Der er allerede gået et par uger siden at menuen for en søndag var IM 70.3 Marbella. I løbet af vinteren var der blandt mange ATK´er snak om at deltage i det nye ironman løb i Marbella, Spanien, både individuelle deltagere og et par stafet hold. Det logiske for mig ville uden tvivl have været, at tage imod tilbudet om at være en del af et stafet hold og køre cykel delen, men de seneste års erfaring har lært mig, at jeg arbejder bedst med et klart mål, ellers kan jeg ikke motivere mig til at passe træningen. Så efter lidt betænkningstid besluttede jeg mig for at lave den individuelt, uden tvivl et mål som nemt kunne vise sig at være skudt forbi, ikke kun fordi det vil være min første ½ ironman, men nok mest fordi jeg stort set ikke har kunnet løbetræne de sidste par år – grundet en langvarig hælskade. Så min tro og plan var, at via min tilmelding til Marbella, skulle kunne få gang i løbetræningen igen (Jeg tog fejl, men mere om det senere).

Ankommer som planlagt mandag til Marbella og får tjekket ind i AirBnb lejligheden og et par timer senere ankommer Lasse og Maiken fra klubben. Ret hurtigt er lejligheden omdannet til et cykelværksted og alle cykler samlet, pizza afhentet og vi får lagt en plan for tirsdagens cykel program – en plan som skulle vise sig at blive noget længere end først antaget.
Det var første gang jeg for alvor skulle krydse klinger med rigtige bjergstigninger og når man, som mig, ikke helt er bygget til at køre opad, så var det med en del spænding jeg havde set frem til at køre en rigtig ”klatretur”. Jeg kan ligeså godt fastslå det med det samme, jeg bliver aldrig bjergrytter og det med at køre opad er en lang kamp for mig, sådan er det når man køre diesel motor, det går ikke så hurtigt, der er ikke overskud til at lave nogen ryk, men det handler bare om at finde et tempo og træde rundt, så kommer man fremad og opad, langsomt men sikkert. Efter den første stigning begynder der også langsomt men sikkert at brede sig en tvivl hos mig – kan jeg nu nå cut-off på søndag – cykelruten har totalt 1800 hm og dermed skal jeg forvente at bruge noget længere tid på cykeldelen end jeg ville have gjort hvis den var Amager flad. Så mens diesel motoren kører i faste omdrejninger, kan jeg se Maiken og Lasse stille og roligt trække fra på de stejle stykker på vej opad, samtidig kørte hjernen på højtryk – hvad ville jeg kunne cykel de 90 km på, hvor hurtigt / langsomt skulle jeg løbe, havde jeg bidt over for meget? En Amager flad rute ville jeg kunne nå på max 3 timer, selv på racercyklen, men med en stejl opkørsel, så vidste jeg godt at jeg ikke vil komme i nærheden af de 3 timer.

Alt dette kører gennem hovedet, samtidigt med at det er varmt, høj solskin og ellers bare en fantastisk smuk tur på vej op mod en lille by ved navn Ronda. De ca. 20 km opkørsel (med 5% i snit) er en hård fødsels for mig på at lære at køre i bjerge, men op kommer jeg da. I Ronda leder vi efter et godt sted at spise og efter lidt tid finder vi en hyggelig lille restaurant og får noget pasta. Det viser sig så at restauranten er ejet af en dansker, altså hvad er odds for det? Vores lille gruppe får diskuteret hvad planen er herfra, reelt har vi to muligheder, vende rundt og tage nedkørslen retur til Marbella (ca. 50 km) eller forsætte rundt og tage lidt flere hm og km (ca. 100 km). Vi bliver enige om at tage den længere rute, da det trods alt skulle være begrænset med stigninger derfra og det værste skulle være klaret (vi blev klogere).

