Lørdag den 4. juni, skulle jeg sammen med en del klubkammerater deltage i Karrebæksminde Triatlon, som var en kvart IM distance. Dvs 950 meter svømning, 45 km cykling og 10.5 km løb.

Det havde været varmt hele ugen op til stævnet og efterhånden var det bare et spørgsmål om HVOR varmt det ville blive og ikke om det ville blive varmt. Solen skinner fra en skyfri himmel da jeg forlader københavn i en lejet bil, sammen med en klub kammerat og den er stadig ene om at dominere en blå himmel da vi omkring 9.45 rammer Karrebæksminde. Det er allerede møghamrende varmt, så gruer lidt for løbeturen som ligger ca. 4 timer ude i fremtiden.

Vi får tjekket vores cykler ind, jeg er i første heat med start kl. 12.00, det betyder at vores cykelpladser er tættest på cykel ud, porten. Fedest så skal vi ikke løbe så langt med dem. Jeg får fundet en god plads, let at finde med nogle tydelige pejlemærker. Får sat cyklen op, og får tanket op med væske. Skygge er der ikke meget af og man går alligevel rundt og snakker med klubkammerater og folk man kender. Hele tiden med en fyldt drikkedunk inden for rækkevidde, en chokolade croissant ryger også lige ned.

Kl 11.15 er der racebriefing i skiftezonen og omkring 11.30 står vi klar i vandkanten iført våddragt og badehætte, en anelse varmt, selvom man kan svømme lidt rundt, så man ikke smelter helt.

Kl 1200 går starten og et par hundrede eller flere deltagere forsvinder i en blanding af arme og ben, der pisker gennem vandet mod første bøje der skal rundes inden turen går langs stranden ud mod den næste. Der er ikke meget plads frem mod første bøje og jeg ved ikke helt hvad der sker, om det er varmen, en forkert vejrtrækning, min astma eller noget tredje, men efter 100 meters tid, klapper mine lunger fuldstændigt, jeg har svært ved at få luft. Pakket ind i tæt siddende neopren og med arme og ben overalt omkring mig. Kan jeg mærke en begyndende panik brede sig i kroppen. Heldigvis er jeg en rimeligt erfaren OW svømmer efterhånden. Men det er svært at kæmpe mod kroppens naturlige instinkt. Jeg forsøger at bevare kontrollen ned mod første bøje, kan jeg komme derned kan jeg svømme ud i siden og få luft og plads omkring mig. Det er en lidt skræmmende oplevelse at mærke hvordan kroppen og panikken prøver at få overtaget, jeg er millimeter fra at lægge mig om på ryggen og smide en arm i vejret. Kæmper med at få luft og holde armene igang. Efter første bøje, kommer jeg ud i siden. Langsomt bliver det bedre med vejrtrækningen, men pulsen banker afsted, armene er tunge og jeg er i den grad i iltgæld og får lige at toppe det, har jeg fået vand ind i masken, som opløser solcremen i ansigtet. Så nu brænder og svier mine øjne og jeg kan knapt nok se noget. Den her svømning skal BARE overståes NU!!

Efter hvad der føles som en evighed kommer jeg rundt om sidste bøje, kan rejse mig og løbe op mod stranden, min tid ligger over de 20 min. Langt fra mit normale niveau, men med tanke på at jeg var ekstremt tæt på at udgå, er tiden lidt ligegyldig. Jeg er normalt meget rolig i vandet og har ikke tendens til panik, så jeg er stadig usikker på hvad der skete, men det er måske sundt nok at prøve og vide hvordan man kommer ud af det igen.

På vej mod T1, løber vi forbi et væskedepot, jeg snupper en kop vand, skyller halsen og spærre øjnene helt op og kaster resten af vandet direkte i øjnene for at se om jeg kan få solcremen ud af dem. Det virker nogenlunde, nu kan jeg da se noget igen.  Videre ned i T1, et smut på toilet og så på cyklen og afsted.

Jeg kender ikke cykelruten på forhånd, men har hørt den er lettere kuperet med en del sving på. Så umiddelbart ikke en rute for et diesellokomotiv som mig.

