Vätternrundan Nicki Hauglund

I weekenden 16-18 Juni, havde jeg sammen med 12 klubkammerater fra Amager Triatlon Klub taget turen til det svenske og Motala. En mindre by på rundt regnet 30.000 indbyggere I det østlige Sverige ca. 440 km fra København. Her bliver der hvert år kørt Vätteren rundt, et cykelløb på 297 km rundt om vätteren sø, et løb som siden 1966 er vokset fra 300 deltagere, til nu at have omkring 25.000 startpladser. 12 af de pladser var I år, som nævnt tilfaldet os.

Da jeg holder pause fra triathlon på ubestemt tid, var løbet mit primære mål i år, så der var blevet trænet godt op til det, blandt andet med deltagelse i Grejsdalen 220 km og Skjoldnæsholmløbet.

Der var afgang fra København fredag morgen kl. 09.30, jeg havde fået et lift med Michael og Tina fra klubben. Tina skulle have kørt løbet, men måtte trække sig, grundet problemer med ryggen. Så STOR tak til Michael og Tina at de stadig tog turen derop. Uden dem havde jeg haft et større logistik problem.

Optakten til turen kunne godt have været bedre, jeg var sat ud til nattevagt om torsdagen på jobbet, så det var det var med maks et par timers søvn spredt ud på 26 timer at jeg satte mig i bilen mod Borensberg, en lille by ca 22 km øst for Motala. Det var her vi på et vandrehjem glasbruket skulle have base for weekenden.

Med lige godt 5 timers kørsel til Borensberg havde jeg regnet med at kunne få mig en god lur, men søvnen udeblev de første 3 timer, måske det var spændingen ved at være på vej. Men enden på det blev at jeg først faldt i søvn efter frokosten og nok fik en halvanden times søvn, sådan on/off.

Her bliver jeg lige nød til at kommentere på vandrehjemmet, sjældent har jeg booket mig ind på så hyggeligt og naturskønt sted som “Glasbruket” det var ren postkort idyl, tilsat lidt frosting på toppen. Hyggelige værelser holdt i gammel stil, klassiske svenske bygninger og et utroligt imødekomne personale. Det er et sted jeg bestemt kunne finde på at besøge igen også bare som en ferie med familien.

Vel ankommet fik vi udleveret vores nøgler, tømt bilen og fik drukket en kop kaffe, inden vi kørte til Motala for at hente mit startnummer til dagen efter, med start kl 05.02 om morgenen, var det ikke noget jeg havde lyst til at hente på selve dagen. At Motala vokser til dobbelt størrelse i løbsugen er der ingen tvivl om, det meste af indre by var spærret af for trafik og det var ikke uden udfordringer at finde en parkeringsplads, så Michael satte mig af tæt ved expo området og jeg gik på jagt efter startnummeret.

Selve nummerudleveringen gik forbløffende hurtigt, men de har selvfølgelig også 51 års erfaring med det. Desværre var køen inde i Stadium hvor man kunne købe den officielle løbs t-shirt mega lang, så den sprang jeg over i denne omgang.

Resten af dagen blev brugt på aftensmad på det lokale pizzeria og lige at få hilst på de andre fra klubben, dem af dem der også skulle bo vandrehjemmet og så ellers hjem og i seng. Vækkeuret ville ringe kl 03.15, så hvert et minuts ekstra søvn ville være godt givet ud. Men det var lettere sagt en gjort.. Ikke siden Ironman i 2013 har jeg haft problemer med at sove op til et løb, men her i Sverige, på et vandrehjem pakket ind i soveposen, kom søvnen ikke så let. Det har nok været en blanding af overtræthed, spænding op til løbet og det faktum at der var ret lyt i huset. Men omkring kl 22 er jeg nok gledet ind i søvnen, lige indtil vækkeuret insisterede på at jeg skulle op. Igen må jeg takke Michael for at stå op sammen med mig, køre mig ind til Motala og sende os alle godt afsted.

