IM Kona, Hawaii Mikkel Mortensen

Ironman Hawaii 2016 beretningen om det hele, så sæt dig godt til rette…

Perioden efter Ironman Kalmar var fantastisk, kørte længe på en fed følelse ovenpå en super dag og resultat. Derefter stod den på hårdt arbejde, jeg skulle nå at restituere efter en 8.51 Ironman, nå at bygge en form op, som er VM på Hawaii værdigt og nå at trappe ned igen. Så efter 1,5 uges roligt program blev der skruet op for mængden igen, nyt krydderi på programmet var varmetræningspas. For at tilvendes varmen på lavaen bedst muligt. Derfor stod den på hometrainer cykling med vintertights og regnjakke, det var klamt og vådt og jeg rykkede derfor hurtigt træningen fra min egen stue ud til coach Melcher 😉 Takket være den sidste efterårssol og det fremragende vejr, kunne jeg føle mig ekstra dum, når jeg kom løbende pakket fuldstændigt ind i mit bedste og tykkeste vinterløbetøj på nogle af årets sidste dejlige solskinsdage. Folk gloede da også, men hvad faaaen, de skulle bare vide hvad jeg trænede til 😉
Den sidste periode op til afrejse var jeg fuldstændig drænet for energi både fysisk og mentalt. Så det var rigtig godt at have Mikkel Olsen (Nogle af jer kender ham) at træne med og vi kunne hive hinanden op og trænede stort set alle varme passene sammen. Coach Melcher hjalp også til og godt med sparring, synes jeg også jeg kom tilbage i rigtig god form inden afrejse.

Turen derhen gik egentlig fint, dog er jeg ikke bygget til at sidde stille, så længe af gangen og jeg synes det var 10 timer for lang en rejse 😉 Men det hører med. Samlet flyvetid 18,5 timer. Meget at se til inden afrejse, generel træthed + konstant aircon i fly og på hotellet om natten i L.A fik ramt på mig. Jeg var fuldstændig i bund, ondt i halsen, feber, snot, hoste og hovedpine, efter vi var landet på Hawaii, det var ikke lige med i planen, jeg måtte droppe både træningspas og udflugter. Det slap aldrig rigtig dernede og bøvler stadig lidt med det herhjemme. Hammer ærgerligt og næste gang beholder jeg vinter løbetøjet på i flyveren, for ikke at blive ramt. Dog i bedring kom jeg ud og træne og oplevede Hawaii. Sygdommen og den manglende appetit gjorde at jeg tabte mig lidt, hvilket der kom nogle rigtig gode billeder ud af, da jeg var ude at løbe i det legendariske Energy Lab.

På den ene side er Big Island Hawaii et fantastisk sted med mulighed for de fedeste oplevelser med naturen, vi snorklede og klappede bl.a. 2,5-3 meter store Manta Rays rokker, snorklede med flere havskildpadder og fisk som man ser dem i Find Nemo. Palmer, vandfald og regnskov, de kan det hele. På den anden side er paradiset også virkelig grimt og skuffende. Strandende på Big Island var ikke Hawaii bounty agtige, jeg har set dem bedre i Asien. Grimme slidte bygninger og industriområder, hvor arkitekterne burde idømmes samfundstjeneste, fyldte i landskabet… Så næste gang vil jeg prøve at ramme Maui en af de andre Hawaii øer, som skulle indeholde noget af det natur Big Island ikke har.. Jeg har stadig gemt en masse oplevelser dernede, så der er en grund til at komme tilbage 😉

mm-2

En af snorkel strandene

Stemningen i byen Kona er helt vildt speciel, faktisk fra man lander i den udendørs lufthavn, sammen med en masse andre triatleter. Her begynder det at suge i maven og tanken om at man er med til noget rigtig stort, kan aflæses i hinandens blikke når, man støder på hinanden i biludlejningen, indkøbscentret, på stranden og alle veje er der triatler. Amerikanerne er meget imødekommende, ikke sådan nogle sure Amager typer som os, men faktisk venlige og interesserede og spørger ind til hvem der skal deltage i racet, giver hånd og lykønsker.
Området omkring Kona Pier (svømmestarten) var proppet med piv hakkede triatleter hver morgen og det var dælme svært at skille proer fra age groupere. Helt vild stemning og summen, folk der snakker, griner, tjekker hinanden ud, det har jeg aldrig oplevet i sådan en grad til andre stævner. At hoppe i vandet der og tage de første arm tag var fantastisk, jeg kunne ikke lade vær med at tage mig selv i at ligge med det største smil, jeg fik myrepatter på armene af det, det var stort at være DER! Der hvor det hele starter, der hvor kanonen bliver skudt af, det man ser på film!
Hvert lille område i byen, var der slået en stand op, som havde noget med sporten at gøre. Der var ikke en plet, som ikke blev udnyttet af alle de største brands til at forsøge at narre dine sidste surt optjente sparepenge op af lommen på dig. FANTASTISK! Lige et sted for mig, jeg elsker grej, udstyr og alle de fortryllende farver. Så der kom jeg tit ned 😉
Det var også på expoen muligt at støde ind i nogle af proerne og det havde jeg glædet mig til hjemmefra! Normalt bliver jeg ikke særlig starstrucked men når man hilser på Craig Alexander, ser Dave Scott, Frodeno, Kienle, Daniela Ryf og får thumbs up af Van Berkel, så kan man ikke lade være med at ranke ryggen lidt.