Det skulle hurtigt vise sig at være en langt hårde rute end forventet, stigningerne bliver bare ved og ved og er flere steder stejlere end forventet, sådan føltes det i hvert fald og energien begynder langsomt, men sikkert at forsvinde ud af benene. Flere Cola stop og check på strava, google maps, finder vi hvad vi tror er / kan være en smutvej som kan spare os for ca 20 km og en del stigninger. Gruppen er enig og vi tager chancen og kører den vej google maps viser – det viser sig så at smutvejen i bedste fald er en mountainbike rute, i værste fald en kvægstig og efter at have krydset et lille vandløb, så tør vi ikke satse på at vi overhovedet kan komme den vej, slukøret giver vi op og går mod den oprindelige rute og de ca. 40 km vi nu mangler – en fejl som fuldstændig suger moralen ud af vores lille gruppe. Det begynder at gå opad igen, moralen er lav, alle er trætte og vi ved ikke hvor mange hm der er tilbage. Vi når til Monda – helt flade, har nu været afsted i 10 timer (inkl. Pauser) og det har kun gået opad siden vores lille udflugt. Vi er så trætte at både taxi, bus og andre muligheder bliver vendt. Vi spejder efter taxier, men der kører ingen i disse små bjergbyer og skulle vi finde en, har han så plads til 3 cykler? Hvad med en bus? Ahh den kører først om 30 min kan vi forstå på de lokale – der bliver kigget på google maps og strava igen som sidste chance – OPTUR, strava viser at der er ”bare” 4 km stigning tilbage så går det nedad resten af vejen til Marbella. Det løfter moralen og de sidste energi reserver bliver fundet frem – vi skal bare op på en sidste top så kan vi rulle hele vejen til Marbella.
Efter at have været på farten i ca. 11,5 time, cyklet i 7,5 time (det blev til en del cola stop efter Ronda), kørt ca. 3000 hm og efterhånden begyndt at være meget sultne og tørstige, nåede vi hjem til lejligheden. Heldigvis var Ditte, Susanne og Birthe ankommet og havde været så søde at lave aftensmad til udflugtsholdet, så det skulle vi ikke tænke på.
Efter lidt mad og beretning om dagens udflugt indfandt trætheden sig ret hurtigt, så Lasse og jeg brød op og begav os retur til vores lejlighed for at få lidt søvn. Dog nåede jeg lige at vende min cut-off beregning igen – kunne jeg nå igennem? Hvis ikke ville det så være klogt at stille op og ikke nå cut-off…..

Billede : Rute profilen viser noget andet end det normale flade amager (149 km, 3000 hm)

Efter den lidt længere tur tirsdag, valgte jeg at tage en hviledag onsdag, havde kørt med krampe i låret på de sidste stigninger og med bekymringer om søndagens løb, syntes jeg ikke at jeg ville presse den mere end nødvendigt.

Torsdag havde vi aftalt at køre søndags cykelrute igennem. En spændende rute som ligger ud med ca. 10 km opkørsel med 5% i snit, så er stilen ligesom lagt. Ruten er et enkelt loop på 45 km og da vi når 35 km, så er meldingen at vi ikke behøver at køre det sidste stykke ud til vendepunket da det er helt fladt og dermed ender vi med ca. 70 km tur. Om Morgenen er vi mødtes med Mikkel og Bianca,  som allerede havde kørt ruten igennem tidligere på ugen. De kunne oplyse at ruten ikke var så fantastisk som turen til Ronda (Eller Istan) og med en ret barsk opstigning i starten så var det på ingen måde den normale ruten til et ironman race. Starten på ruten er ret flot, hvor man klatre op til en lille by der hed Ojen. Dog  er resten af ruten ikke det helt store at skrive hjem om – gennerelt et ganske flot område men det glemmer man lidt, at kigge efter når man forsøger at holde fokus på at holde hjulene igang.
Det opløftende for mig var dog at selv om opstigningerne går langsomt, så kan jeg se min gennemsnitsfart er på et lidt højere snit end beregnet tirsdag og da jeg samtidig befinder mig godt tilpas på nedkørslen, så skal jeg nok få hente en del tid. Rart at få lidt moral tilbage før mit første 70.3 løb – selv om jeg hele tiden har meldt ud at jeg blot skulle gennemføre løbet, uanset om det så var 1 sek under cut-off, så vil man jo gerne være sikker på at det mål også kunne nåes.

Fredag blev brugt på lidt kortere cykel tur til Istan, en fantastisk smuk opstigning med knap så stejle stigninger som andre ture. Om eftermiddagen var der tid til få teste vandet og få styr på start, t1, t2 og mål området – vandet viste sig at være noget koldere end forventet, så var glad for min varme våddragt.
Efter nogle hårde dage, var vi endelig nået til lørdag og race-brief og check-in af cyklen. Samtidig fik jeg tid til at få en massage lørdag morgen, hvilket hjalp meget på de gamle ben. Nu var der ikke andet for end at gå hjem og slappe af og gøre klar til race. Jeg boede sammen med Lasse og han kunne heldigvis give en masse godt race input om hvad jeg skulle huske at tænke på og det gav en masse ro, så var det med en god følelse jeg gik i seng lørdag aften.