Inde i Motala mødtes jeg med de andre fra klubben, det sidste toiletbesøg blev overstået og vi stod klar i startboksen, kl 5 til afgang 5.02

Hvis man skal forstå hvor stort Vätteren rundt er, så bliver der sendt ryttere afsted hvert andet minut fra kl 19.30 fredag aften til kl 06.30 lørdag morgen, altså i 11 timer sendes der ryttere afsted hvert andet minut, det er altså lidt vildt. Selve løbet slutter kl 24.00 lørdag aften i Motala.

Starten går og vi bevæger os efter en race marshall på motorcykel ud af Motala, ude af byen kører han væk og giver løbet frit så at sige. De første 10 – 20 km er altid lidt hektiske, grupperne skal lige dannes og folk skal finde sig til rette. Vi har ikke kørt ret langt, før vi hører nede bagfra at en har problemer med sit gear på cyklen, det er Mikkel fra klubben, hvis elektroniske gearskifte ikke virker. Det er altså surt, så er 300 km langt i et gear, jeg kan da godt afsløre at Mikkel får gearet ladet op i depot efter 104 km og kan fuldføre resten af løbet med virksomme gear.

De første 104 km til Jönköbing, som er første sted vi går i depot, står lidt tåget. Vi er nogle stykker fra klubben der kører væk fra gruppen sammen, kort efter starten, det er blandt Bianca og Martin, som jeg har lavet en aftale om at følges med. vi finder en god gruppe at kører med og er da også oppe og tage vores del af slæbet, så meget som vi nu må for de store grupper der kører sammen. Her adskiller Vätteren rundt sig fra andre løb jeg har kørt, normalt i Danmark bliver man bedt om at arbejde hvis man vil side med i en gruppe, heroppe blev vi smidt ned bagi og side på hjul, hvis vi ramte et hold der kørte sammen. Men at sidde midt i toget i 200 km er nu heller ikke det værste. Turen til første depot var som sagt lidt tåget, der blev kørt stærkt, lige over 35 kmt i snit, så det var lidt med tanken i baghovedet om man nu kørte over evne, men så igen. Man forlader ikke frivilligt et hurtigt tog. Ud over et par steder med ambulance grundet styrt og enkelt der styrter lige foran mig og fremkalder ninja agtige reflekser er turen til Jönköbing rimeligt begivenhedsløs. Det er begrænset hvad man får set af landsakbet med 35 i timen og øjet på hjulet foran, men det er nu på den måde jeg kører løb, fuld fart frem.

Depotet byder på rigeligt med toiletter og en ishockey hal hvor der er kødboller med mos og havregrød. Kl er 8 om morgenen, det er lige tidligt nok til kødboller, så det bliver havregrynen der bliver morgenmad nummer to.

De første ca. 25 km efter depotet bliver kørt solo med Bianca, Martin og Rasmus. Vores klubkammeret Kristoffer når ikke med da vi kører afsted. Efter den gode gruppe ned af østsiden af søen. leder vi nu efter en god gruppe der kan hjælpe os op af vestsiden, hvor vi nu har gået en svag modvind. De første små 25 km ud af Jönköbing er forholdsvis kuperet, så vi hopper lidt fra gruppe til gruppe, med et halvt øje bagude. Efter små 130 km kommer der en hurtig gruppe bagfra som vi hægter os på, en gruppe som ret hurtigt gør det klart at vi er velkommen til at side nede bagved, så længe vi ikke blander os i deres rulleskift, modtaget herfra!!

De næste små 100 km bliver på hjul og med muligheden for at nyde løbet lidt mere og få set noget af den smukke svenske natur. To ting lærer jeg også undervejs på de næste 100 km. Løbet er en stor sammenblanding af folk på de nyeste og dyreste carbon cykler, til flok med rygsæk og hvad jeg vil kalde hverdagscyklen med 3-5 gear og halvrusten kæde. der blev endda observeret en ældre herre, en veteran dvs med over 20 deltagelser i løbet, komme cyklende i gule træsko!!

Den anden er den form for råb og tegngivning der foregår, som jeg ikke kender fra Danske løb. Der er en meget aktiv kommunikation og brug af fagter som vi måske nok kunne lære lidt af når vi cykler herhjemme, men så igen, nu cykler jeg heller ikke i cykelklub. Men sjovt og effektivt var det, selvom skingre kommandoer råbt højt på svensk bliver lidt trættende i længden.

