Ironman 70.3 Marbella Birger Busk

En lang søndag på triatlon kontoret i Marbella, Spanien

Der er allerede gået et par uger siden at menuen for en søndag var IM 70.3 Marbella. I løbet af vinteren var der blandt mange ATK´er snak om at deltage i det nye ironman løb i Marbella, Spanien, både individuelle deltagere og et par stafet hold. Det logiske for mig ville uden tvivl have været, at tage imod tilbudet om at være en del af et stafet hold og køre cykel delen, men de seneste års erfaring har lært mig, at jeg arbejder bedst med et klart mål, ellers kan jeg ikke motivere mig til at passe træningen. Så efter lidt betænkningstid besluttede jeg mig for at lave den individuelt, uden tvivl et mål som nemt kunne vise sig at være skudt forbi, ikke kun fordi det vil være min første ½ ironman, men nok mest fordi jeg stort set ikke har kunnet løbetræne de sidste par år – grundet en langvarig hælskade. Så min tro og plan var, at via min tilmelding til Marbella, skulle kunne få gang i løbetræningen igen (Jeg tog fejl, men mere om det senere).

Ankommer som planlagt mandag til Marbella og får tjekket ind i AirBnb lejligheden og et par timer senere ankommer Lasse og Maiken fra klubben. Ret hurtigt er lejligheden omdannet til et cykelværksted og alle cykler samlet, pizza afhentet og vi får lagt en plan for tirsdagens cykel program – en plan som skulle vise sig at blive noget længere end først antaget.
Det var første gang jeg for alvor skulle krydse klinger med rigtige bjergstigninger og når man, som mig, ikke helt er bygget til at køre opad, så var det med en del spænding jeg havde set frem til at køre en rigtig ”klatretur”. Jeg kan ligeså godt fastslå det med det samme, jeg bliver aldrig bjergrytter og det med at køre opad er en lang kamp for mig, sådan er det når man køre diesel motor, det går ikke så hurtigt, der er ikke overskud til at lave nogen ryk, men det handler bare om at finde et tempo og træde rundt, så kommer man fremad og opad, langsomt men sikkert. Efter den første stigning begynder der også langsomt men sikkert at brede sig en tvivl hos mig – kan jeg nu nå cut-off på søndag – cykelruten har totalt 1800 hm og dermed skal jeg forvente at bruge noget længere tid på cykeldelen end jeg ville have gjort hvis den var Amager flad. Så mens diesel motoren kører i faste omdrejninger, kan jeg se Maiken og Lasse stille og roligt trække fra på de stejle stykker på vej opad, samtidig kørte hjernen på højtryk – hvad ville jeg kunne cykel de 90 km på, hvor hurtigt / langsomt skulle jeg løbe, havde jeg bidt over for meget? En Amager flad rute ville jeg kunne nå på max 3 timer, selv på racercyklen, men med en stejl opkørsel, så vidste jeg godt at jeg ikke vil komme i nærheden af de 3 timer.

Alt dette kører gennem hovedet, samtidigt med at det er varmt, høj solskin og ellers bare en fantastisk smuk tur på vej op mod en lille by ved navn Ronda. De ca. 20 km opkørsel (med 5% i snit) er en hård fødsels for mig på at lære at køre i bjerge, men op kommer jeg da. I Ronda leder vi efter et godt sted at spise og efter lidt tid finder vi en hyggelig lille restaurant og får noget pasta. Det viser sig så at restauranten er ejet af en dansker, altså hvad er odds for det? Vores lille gruppe får diskuteret hvad planen er herfra, reelt har vi to muligheder, vende rundt og tage nedkørslen retur til Marbella (ca. 50 km) eller forsætte rundt og tage lidt flere hm og km (ca. 100 km). Vi bliver enige om at tage den længere rute, da det trods alt skulle være begrænset med stigninger derfra og det værste skulle være klaret (vi blev klogere).

