget så idiotisk som at undlade at tage sokker på….!

Hvad er det man siger; Never try something new on race day… Efter 3 IM, 6 halve og et utal af sprinter, så er jeg åbenbart ikke blevet klogere…
Sometimes you’re just a plain idiot…😉