IM Whistler, Canada Lars Tomlinson

AUUCH! Some time you win, some you learn – but you newer quit. Søndag den 24. juli 2016 havde jeg fornøjelsen af at deltage i mit andet Ironman i ualmindelige flotte omgivelser i Whistler, Canada. Tilmeldingen var sket knap et år i forvejen, ud fra kriterierne om, at det skulle være et spændende sted på kloden, som kunne kombinere en fed triatlonoplevelse med efterfølgende sommerferie. Samtidig havde jeg i månederne op mod stævnet begyndt at flirte med muligheden for at vinde et Kona slot, da jeg kunne se at tiderne i min agegroup var lige omkring de 10 timer, hvilket jeg på en sublim dag, måske kunne ramme. Men det ville uanset kræve at jeg var skarp og nok også 100 % skadesfri

Dagen startede i den lille camper, som min kæreste og jeg havde lejet for de tre uger vores ferie varede i det canadiske. Det var iskoldt og ikke specielt tillokkende at stige ud af soveposen. Men efter et par minutter udenfor med kuskeslag imens at gasblusset fik varmet vand til kaffe, så var jeg langsomt ved at indfinde mig i racemode.

 

Endnu mere klar blev jeg da jeg i morgentusmørket indfandt mig ved søen, hvor der var start. Inden da måtte jeg dog lige et smut forbi T2 og placere proviant i min løbe-pose, som var checket ind dagen forinden. Arrangørerne havde på det kraftigste understreget, at man ikke måtte putte mad og heller ikke gels eller lignende i sin gear-poser. Af den simple årsag, at det tiltrækker bjørne. Havde jeg læst det hjemmefra, så havde jeg måske synes det var lidt noget overdrevet pjat, men efter at vi selv har set bjørne ret tæt på byen, så giver det nok alligevel ret god mening. Jeg talte efterfølgende med den anden dansker (som deltog), som havde set en bjørnemor med sine tre unger, spankulere på tværs af løberuten, lidt uden for byen…

 

Men tilbage til starten, som foregik, som rullestart ved den meget idylliske sø lidt uden for byen. Et meget ømt øjeblik, da den Canadiske nationalhymne blev sunget imens, at morgensolen kom til syne over bjergtoppene og sørøgen dansede henover den spejlblanke og blikstille vandoverflade.

Jeg havde været lidt optimist synes jeg selv og havde vel også en reel idé om at jeg kunne svømme på omkring 1:10, hvilket også passede ret godt i forhold til, at den første af de to omgange blev knækket i 34 min. Men kort efter startede min dødskamp, da mine briller blev slået af flere gange og jeg mistede orienteringen. Mistede alt form for rytme og måtte bruge tid på at orientere mig efter de store tobleronestykker, som udgjorde banen. Rundt i 1:20, vidnede om, at jeg nok alligevel ikke ville få nogen samlet supertid.

 

Oppe af vandet, blev jeg nærmest omfavnet og halvvejs tacklet af en af de mange frivillige, som havde udset mig til trække mit neopren af. Jeg var på ingen måder den første og på nul komma fem, havde hun fået gjort mig næsten cykelklar.

 

Cyklingen var på alle måder mit ’shining moment’. Lige knap 2.100 højdemeter gjorde at jeg var i mit es op ad. Først ud og runde skisportscentret, som blev brugt til skiskydning ved OL i 2010 (ca. 1000 m. højde) og derefter retur gennem Whistler og 30 km. hvor rigtig meget var ned ad til Pemperton. Videre derfra, næsten fladt ud at runde vendemærket og samme vej tilbage ca. 20 km. fladt. Her kunne jeg tælle de modkørende og få en fornemmelse af at jeg var ved at have arbejdet mig op blandt de første 200. Wauw.

 

Ca. 50 yderligere fik jeg hentet på de stejle stykker mod Whistler. Dog blev jeg også overhalet af de 80-90 kg. Tunge drenge nedad. De fløj som jetjægere om ørene, men stod til gengæld bomstille, da det kort tid efter gik op ad. På den sidste del af cyklingen kunne jeg mærke det, som snart skulle blive mit Waterloo. Et snigende prikkende smerte i venstre knæ, som blev værre på de helt stejle stykker.

 

Hurtig igennem T2 omkring 6:45 og stadig en hed drøm om at klare det på de 10 timer (hvilket havde rakt til en top5, agegroup). Have trods alt gået fra plads 760 efter svøm til 113 efter bike (med top 20 bike split, excl. profferne). Men så, bom! 200 m. ude på løberuten, så sagde venstre knæ AV. Rigtig meget av for hede hule he…. Jeg bad en bøn til de højere triathlonguder om, at det var kortvarigt, men jeg måtte allerede efter et par km sande, at det ikke var godt. På ingen måder godt. Især i bakkerne, så jog det heftigt i venstre knæ, som om at der blev smækket en kæmpe stor hammer ind på ydersiden, hver gang jeg landede på venstre ben.

