Karrebæksminde Triatlon 1/4 IM distance Birthe Hjøllund

Hvornår er man triatlet?

D. 1. November blev jeg medlem i ATK. Første træning blev svøm, fordi det vidste jeg hvad gik ud på! Jeg var lidt usikker på hvordan man kunne løbe sammen “uanset niveau”, som der står på hjemmesiden under mandagens løbetræningsbeskrivelse. Spinning i halvanden time, kunne jeg holde til det?!? Svømmetræning virkede som det sikre valg, der styrede lidt mere end nysgerrigheden på den fagre nye tri-verden.

I omklædningen mødte jeg heldigvis andre nye medlemmer. Nye medlemmer som jeg hurtigt erfarede, at jeg kom til at spendere mere tid med end familie, venner og kollegaer. Alan tog fantastisk godt i mod os. Ryddede en bane, som vi nye kunne ligge på. Han kunne lynhurtigt vores navne, også når vi lå i vandet med en vis legemsdel øverst.

Med ligesindede tør man lidt mere og jeg gik hjem og meldte mig til min første løbetræning nogensinde. Træneren hed Mikkel Mortensen og begyndte træningen med at præsentere sig selv, fordi vi var så mange nye. Vi var vidst 3-4 stykker hvilket i november var måske 75% af deltagerne. Jeg følte mig tryg. Det næste Mikkel fortalte var, at det dummeste man kunne gøre var at løbe 10 km 3 gange/ugen, da det ville slide alt for meget på benene. Måske var det ikke lige sådan han formulerede det, men… avs! Den gik lige ind. Det var jo mig! Trygheden blev vendt til nysgerrighed og efter en times runder på Sundby Idrætspark med syre helt op i kinderne, smil på læben og en erfaring med at man godt kan løbe sammen uanset niveau, cyklede jeg hjem og tænkte:

Det her bliver fan´me fedt!

 Derefter var spinningen jo kun et klik væk. Første spinning var med formanden himself! Jeg ville sidde strategisk rigtigt ift. ikke at kunne se uret i lokalet. Men det er fuldstændig umuligt på Kamillevej. Heldigvis var der så en cykelcomputer at forholde sig til og til at tage opmærksomheden fra, at timen varede 90 minutter modsat de sølle 55 min i fitnesscentrene. Jeg kunne holde hele vejen!

Kort efter nemlig d. 8.11 tilmeldte jeg mig Karrebæksminde Triatlonstævne. Det gør man, når man er medlem i ATK, forstod jeg. Jeg forholdte mig ikke på daværende tidspunkt til meget andet, end at det her var et fællesskab jeg gerne ville være en del af. Jo, måske lidt til distancen. Men der var jo længe til juni. Mere og mere af kalenderen blevet ryddet til fordel for tri-træningen. Jeg var på vej.

Så en tidlig forårsdag, hvor solen skinnede og fuglene sang, så skete det. Jeg fik et tegn: Et opslag om billige billetter til Øresund på Facebook. Jeg gør det sgu´! Når alle de gode folk jeg har mødt kan, så kan jeg også! Meget mere tænkte jeg egentlig ikke. Fællesskabet havde givet mig troen på, at det her kan jeg også. Heldigvis fik jeg en partner in crime, som kan, og stadig skal hive mig ned, når jeg pisker en stemning lidt for meget op.

Med endnu et stævne i kalenderen begyndte jeg at tænke på, hvornår er man egentlig triatlet? Når man har lavet 4:18:4 med barnestol på cyklen? Når man er medlem af en klub? Når man deler speedometeret op i pulszoner i sin Ford KA? Når man har lavet en ironman? Jeg ved det ikke. Men jeg aldrig har jeg følt mig mere som en triatlet efter weekendens Karrebæksminde…

-At smyge sig i sin suit og næsten føle sig tilpas i den. At møde kendte og mindre kendte ansigter i samme suit. At indrette sig i skiftezone med en nogenlunde idé om hvad der skal ske. At gå til start side om side med de andre grønne. At blive heppet ind i T1 af verdens bedste heppekor. At blive overhalet af klubkammerater, der giver rosende og opmuntrende kommentarer på vejen. At blive modtaget på løberuten af verdens bedste heppekor. At få highfives, tommel ups, smil og opmuntrende kommentarer på løbet af klubkammerater. At blive båret gennem løberuten af verdens bedste heppekor hele 4 gange. Så kan man da kun føle sig som en triatlet!

Tak for en fantastisk oplevelse. Jeg sidder i dag med en blanding af øv, nu er det stævne slut, og fedt jeg gjorde det! Alt gik som planlagt. Jeg fik en masse gode erfaringer med både fysikken og ikke mindst energiindtag. Heldigvis kan jeg bruge de erfaringer allerede om 3 uger, hvor Øresund kalder. Det der indtil fredag var en blanding af nervøsitet, spænding, glæde og måske en lille smule frygt er lige nu udelukkende glæde og spænding. Jeg er sikker på nervøsiteten og frygten (om ikke andet så for at punktere) nok skal vende tilbage. Men jeg har nu noget at forholde mig til, fordi et stævne nu er i rygsækken. Snart bliver rygsække større og tungere og jeg kan endnu bedre deltage i snakken om race, energi, skiftezoner, når jeg mødes med mine fantastiske klubkammerater. Klubkammerater som jeg ikke kan takke nok for en fantastisk modtagelse til en dragende, stærkt vanedannende sportsgren.

Jeg er blevet triatlet!

Comments are closed