Det skulle hurtigt vise sig at være en langt hårde rute end forventet, stigningerne bliver bare ved og ved og er flere steder stejlere end forventet, sådan føltes det i hvert fald og energien begynder langsomt, men sikkert at forsvinde ud af benene. Flere Cola stop og check på strava, google maps, finder vi hvad vi tror er / kan være en smutvej som kan spare os for ca 20 km og en del stigninger. Gruppen er enig og vi tager chancen og kører den vej google maps viser – det viser sig så at smutvejen i bedste fald er en mountainbike rute, i værste fald en kvægstig og efter at have krydset et lille vandløb, så tør vi ikke satse på at vi overhovedet kan komme den vej, slukøret giver vi op og går mod den oprindelige rute og de ca. 40 km vi nu mangler – en fejl som fuldstændig suger moralen ud af vores lille gruppe. Det begynder at gå opad igen, moralen er lav, alle er trætte og vi ved ikke hvor mange hm der er tilbage. Vi når til Monda – helt flade, har nu været afsted i 10 timer (inkl. Pauser) og det har kun gået opad siden vores lille udflugt. Vi er så trætte at både taxi, bus og andre muligheder bliver vendt. Vi spejder efter taxier, men der kører ingen i disse små bjergbyer og skulle vi finde en, har han så plads til 3 cykler? Hvad med en bus? Ahh den kører først om 30 min kan vi forstå på de lokale – der bliver kigget på google maps og strava igen som sidste chance – OPTUR, strava viser at der er ”bare” 4 km stigning tilbage så går det nedad resten af vejen til Marbella. Det løfter moralen og de sidste energi reserver bliver fundet frem – vi skal bare op på en sidste top så kan vi rulle hele vejen til Marbella.
Efter at have været på farten i ca. 11,5 time, cyklet i 7,5 time (det blev til en del cola stop efter Ronda), kørt ca. 3000 hm og efterhånden begyndt at være meget sultne og tørstige, nåede vi hjem til lejligheden. Heldigvis var Ditte, Susanne og Birthe ankommet og havde været så søde at lave aftensmad til udflugtsholdet, så det skulle vi ikke tænke på.
Efter lidt mad og beretning om dagens udflugt indfandt trætheden sig ret hurtigt, så Lasse og jeg brød op og begav os retur til vores lejlighed for at få lidt søvn. Dog nåede jeg lige at vende min cut-off beregning igen – kunne jeg nå igennem? Hvis ikke ville det så være klogt at stille op og ikke nå cut-off…..

Billede : Rute profilen viser noget andet end det normale flade amager (149 km, 3000 hm)

Efter den lidt længere tur tirsdag, valgte jeg at tage en hviledag onsdag, havde kørt med krampe i låret på de sidste stigninger og med bekymringer om søndagens løb, syntes jeg ikke at jeg ville presse den mere end nødvendigt.

Torsdag havde vi aftalt at køre søndags cykelrute igennem. En spændende rute som ligger ud med ca. 10 km opkørsel med 5% i snit, så er stilen ligesom lagt. Ruten er et enkelt loop på 45 km og da vi når 35 km, så er meldingen at vi ikke behøver at køre det sidste stykke ud til vendepunket da det er helt fladt og dermed ender vi med ca. 70 km tur. Om Morgenen er vi mødtes med Mikkel og Bianca,  som allerede havde kørt ruten igennem tidligere på ugen. De kunne oplyse at ruten ikke var så fantastisk som turen til Ronda (Eller Istan) og med en ret barsk opstigning i starten så var det på ingen måde den normale ruten til et ironman race. Starten på ruten er ret flot, hvor man klatre op til en lille by der hed Ojen. Dog  er resten af ruten ikke det helt store at skrive hjem om – gennerelt et ganske flot område men det glemmer man lidt, at kigge efter når man forsøger at holde fokus på at holde hjulene igang.
Det opløftende for mig var dog at selv om opstigningerne går langsomt, så kan jeg se min gennemsnitsfart er på et lidt højere snit end beregnet tirsdag og da jeg samtidig befinder mig godt tilpas på nedkørslen, så skal jeg nok få hente en del tid. Rart at få lidt moral tilbage før mit første 70.3 løb – selv om jeg hele tiden har meldt ud at jeg blot skulle gennemføre løbet, uanset om det så var 1 sek under cut-off, så vil man jo gerne være sikker på at det mål også kunne nåes.

Fredag blev brugt på lidt kortere cykel tur til Istan, en fantastisk smuk opstigning med knap så stejle stigninger som andre ture. Om eftermiddagen var der tid til få teste vandet og få styr på start, t1, t2 og mål området – vandet viste sig at være noget koldere end forventet, så var glad for min varme våddragt.
Efter nogle hårde dage, var vi endelig nået til lørdag og race-brief og check-in af cyklen. Samtidig fik jeg tid til at få en massage lørdag morgen, hvilket hjalp meget på de gamle ben. Nu var der ikke andet for end at gå hjem og slappe af og gøre klar til race. Jeg boede sammen med Lasse og han kunne heldigvis give en masse godt race input om hvad jeg skulle huske at tænke på og det gav en masse ro, så var det med en god følelse jeg gik i seng lørdag aften.