Vi vælger at holde fast i “toget” de næste 100 km og springe det næste planlagte depot over, da vi sidder ret godt i gruppen. Eneste problem er at jeg er begyndt at løbe tør for vand og en snigende hovedpine vidner om for lidt væske og søvnunderskud.

Gruppen pitter efter 225 km, hvilket så gør at vi også går ind. Desværre mister vi dem der, da der skal fyldes væske på, vi skal have lidt frugt og en tur på toilettet. Der er nu kun 72 km hjem, vi følges stadig ad, Rasmus, Bianca, Martin og jeg og forsøger at finde en ny gruppe, men det lykkedes ikke. Rasmus der har lidt flere kræfter og øjner en sub 9 tid, for løbepas og jagter afsted. Efter ca. 20 km trækker Martin sig og Bianca og jeg er nu alene ude på de sidste 50 km frem mod mål. Vi er nu selv kommet på arbejde, Bianca er bedst på bakkerne og jeg er nok lige en anelse hurtigere på det flade, så vi er i et godt samarbejde og hopper fra gruppe til gruppe. Hvor vi lige får lidt luft inden vi hopper videre. Det er lidt et luksus problem på nuværende tidspunkt at være blandt de hurtigere derude, de grupper vi finder er lidt for langsomme på bakkerne.

De sidste 50 km er ret kuperet, så det er nok lidt dumt at vi kører solo, men vi er til gengæld også lidt tilfredse med at komme ud selv få lidt vind på næsen.

Med omkring 10 km igen, kommer en 4-5 hurtige drenge blæsende forbi, med Benny vores alderspræsident på hjul. Vi kigger kort på hinanden og lader dem køre, energien er ikke til det og den gamle ræv, fortjener at komme først i mål, det er hans 5 gang han gennemfører og denne gang i sin hidtil bedste tid i 9.06, det er super flot kørt af en mand på 59 år.

Vores mål er så rigeligt nået, jeg gik efter sub 10 og vi kan ikke nå sub 9, så det er med at nyde det sidste af turen. vi passerer målstregen efter 9 timer 7 min og 41 sekunder.

Det første jeg ser da vi krydser tidstagningsmåtten er Michael og Tina der står og hepper os i mål. Mens vi står i kø til at få vores velfortjente medalje, er der tid til et finisher selfie og en snak med Michael og Tina.

Vi får vores medalje og mødes med Benny der kom ind lige før os, Peter der måtte udgå med en forstrukket skulder. Vi får lidt at spise og drikke og skal lige suge indtrykket fra en god varm dag i det svenske. Rygtet siger at det var en af de vejrmæssigt bedste vätteren rundt nogensinde.

Dagen slutter med den obligatoriske sejrsmiddag, hvor os der bor i Borensberg mødes på en hyggelig restaurant helt ned til Göta kanal, til mad og rødvin. David og Danielle, som deltager i den svenske klassiker. Når lige at komme med, de har brugt lidt længere tid på turen, da den indebar en kvalitets kontrol af alle depoter 😉 de skulle alle være godkendt.

Det er første gang jeg har kørt et løb af den længde, men jeg kan helt klart anbefale Vätternrundan. Det er et top professionelt arrangeret løb, om du vil gennemføre på 9 eller 16 timer. Det ligger i noget af det smukkeste svenske natur og er langt nok til at være en udfordring for de fleste. Jeg kan godt forstår at folk vender tilbage år efter år, det er krøbet lidt ind under huden på mig og jeg vender helt sikkert tilbage til Motala og Vätteren, selvom jeg nok ikke kan forvente at få det samme hver næste gang.

En stor tak til Tina Hartley og Michael Maigaard for lift og hjælp undervejs. Til Bianca Christiansen for at følges hele vejen med mig igen. Til Martin Tødsø og Rasmus Mortensen for at køre med de første 240-250 km.

Til Tommy Christiansen, Danielle Hald, David Frederiksen, Benny Larsen, Peter Holst, Flemming Sabroe og Mikkel Fruensgaard for at være med til at gøre mit “A” race i år til en kæmpe oplevelse. Jeg håber vi kan lave en tilsvarende tur næste år, hvor end den må gå hen.

Comments are closed