RACEDAY

Planen var klar

Svøm : 50 min
T1 : 10 min
Cykel : 4 timer
T2 : 10 min
Løb : 3 timer (men med plads til være lidt langsommere)

Det var den plan som skulle bringe mig i mål indenfor cut-off på min føste ½ ironman.

Svøm
Der var en del vind og ret høje bølger, hvilket gjorde at arrangørerne havde valgt at skære 300 meter af svømmeruten. Det vidste jeg (og de fleste andre deltagere) dog ikke noget om da vi stod i start området og rystede de værste nerver af os. Syntes personligt ikke at de 300 meter gjorde nogen forskel, da bølgerne ved det nye vendepunkt var ligeså høje som de ville have været været lidt længere ude ved det gamle vendepunkt.
Jeg trækker vejret dybt et par gange og har fuldstændig styr på nerverne, jeg kender mig selv og mine begrænsninger og selv jeg måske har lidt begrænset OW erfaring, så er jeg sikker på at vinterens træning nok skal bære mig igennem.
Svømningen går godt, finder en god rytme og selv om bølgerne kæmper for at få mig slået ud af rytmen, så lykkes det at holde den og kommer sikkert og roligt fremad. Overhaler en del svømmere som har stillet sig for langt frem eller været for optimistiske om hvor hurtigt de kan svømme. Men holder fokus på mig selv og ikke blive for overmodig og bruge for mange kræfter for tidligt.
Tid : 36:52 (hjulpet af lidt kortere ruten, men klart indenfor forventet tid)

Billede : Klar til start, det er ikke helt varmt kl. 0600, men humøret er højt .

Cykel
Det var her jeg ikke måtte gå i panik og gå i rød zone. Fokus var på ikke at køre for hårdt og ende med at bruge kræfterne for tidligt, jeg skulle jo gerne kunne holde hele vejen og være klar til løbet. Ruten havde desværre ikke ændret sig og er ligeså hård som jeg husker den. Der er 6-7 km flad start, så når lige at få gang i benene inden at vi drejer til venste og ind på stigningen mod Ojen. Diesel motoren bliver slået til og jeg finder en ok rytme, som forventet bliver jeg overhalet af rigtig mange på vej opad den første stigning, men ingen panik, fokus på mig selv og at holde den fart der passer mig, fokus på ikke at køre over evne. Kommer op over stigningen uden problemer og føler mig godt tilpas på cyklen. Pludselig er jeg tæt på at blive revet med i et styrt, da en spansk deltager pludselig slår et sving over i mig og rammer mig let på forhjulet– han havde lige taget en ny flaske i depotet og derfor har han fokus andre steder end på at køre lige ud. Heldigvis kan det klares med at klikke ud og en hurtig balance korrektion.

Afsted mod vendepunktet hvor det heldigvis går nedad (man skal dog lige huske at når det går nedad, så går det opad på hjemturen). Her viser det sig at meldingen om at de sidste 10 km til vendepunket (Som vi sprang over torsdag) ikke helt så flad som først meldt ud.

Men det lykkes at holde det planlagte tempo og kun et enkelt stop ved et depot for at få tanket vand og et hurtigt besøg på det lille hus koster lidt tid. Ser de fleste af de andre ATK´er på ruten, de ligger alle et pænt stykke foran mig, men ingen grund til at gå i panik, bare hold fast i planen.

Rammer toppen og nedkørslen ned til marbella efter 72 km og kan endelig give lidt slip, giver den max gas og når ret hurtigt ned til Marbella by, humøret er højt og moralen er høj. Det hele kører efter planen, har ikke haft nogen problemer og føler mig godt tilpas.

Tid : 4:01:56
Samlet tid : 4:47:01

Løb
Med lige omkring 38 km løbe træning i 2018 og det faktum at jeg aldrig har løbet længere end 12 km i et motionsløb (hvilket var i 2008 eller 09), så burde al logik have fortalt mig at jeg skulle nok ikke forsøge at løbe et ½ marathon – men nu var jeg ved starten på løbet og med hjernen indstillet på at jeg var klar til at gå for at nå i mål, så var jeg sikker på at jeg nok skulle nå opløbet indenfor cut-off tiden.
Største bekymring var om jeg ville opleve krampe/smerte i lægmusklerne, et problem jeg havde oplevet på stort set alle af de trods alt begrænsede antal løbeture jeg havde lavet i 2018.
Men heldigvis så viste det sig at massagen fra lørdag og et par kompressions strømper løste dette problem, faktisk så godt at jeg oplevede ingen problemer med krampe under løbet overhovedet.