Ret hurtigt mærker jeg at der slet ikke er hul igennem til benene, pulsen banker afsted og benene er tunge. Det er ret tydeligt kroppen stadig halter bagefter, efter den tur i vandet. Så jeg lader watt og puls være og kører rent på fornemmelsen, presser på for at se om der ikke skulle komme hul igennem til benene, efter 13.8 km ( ifølge Danielle) passerer jeg hende på cyklen og det er omkring der, jeg begynder at kunne træde igennem på cyklen. Jeg har drukket lidt over en halv dunk på det tidspunkt og spist en gel. Når jeg ser på mine km tider er det også de sidste 20 km jeg holder den højeste fart, omkring 37-38 km i timen

Cykel ruten er som forudset, forholdsvis kuperet, ikke det bedste underlag og på det andet af de to loops, begynder der at blive fyldt godt op. Omkring 800 deltagere på en 29 km lang rute er lige i overkanten. Godt vi ikke var det 1100 tilmeldte derude. Så hvis jeg skulle give en anbefaling til arrangørerne ville det være at lave en 45 km rute, og komme lidt væk fra de allermindste veje, hvor underlaget er elendigt og til tider tæt på farligt. Stor ros skal der dog lyde til trafik official, de gjorde et fint stykke arbejde.

Jeg rammer Karrebæksminde med omkring 36 i snit, helt som ønsket hvis man ser bort fra at jeg skulle arbejde hårdere end planlagt for det. Det viser sig da jeg kommer hjem at min bagbremse er begyndt at hænge lidt, ikke nok til at blokere, men nok til at cyklen føles tung at træde. En rundtur på Google, bekræfter at det er en almen fejl på den cykel jeg kører på, så der skal arbejdes hårdt frem mod Kronborg om 14 dage.

 

T2, går efter planen og jeg rammer løberuten efter ca. 2.30 min

Det er VARMT som i svine møghamrende mega ulideligt varmt!!! Så strategien er at lade løbet bestemme farten selv, finde ind i en rytme og håbe på den holder hele vejen hjem.

Mit pace ligger på de første par km på omkring 5.04 – 5.07 det føles ok, varmen er til at holde ud og chokket fra svømmeturen er væk, jeg har fået drukket og spist godt. ATK heppekoret er på plads, det kører faktisk nu. Løberuten går fra havnen og ned mod sommerhusområdet, en lille bakke skal forceres på vej derind, inden det går svagt nedad igen, folk hat fundet haveslangerne frem og et ældre ægtepar har lavet deres eget lille vanddepot, det er VERDENSKLASSE!! For lige en note til arrangørerne igen, ET vanddepot på 10 km er for lidt på en dag så varm en dag, det er muligt man passerer det tre gange (efter ca. 500 meter, 5 km og 10 km) så et vanddepot ude i sommerhusområdet må i gerne prioriterer næste år.

Lidt til min egen overraskelse holder jeg mit pace hele vejen hjem, mærker ikke noget til baglåret eller ballen, som stadig godt kan drille lidt. Der bliver klappet hånd med klubkammeraterne og kæmpet lidt mental kamp undervejs, alt det som hører til på et løb under et triathlon.

Publikum nede omkring vendepunktet er fantastiske, heppekoret er fantastisk, vejret er fantastisk. Så selvom jeg startede skidt ud vil jeg mene jeg sluttede stærkt. Efter 2.32.12 er jeg løbet ned af den røde løber langs kaj kanten, med overskud til en spurt. En truende DNF blev overvundet og jeg nåede næsten mit mål om at komme under 2.30

Efter løbet er det tid en alkohol frei Erdinger og en sludder med klubkammeraterne inden turen går hjemad til Amager, med en på dagen velfortjent medalje om halsen.

Er Karrebæksminde triathlon en godt stævne? Absolut! Kan de gøre noget anderledes? 100 procent. Med på dagen og med det vejr, er det svært at fokuserer på det negative, det kan vi altid snakke om en anden dag.

Tak til de klubkammerater der deltog, til jer der kom ned og heppede. I er bare med til at gøre Amager Triatlon klub, til den bedste klub. Det er med stolthed og ydmyghed, jeg efter alt at dømme sætter mig i formandsstolen her den 14. Juni (jeg har ligesom fundet ud af at katten er ude af sækken) Vi ses til Kronborg, Øresund, IM København og hvor vi ellers deltager.

Til slut et alternativt finisher billede. Og JO jeg havde haft masser af solcreme på.