RACEDAY

Planen var klar

Svøm : 50 min
T1 : 10 min
Cykel : 4 timer
T2 : 10 min
Løb : 3 timer (men med plads til være lidt langsommere)

Det var den plan som skulle bringe mig i mål indenfor cut-off på min føste ½ ironman.

Svøm
Der var en del vind og ret høje bølger, hvilket gjorde at arrangørerne havde valgt at skære 300 meter af svømmeruten. Det vidste jeg (og de fleste andre deltagere) dog ikke noget om da vi stod i start området og rystede de værste nerver af os. Syntes personligt ikke at de 300 meter gjorde nogen forskel, da bølgerne ved det nye vendepunkt var ligeså høje som de ville have været været lidt længere ude ved det gamle vendepunkt.
Jeg trækker vejret dybt et par gange og har fuldstændig styr på nerverne, jeg kender mig selv og mine begrænsninger og selv jeg måske har lidt begrænset OW erfaring, så er jeg sikker på at vinterens træning nok skal bære mig igennem.
Svømningen går godt, finder en god rytme og selv om bølgerne kæmper for at få mig slået ud af rytmen, så lykkes det at holde den og kommer sikkert og roligt fremad. Overhaler en del svømmere som har stillet sig for langt frem eller været for optimistiske om hvor hurtigt de kan svømme. Men holder fokus på mig selv og ikke blive for overmodig og bruge for mange kræfter for tidligt.
Tid : 36:52 (hjulpet af lidt kortere ruten, men klart indenfor forventet tid)

Billede : Klar til start, det er ikke helt varmt kl. 0600, men humøret er højt 😊.

Cykel
Det var her jeg ikke måtte gå i panik og gå i rød zone. Fokus var på ikke at køre for hårdt og ende med at bruge kræfterne for tidligt, jeg skulle jo gerne kunne holde hele vejen og være klar til løbet. Ruten havde desværre ikke ændret sig og er ligeså hård som jeg husker den. Der er 6-7 km flad start, så når lige at få gang i benene inden at vi drejer til venste og ind på stigningen mod Ojen. Diesel motoren bliver slået til og jeg finder en ok rytme, som forventet bliver jeg overhalet af rigtig mange på vej opad den første stigning, men ingen panik, fokus på mig selv og at holde den fart der passer mig, fokus på ikke at køre over evne. Kommer op over stigningen uden problemer og føler mig godt tilpas på cyklen. Pludselig er jeg tæt på at blive revet med i et styrt, da en spansk deltager pludselig slår et sving over i mig og rammer mig let på forhjulet– han havde lige taget en ny flaske i depotet og derfor har han fokus andre steder end på at køre lige ud. Heldigvis kan det klares med at klikke ud og en hurtig balance korrektion.

Afsted mod vendepunktet hvor det heldigvis går nedad (man skal dog lige huske at når det går nedad, så går det opad på hjemturen). Her viser det sig at meldingen om at de sidste 10 km til vendepunket (Som vi sprang over torsdag) ikke helt så flad som først meldt ud.

Men det lykkes at holde det planlagte tempo og kun et enkelt stop ved et depot for at få tanket vand og et hurtigt besøg på det lille hus koster lidt tid. Ser de fleste af de andre ATK´er på ruten, de ligger alle et pænt stykke foran mig, men ingen grund til at gå i panik, bare hold fast i planen.

Rammer toppen og nedkørslen ned til marbella efter 72 km og kan endelig give lidt slip, giver den max gas og når ret hurtigt ned til Marbella by, humøret er højt og moralen er høj. Det hele kører efter planen, har ikke haft nogen problemer og føler mig godt tilpas.

Tid : 4:01:56
Samlet tid : 4:47:01

Løb
Med lige omkring 38 km løbe træning i 2018 og det faktum at jeg aldrig har løbet længere end 12 km i et motionsløb (hvilket var i 2008 eller 09), så burde al logik have fortalt mig at jeg skulle nok ikke forsøge at løbe et ½ marathon – men nu var jeg ved starten på løbet og med hjernen indstillet på at jeg var klar til at gå for at nå i mål, så var jeg sikker på at jeg nok skulle nå opløbet indenfor cut-off tiden.
Største bekymring var om jeg ville opleve krampe/smerte i lægmusklerne, et problem jeg havde oplevet på stort set alle af de trods alt begrænsede antal løbeture jeg havde lavet i 2018.
Men heldigvis så viste det sig at massagen fra lørdag og et par kompressions strømper løste dette problem, faktisk så godt at jeg oplevede ingen problemer med krampe under løbet overhovedet.

