Heja Heja Sverige!!!

Dem som kender mig ved, at jeg meget nødigt bevæger mig væk fra Amager (med mindre det er på et fly…!), men i weekenden erfarede jeg, at hvis man bevæger sig ca. 330km nordpå, så ankommer man til den dejligste, lille svenske by Jönköping.
Og den var bestemt ikke blevet ringere stillet af, at Ironman karavanen var ankommet til byen og havde forvandlet hele centrum til Ironman Village. Byen skulle danne ramme for den allerførste Jönköping Ironman 70.3 – og hvilken ramme!
Opløbsstrækning igennem park med springvand og målgang foran rådhuset, Munksjön med den fine hvide bro, som passeres under på svøm og over på løb, og ikke mindst 90km one-loop naturskøn cykelrute, langs Vättern og ind i det ægte svenske bakkelandskab!
Forventningerne blev bestemt skudt i vejret da vi ankom til dette triatlon-paradis fredag eftermiddag 🙂
Jeg indrømmer, at jeg er en sucker for brandet! Med AWA status og Ironman tattoo er jeg en tro fan, MEN der er også bare noget magisk ved at ankomme til Ironman Village!!! Stedet syder af forventning, glæde, spænding og nerver! Man skal vælge sin påklædning med omhu, og naturligvis flashe sin sejeste Finisher t-shirt for at psyke de andre! Det er stedet, hvor jeg faktisk er trendy når jeg konstant render rundt med mit 920xt, og aldrig har man set så meget spandex og kompression samlet på ét sted… Kort sagt; I LOVE IT! 😉
Vi har indlogeret os på Scandic, som ligger lige ved siden af finish line (altid praktisk!). Derudover har de været så venlige at rykke morgenmaden 1 time frem på race day, og kirsebærret er, at man kan få et varmt bad i deres fitnesscenter efter race – selvom vi skulle checke ud på dagen… Verdensklasse!!

Fredag byder traditionen tro på det såkaldte “pasta party” og efter at have deltaget i rigtig mange versioner af denne event, må jeg sige at Jönköping klart lander i top 3! Ved registrering får man udleveret en billet, som kan bruges på 5 forskellige spisesteder i byen. Vi vælger El Gordo ved søen, og veksler uden problemer vores billet for en lækker pastaret og alkoholfri øl – igen verdensklasse!
Den obligatoriske racebriefing bidrager til den gode stemning, og vi vælger modigt den svenske version – da vi tænkte vi ikke behøvede at forstå så meget, vi har jo prøvet det før :-). Vi får dog opsnappet at “tre av fyra” (3 ud af 4) er førstegangsdeltagere på halv ironman distancen (primært fordi speakeren nævner det ca. 30 gange i løbet af 45 min…), samt at der er 500 (!!!!!) meter fra swim exit til transition… 500m… det er langt – på brosten, i bare tæer og med en våddragt hængende om livet! Men, men, vi har prøvet lidt af hvert efterhånden, så mon ikke det går 🙂

Lørdag triller vi lidt ud på ruten, dels for at teste cyklerne, og dels for at opleve den hårdeste stigning, som vi kan se kommer indenfor de første 10km. Og den ER hård… og lang! Men ikke uoverskuelig, så vi er stadig ved godt mod og fryder os over den svenske natur og dagens gode vejr 🙂
Bike check-in forløber planmæssigt og jeg har fået en lækker plads lige ved ind/udgang ved siden af Pro’erne – Stærkt!!
Så er det bare benene op, Touren på fjerneren og masser af carbloading! We are ready!!

Race Day!
Jeg er en af de der typer, som bare IKKE kan slappe af omkring et race… Selvom jeg ved, at formen langt fra er på sit højeste, at for meget arbejde, mad og alkohol har sat sit tydelige præg, så VIL jeg performe! Jeg bliver så skuffet når jeg ikke laver et godt resultat. Jeg forsøger virkelig at nedjustere mine forventninger, men maven vil det anderledes og opfører sig som var jeg til OL-kval… Jeg er heldigvis en del af det bedste Team D&D, hvor den anden halvdel af teamet har en noget mere afslappet race-stil, og derfor kan dæmpe mine værste racenerver!! 😉 Vi slentrer mod transition for at tjekke dæk mv. og det er dejligt da vi spotter flere i ATK klubtøj og ved, at vi kan støtte hinanden når vi ses på løberuten!