Og lige i den situation, så var jeg ualmindelig tæt på at trækket stikket. De første 4 km er et loop rundt om en sø, hvor man så kommer tilbage til målområdet inden man løber 8 km ud og vender ved en anden sø. Jeg forsøgte med diverse strækøvelser, men de slidte cykelben krampede, så det var også svært. Jeg humpede lidt videre og kunne godt se at det ikke gav meget mening, men følte samtidig, at jeg havde overskud til at løbe for fuld knald, hvis ikke det var for det åndsvage knæ. Så skulle jeg ellers til at lave en imaginær plat eller krone, for om jeg skulle begive mig ud i en DNF eller verdens dummeste gåtur.

 

Jeg nåede dog ikke helt så langt, da min opmærksomhed pludselig blev fanget af noget helt andet. Alle omgivelserne. Ind til da havde jeg været lukket inde i min helt egen verden, hvor det handlede om liv eller død og kun det stærkeste overlever. Men med et begyndte jeg at se mig omkring. For det første er det en helt vild fantastisk venue. De store søer, med turkisblåt vand omkranset af bjerge med sne på toppen.

 

Samtidig så kunne jeg konstatere at jeg langt fra var alene i flokken af powerwalkers. Jeg har altid (og har vel stadig), den opfattelse at hvis man vil gøre noget, som fx at kunne løbe fem km., bage en chokoladekage eller gennemføre en Ironman. Så skal man altså være ordentlig forberedt. Jeg har altid tænkt, at det simpelthen er for useriøst at stille op, hvis man alligevel har tænkt sig at gå hele sit marathon og for den sagsskyld knap nok kan cykle op ad bakke. Jeg har stadig den opfattelse, men den er nok blevet en smule mere nuanceret.

 

Men lige den dag, så åbnede sig således en ny verden for mig. Det var faktisk en smule opstemmende at se, at langt størsteparten gik mere end de løb. Og de gik laaaaangsomt. På den måde kunne jeg fra at føle mig total sølle og uduelig, have min egen lille fest på de ca. 35 km hvor jeg gik og i periode lidt forsøgte at småløbe (på ingen måder et kønt syn).

 

Og ikke mindst så kunne jeg opleve festen. Istedet for at være lukket inde i min egen lille krigszone, så kunne jeg nyde de mange tilskuere og ikke mindst frivillige, aldrig har jeg oplevet så meget heppen og moralsk opbakning, end ikke de sidste 100 m af Cph Marathon er at sammenligne: Come on, keep going’, you are looking SOOO good’, yes come on, you can do it’, ‘you are so freaky awsome’, der var sågar en af de utallige mange hockeymums, som stod og råbte næste med våde øjne, ‘oh yes, you make me so proud’ – vi taler om et menneske som jeg aldrig før har set og formentlig aldrig vil se igen…

 

Pludselig fik dagen endnu et twist, men på den gode måde. Jeg kunne have min egen fest, og stikke klør fem ud til high fives til alle de der også gik (modsat retning) og sige ‘This is how we party’. Jeg kunne bruge tid med de mange hockeymums og deres hockeykids i depoterne og forklare at Danmark er et land og at Skandinavien består af flere forskellige lande. Jeg kunne teste de forskellige powerbars og gatorades, uden at få dårlig mave. Og jeg kunne nyde at der var vindruer og frisk melon i depoterne. Og så kunne jeg også muntre mig med de lidt mere pudsige optrin. Som fx da en gut kort efter depot, havde fået for meget redbull: Han stod og knækkede sig, imens der på ryggen af hans trøje stod ‘Im in the zone – what zone are you in’.

 

Og jeg kunne snakke med en fyr, som undrede sig over at tidsmåtten ikke lå ved et vendepunkt, men knap 1 km før. Han fortalte mig historien om en kvinde, som sidste år havde forsøgt at snyde sig til et Kona slot. En historie som jeg siden har fundet i New York times:

http://www.nytimes.com/2016/04/10/sports/julie-miller-ironman-triathlon-cheat.html

 

Og på den meget alternative måde, så fik jeg langsomt klunset mig igennem min lange powerwalk, som forgik i følge med min kæreste, som trofast lå ved min side (på cykel). Og på den måde fik en helt igennem fantastisk oplevelse (mit knæ gjorde knap så ondt når jeg gik). Og jeg fik den alternative oplevelse af folkets hyldest i mål og masser af high fives til ‘YOU ARE A IRONMAN’.

Lessons learned: Aner faktisk ikke hvad der er sket med knæet, men føles som det løberknæ jeg havde for nogle år tilbage. Senere har det dog vist sigt, at det hænger sammen med en overbelastet hoftebøjer, som allerede var mør inden afrejsen til Canada. Smerten fortog sig forholdsvist hurtigt og jeg kunne efter et par dage igen gå normalt – endda uden at være totalt kvæstet, som jeg nok ellers ville have været.

 

Canada er på mange måder et fantastisk sted, hvor man kan få nuanceret sin forestilling om meget påtaget og anstrengende personer, som med en påklistret attitude forsøger at være flinke. Lige den dag, virkede det ihvertfald på mig. Og jeg kan klart anbefale Whistler Ironman.

Comments are closed