Planen var at tage det roligt, finde en god rytme og ikke forsøge at løbe over egne evner. Det lykkes ret godt og holder et (for mig) ok tempo omkring 7.30-7.45 min /km. Møder masser af ATK´er på ruten og det giver lidt mere moral, runder de 3 km og bliver mødt af et helt fantastisk atk heppekor – hvilken fantastisk følelse, kan slet ikke få smilet af læberne – det kører som planlagt. Holder tempoet frem til 6,5 km, hvor jeg må ned og gå for første gang (det skulle senere vise sig at blive til mange flere gå ture)
Kan se at Bianka og Danielle, som begge er på 2. omgang, haller ind på mig og de når lige at fange mig ved opløbet, lige før jeg løber ud på 2. omgang – ”vi skal nok heppe dig i mål” bliver det sidste jeg hører inden de drejer fra og løber ind på opløbsstrækningen. Jeg har løbet 1. omgang på 1 time og 20 min, absolut et godkendt løb for mig og hurtig udregning (ja jeg regner meget) bekræfter mig I at jeg har fuldstændig styr på det, ligger til en tid under 7.45, hvilket er langt under cut-off og meget bedre end jeg turde håbe på.

Billede : møder ATK heppekor efter 3 km, stadig plads til masser af smil.

Men nu begynder det gøre ondt i fødderne og benene er trætte, det har været en lang dag og kan se at km tiderne bliver langsommere og langsommere, de runder nu 8 min/km og jeg er nede og gå mere og mere. Prøver at få strukket ud og løbe igen, det hjælper et par hundrede meter så er den gal igen – der er bare ikke mere energi. Jeg når ud på 13-14 km, kan ikke se eller høre opløbsstrækningen mere, ved bare jeg skal 3-4 km længere ud og vende før jeg bevæger mig mod opløbsstrækningen igen. Det går stadig langsommere og tiderne runder 9 min/km. På ruten er der ikke mange deltagere tilbage, bliver spurgt af en officiel om jeg på anden eller første omgang, ingen tvivl om jeg ville være blevet hevet ud hvis jeg var på første omgang, men da jeg er på anden omgang så er der ingen problem.
Ca. Ved 16 km er krisen total, der er fuldstændig udsolgt, overvejer for første gang at stoppe, men skyder hurtigt den plan ned, der er f…… 5 km hjem, jeg har masser af tid og skal bare vidre. Kan langsomt men sikkert se at jeg nærmer mig en tid omkring 8 timer, rammer vendepunktet og ved at der er lige under 4 km igen og at ATK folkene venter ved målet og er klar til at modtage mig ved målstregen, det hjælper på humøret og tanken om at jeg er der snart.
Fødderne gør ondt, benene gør ondt, kan mærke at solen brænder og glæder mig til at jeg snart er færdig. Jeg kan så småt begynde at høre speakeren ved målområdet, jeg er tæt på nu, prøver at holde mig under 8 timer, men den tid smutter ligeså stille fra mig – det er ligemeget, jeg har nået mit personlige mål og er så tæt på at være færdig at jeg ikke tænker videre over det.
Pludselig er jeg der, ser skiltet med 2nd round lige ud eller finish til højre. Jeg runder hjørnet og det virker som det hele eksplodere, det grønne ATK heppekor larmer helt vildt, speakeren nævner ATK flere gange og stemningen er helt vild, det hele går alt for stærkt – det er det vildeste rush at opleve og en perfekt afslutning på min første ½ ironman.
Tid 3:06:59
Samlet tid : 8:02:18

Billede : endelig mål – mega træt

Der er så meget jeg kan tage med fra dette løb, men helt klart givet mod på mere. Nu var det mit første ½ ironman og første løb i udlandet, begge dele var helt fantastisk og jeg håber at vi igen næste år kan samle et ATK hold til et løb i udlandet. Det gør en kæmpe forskel at være en folk afsted og kunne bakke hinanden op.

Comments are closed