mm-3mm-4

 

mm-5

 

RACEDAY!
Jeg føler at det enten kan blive godt eller rigtig skidt! Aftenen før stressede jeg meget (spørg bare Cathrine og mine forældre om det 😉 ) jeg havde slet ikke den ro jeg plejer op til race, tror det var fordi jeg ikke følte jeg havde styr på det, jeg vidste ikke om kroppen var klar til det eller ej.

Bodymarking, 3 x toilet besøg, sidste finpudsning af cykel og skifteposer var klaret. Jeg ligger mig lidt ude til venstre i vandet, en lidt længere rute rundt om bøjen, men for at undgå det værste slagsmål. Kanonen bliver affyret og afsted 2000 atleter, et mål! Alt i alt går det egentlig fint og synes ikke det var så slemt som folk siger med slagsmålet, så længe der bliver givet lidt begge veje. Den sidste kilometer, kan jeg dog ikke holde ud at have åbne øjne i brillerne når jeg drejer hovedet, da der er sivet saltvand ind, så forsøger så godt som muligt bare holde fødderne på ham foran og så ellers bare se at komme op. Vandet er ikke bare salt, det er hamrende salt, føles som om man har spist det STORE popcornbæger fra biffen og kørt det rundt i ansigt og mund. Den samlede svømme tid er jeg dog fuldt tilfreds med 58.20 uden våddragt er godkendt!
I gennem T1 som var noget af en stole dans, hvor jeg tabte, ingen ledige pladser og jeg måtte hulla danse mig forbi alle imens jeg prøver at få mit über stramme swimskin af. Det lykkedes og hurtigt ud på cyklen. Mikkel O kom hurtig op forbi mig, det var fedt at se og vide at han også havde haft en god svømning. Jeg havde en taktik for dagen og det var at lytte til kroppen og mose på det jeg kunne indtil den gav op, jeg ville hellere ”dø” i forsøget på at lave en god præstation end at cruise igennem racet. Det køre da også fint indtil jeg rammer omkring de 80-90 km. på cyklen, hvor køllerne og trætheden begynder at melde sig, synes det var lige tidligt nok, normalt ville jeg ramme det omkring 120 og så komme tilbage igen mod slutningen, men kunne mærke, den noget mere kuperede rute og den skiftene vind havde sat sine spor. Til tider lå jeg alene ude på Queen K og andre tidspunkter kom der store grupper blæsende forbi. Jeg kunne enten se Mikkel O 100-150 meter længere fremme eller også vidste jeg at han var tæt bag mig. Det var fedt at vide, da jeg ved at han er stærk og giver den gas på cyklen. Efter vendepunktet ved Hawi, måtte jeg dog slippe lidt af gassen og gå til mit princip om at lytte til kroppen, for ikke at brænde helt ud på cyklen. Det var dog nemt at skyde en høj fart på mellem 60-65 km/t uden rigtig at træde i pedalerne, da vinden for engang skyld var i ryggen. Den var dog ikke til at blive klog på synes jeg og senere ramte den da også igen fra siderne og forfra.
Alt i alt er jeg nogenlunde tilfreds med cyklingen, kunne godt have ønsket mig noget mere power, men sådan er det. Jeg fik kølet mig selv godt ned med vand ud over hele dragten på alle depoterne og så ellers bare godt med væske. Vil skyde på 1,5 dunk i timen ish… Kunne ikke få mere ned til sidst, efter 4 liter Gatorade orange smag var jeg pænt træt af det og derfor en befrielse da der til sidst på ruten kom cola… De virkede dog som håndgranat, når official og cyklist ikke lige kunne blive enige om, hvordan den skulle afleveres… Sidst på ruten fik jeg sku også en tidsstraf, det har jeg aldrig prøvet før og det er jeg faktisk ret sur over, både på mig selv og på officialen, jeg lå aller yderst i vejbanen op af bakke, jeg tror han synes jeg var for lang tid om at overhale, jeg får i hvert fald 5 minutters tidsstraf og derfor min sidste cykelsplit er langsommere. Jeg får så også forklaret ham at jeg er utilfreds. Jeg synes de skulle koncentrere sig om de store grupper af draftere i stedet og slå hårdere ned. Måtte dog forsøge at vende det til noget positivt, så hvad f… Mine køller havde sku nok meget godt af 5 min. hvile inden marathon løbet, så jeg brugte tiden i boksen på at strække lidt ud og forberede mig på mit skifte i T2.