Planen var at tage det roligt, finde en god rytme og ikke forsøge at løbe over egne evner. Det lykkes ret godt og holder et (for mig) ok tempo omkring 7.30-7.45 min /km. Møder masser af ATK´er på ruten og det giver lidt mere moral, runder de 3 km og bliver mødt af et helt fantastisk atk heppekor – hvilken fantastisk følelse, kan slet ikke få smilet af læberne – det kører som planlagt. Holder tempoet frem til 6,5 km, hvor jeg må ned og gå for første gang (det skulle senere vise sig at blive til mange flere gå ture)
Kan se at Bianka og Danielle, som begge er på 2. omgang, haller ind på mig og de når lige at fange mig ved opløbet, lige før jeg løber ud på 2. omgang – ”vi skal nok heppe dig i mål” bliver det sidste jeg hører inden de drejer fra og løber ind på opløbsstrækningen. Jeg har løbet 1. omgang på 1 time og 20 min, absolut et godkendt løb for mig og hurtig udregning (ja jeg regner meget) bekræfter mig I at jeg har fuldstændig styr på det, ligger til en tid under 7.45, hvilket er langt under cut-off og meget bedre end jeg turde håbe på.

Billede : møder ATK heppekor efter 3 km, stadig plads til masser af smil.

Men nu begynder det gøre ondt i fødderne og benene er trætte, det har været en lang dag og kan se at km tiderne bliver langsommere og langsommere, de runder nu 8 min/km og jeg er nede og gå mere og mere. Prøver at få strukket ud og løbe igen, det hjælper et par hundrede meter så er den gal igen – der er bare ikke mere energi. Jeg når ud på 13-14 km, kan ikke se eller høre opløbsstrækningen mere, ved bare jeg skal 3-4 km længere ud og vende før jeg bevæger mig mod opløbsstrækningen igen. Det går stadig langsommere og tiderne runder 9 min/km. På ruten er der ikke mange deltagere tilbage, bliver spurgt af en officiel om jeg på anden eller første omgang, ingen tvivl om jeg ville være blevet hevet ud hvis jeg var på første omgang, men da jeg er på anden omgang så er der ingen problem.
Ca. Ved 16 km er krisen total, der er fuldstændig udsolgt, overvejer for første gang at stoppe, men skyder hurtigt den plan ned, der er f…… 5 km hjem, jeg har masser af tid og skal bare vidre. Kan langsomt men sikkert se at jeg nærmer mig en tid omkring 8 timer, rammer vendepunktet og ved at der er lige under 4 km igen og at ATK folkene venter ved målet og er klar til at modtage mig ved målstregen, det hjælper på humøret og tanken om at jeg er der snart.
Fødderne gør ondt, benene gør ondt, kan mærke at solen brænder og glæder mig til at jeg snart er færdig. Jeg kan så småt begynde at høre speakeren ved målområdet, jeg er tæt på nu, prøver at holde mig under 8 timer, men den tid smutter ligeså stille fra mig – det er ligemeget, jeg har nået mit personlige mål og er så tæt på at være færdig at jeg ikke tænker videre over det.
Pludselig er jeg der, ser skiltet med 2nd round lige ud eller finish til højre. Jeg runder hjørnet og det virker som det hele eksplodere, det grønne ATK heppekor larmer helt vildt, speakeren nævner ATK flere gange og stemningen er helt vild, det hele går alt for stærkt – det er det vildeste rush at opleve og en perfekt afslutning på min første ½ ironman.
Tid 3:06:59
Samlet tid : 8:02:18

Billede : endelig mål – mega træt

Der er så meget jeg kan tage med fra dette løb, men helt klart givet mod på mere. Nu var det mit første ½ ironman og første løb i udlandet, begge dele var helt fantastisk og jeg håber at vi igen næste år kan samle et ATK hold til et løb i udlandet. Det gør en kæmpe forskel at være en folk afsted og kunne bakke hinanden op.