Jönköping har som de fleste andre stævner indført Swim Smart, hvilket betyder, at alle har samme starttid, men man stiller sig op efter forventet svømmetid, og bliver herefter sluset ud i vandet, 4 ad gangen hvert 5.sek. Konceptet virker upåklageligt! Det går rimelig stærkt fremad og pludselig drøner armene afsted i en, omend noget mørk, dejlig ferskvandssø. Ruten føles lang, uhyggeligt lang faktisk, men det er super sjovt begge gange man svømmer under broen, hvor man kan høre tilskuerne heppe! Jeg kommer op ad vandet og bliver positivt overrasket over en ok svømmetid på omkring 35min. Herefter følger de grimmeste 500m løb/lunt med forsøg på at opbevare svømmebriller i våddragtsærme og andre spændende krumspring… Det lykkedes og er ikke så slemt som forventet. Skiftet går fint og jeg har overskud til lige at hjælpe en tritop ned over ryggen på en febrilsk deltager 🙂
Så er det ud på cyklen og aftalen var, at tage det helt roligt ud af byen, så vi var klar til den første stigning – den slags aftaler holder ikke længe i mit hoved… 😉 Så jeg hamrer afsted fra første km og kommer hurtigt ind i en god rytme. Jeg kan mærke, at cykelbenene har det godt i dag, og jeg overvejer lidt om jeg bare skal give den fuld gas, når jeg nu ved, at der venter mig et halvmaraton med en løbeform, som har været slået ud af kurs siden jeg blev syg efter Mallorca 70.3 i maj… Beslutningen kommer helt af sig selv; De fleste kvinder vil kunne nikke genkendende til, at mange mænd IKKE er glade for at blive overhalet – af kvinder! De bliver faktisk nærmest vrede, hvilket ærligt talt er en smule fjollet, men dem om det… Jeg ligger og skifter plads med de samme 5-6 mænd, som efter de indledende prusten forbi og rysten på hovedet, tilsidst må give mig et smil og anerkende, at jeg spiller med på deres banehalvdel… Og der bliver virkelig også kørt til! Jeg kan mærke at lårene har lyst til at træde og jeg er opildnet af at kunne køre med blandt de store drenge! En af dem råber i forbifarten; “We’re never gonna be able to run after this!!”, hvorefter jeg overhaler ham igen og råber tilbage; “I know!” 🙂
Da der er 30km tibage har jeg lyst til at give op og bare trille resten af vejen, men jeg beslutter mig for, at det her cykelpas skal satme være mit bedste nogensinde – koste hvad det vil på løbet!! Så efter 2.35 sætter jeg cyklen, og jeg er ovenud tilfreds og stolt af mig selv!! 34,8km/t i rullende bakker er bestemt godkendt i min bog!
Så skal det halvmaraton bare gennemføres om jeg så skal gå det hjem! Jeg kan mærke, at benene er tunge og den ene akillessene gør vrøvl. Jeg ved at, årets store mål stadig venter i oktober, så jeg vil ikke forcere en skade på et optaktsstævne! Jeg forsøger at holde et nogenlunde pace, men giver mig god tid til at gå igennem alle depoterne. Der bliver endda tid til ikke én, men to (!!!) kyssepauser for Team D&D på ruten – hvilket jeg ellers er kæmpe modstander af! Det er jo seriøs sport det her… 😉
Men det hele er dejligt, vejret har for en gangs skyld næsten holdt tørt, jeg har haft den fedeste cykeltur i smuk natur, opbakningen i Jönköping er fænomenal, og der er masser af danskere som giver Amager et hep med på vejen 🙂 Og lige pludselig er det min tur til at dreje fra på opløbet og krydse målstregen! Min 8. halve ironman distance, gennemført i en tid jeg ikke en gang havde turdet håbe på! Totalt 5.08 og endnu en medalje til samlingen – Sverige, du er jättebra!!! 🙂