mm-6

Ud på løbet her var planen at holde 5 min./km. så jeg ville ramme 3.30 marathon. Det skal jeg kunne. Jeg følte egentlig at jeg have gode ben, så løber 4.45 det første lange stykke tid. Det er altså ret svært at sætte farten ned, når man løber på Ali´i FUCKING drive til Ironman Worldchampionsship så jeg satser lidt 😉
I depoterne får den derudaf med vand, isterninger, cola og gel holder mig væk fra Gatorade (Det skal jeg ikke have før næste gang på Hawaii)
Efter vendepunktet på Ali´i drive løb jeg 1 time og 25 minutter tilbage igen af den samme lige vej og ud på Queen K Hwy før venstre svinget ned til energy lab. Ja det var nogle meget lange kilometer til sidst og de rullende bakker gjorde ikke smerterne i mine ben mindre. Tanken om at jeg skulle samme vej tilbage var dog heller ikke ophidsende, til gengæld var det så mod mål og ikke kun mod halv marathon mærket.
Jeg formår at løbe marathonet i negativ split, dog den forkerte vej 😉 Så farten går af den sidste halvdel og mærker at jeg bliver hurtigere træt end i Kalmar og end jeg normalt ville være blevet. Har ikke poweren til at slukke for hovedet og bare løbe.
Da jeg rammer Queen K ser jeg en masse motorcykler og en Frodeno i smerte kun 4-5 km. før hans 2. VM sejr, lidt efter Kienle og så de andre proer. Det hjalp og mine smerter forsvandt et øjeblik.
Ned og vende i energy lab, som er berygtet, som det hårdeste sted på ruten, det levede det op til synes jeg. Vejen derned er egentlig fin, fordi det går lidt ned af bakke og man har modvind = dejlig kølende, vejen op igen er dog det modsatte og hjælperne på depotet grinte dog også af mig, fuldt forståeligt, jeg følte mig som den ældste deltager på 83 år, prøvede at lave en form for løb op af bakken, for at komme ud ramme Queen K og så ellers hjemover. Den dejlige motiverende fornemmelse man får når man ved det er sidste gang på racet, at man ser den del af ruten rammer mig og jeg forsøger at sætte tempoet lidt op, finder en god makker at løbe med og i perioder for jeg dog også holdt farten under de 5 min/km. Kan se at gennemsnittet går den forkerte vej, men kæmper og aftaler med mig selv at den bare ikke skal over 5 min/km. Med 10 km. til mål fanger jeg Mikkel O, som er ramt af dagens strabadser. Jeg føler for at vi skal løbe det sidste stykke hjem sammen, får råbt til ham at han skal hægte sig på mig og Graham, det sker og det ender med, at Mikkel og jeg ligger side om side. Kan godt se og fornemme på de manglende svar, at han ikke er til meget snak, men jeg forsøger dog at give lidt mellemtider, både for at holde ham på, men i den grad også for at overbevise mig selv om, at 10 km. ikke er langt igen, at løbe med kæmpe vabler under fødderne.
Det er rent IRONWAR at løbe der side om side. Dog uden war, da vi sammen kunne krydse målstregen. Det var en uforglemmelig oplevelse, at løbe der, samme tid, samme sted, med den træningsmakker jeg har haft mest glæde af i månederne op til Hawaii, at se hinandens drøm gå i opfyldelse var vildt. Jeg var fuldstændig uden ord og handling da vi krydsede målstregen.

mm-7

Ingen sejre er noget værd, hvis ikke de kan deles. Så vil gerne sige tak for at kunne dele det her med dig Mikkel. Også en kæmpe tak til min kæreste Cathrine, mine forældre, Katrine (Mikkel O´s kæreste) for at have taget hele den lange vej om på den anden side af jorden, for at følge og støtte mig i det jeg elsker allermest. Tak til jer i Amager Triatlon Klub for et godt og sundt træningsmiljø og tak til alle andre som har fulgt med og familie og venner, det betyder enormt…

mm-8

Til at runde hele oplevelsen af var vi til Banquet of Champions aftenen efter race. Ikke et lille show sammenlignet med det jeg har oplevet før. Vil skyde på omkring 2000 mennesker inkl. Proerne. Det var sku lidt vildt at skulle på scenen, heldigvis var lyset så skarpt, at man ikke kunne se dem deroppe fra. Jeg fik min salatskål og endnu en Hawaii Krans.

mm-9

Hjemme fra havde jeg en drøm om at køre top 5. og sub 9.45. Top 10 og sub. 10 timer ville være godkendt. Men enormt svært at vurdere, da Hawaii ikke er som noget andet race.
Slutter som nr. 4 i verden, i 9.35 så der skulle jo ikke være noget at være skuffet over, men så alligevel, så tæt på og så alligevel ikke og hvad nu hvis og hvad nu hvis… Det har i hvert fald givet mig motivation til mere!
-Svøm: 58.20 – 1.30 min/100 m.
-Cykling: 5.05.17 – 35,5 km/t (inkl. 5 min. straf)
-Løb: 3.26.29 – 4.53 min/km.
-Samlet 9.35.38

Comments are closed