Da jeg holder pause fra triathlon på ubestemt tid, var løbet mit primære mål i år, så der var blevet trænet godt op til det, blandt andet med deltagelse i Grejsdalen 220 km og Skjoldnæsholmløbet.

Der var afgang fra København fredag morgen kl. 09.30, jeg havde fået et lift med Michael og Tina fra klubben. Tina skulle have kørt løbet, men måtte trække sig, grundet problemer med ryggen. Så STOR tak til Michael og Tina at de stadig tog turen derop. Uden dem havde jeg haft et større logistik problem.

Optakten til turen kunne godt have været bedre, jeg var sat ud til nattevagt om torsdagen på jobbet, så det var det var med maks et par timers søvn spredt ud på 26 timer at jeg satte mig i bilen mod Borensberg, en lille by ca 22 km øst for Motala. Det var her vi på et vandrehjem glasbruket skulle have base for weekenden.

Med lige godt 5 timers kørsel til Borensberg havde jeg regnet med at kunne få mig en god lur, men søvnen udeblev de første 3 timer, måske det var spændingen ved at være på vej. Men enden på det blev at jeg først faldt i søvn efter frokosten og nok fik en halvanden times søvn, sådan on/off.

Her bliver jeg lige nød til at kommentere på vandrehjemmet, sjældent har jeg booket mig ind på så hyggeligt og naturskønt sted som “Glasbruket” det var ren postkort idyl, tilsat lidt frosting på toppen. Hyggelige værelser holdt i gammel stil, klassiske svenske bygninger og et utroligt imødekomne personale. Det er et sted jeg bestemt kunne finde på at besøge igen også bare som en ferie med familien.

Vel ankommet fik vi udleveret vores nøgler, tømt bilen og fik drukket en kop kaffe, inden vi kørte til Motala for at hente mit startnummer til dagen efter, med start kl 05.02 om morgenen, var det ikke noget jeg havde lyst til at hente på selve dagen. At Motala vokser til dobbelt størrelse i løbsugen er der ingen tvivl om, det meste af indre by var spærret af for trafik og det var ikke uden udfordringer at finde en parkeringsplads, så Michael satte mig af tæt ved expo området og jeg gik på jagt efter startnummeret.

Selve nummerudleveringen gik forbløffende hurtigt, men de har selvfølgelig også 51 års erfaring med det. Desværre var køen inde i Stadium hvor man kunne købe den officielle løbs t-shirt mega lang, så den sprang jeg over i denne omgang.

Resten af dagen blev brugt på aftensmad på det lokale pizzeria og lige at få hilst på de andre fra klubben, dem af dem der også skulle bo vandrehjemmet og så ellers hjem og i seng. Vækkeuret ville ringe kl 03.15, så hvert et minuts ekstra søvn ville være godt givet ud. Men det var lettere sagt en gjort.. Ikke siden Ironman i 2013 har jeg haft problemer med at sove op til et løb, men her i Sverige, på et vandrehjem pakket ind i soveposen, kom søvnen ikke så let. Det har nok været en blanding af overtræthed, spænding op til løbet og det faktum at der var ret lyt i huset. Men omkring kl 22 er jeg nok gledet ind i søvnen, lige indtil vækkeuret insisterede på at jeg skulle op. Igen må jeg takke Michael for at stå op sammen med mig, køre mig ind til Motala og sende os alle godt afsted.

Inde i Motala mødtes jeg med de andre fra klubben, det sidste toiletbesøg blev overstået og vi stod klar i startboksen, kl 5 til afgang 5.02

Hvis man skal forstå hvor stort Vätteren rundt er, så bliver der sendt ryttere afsted hvert andet minut fra kl 19.30 fredag aften til kl 06.30 lørdag morgen, altså i 11 timer sendes der ryttere afsted hvert andet minut, det er altså lidt vildt. Selve løbet slutter kl 24.00 lørdag aften i Motala.

Starten går og vi bevæger os efter en race marshall på motorcykel ud af Motala, ude af byen kører han væk og giver løbet frit så at sige. De første 10 – 20 km er altid lidt hektiske, grupperne skal lige dannes og folk skal finde sig til rette. Vi har ikke kørt ret langt, før vi hører nede bagfra at en har problemer med sit gear på cyklen, det er Mikkel fra klubben, hvis elektroniske gearskifte ikke virker. Det er altså surt, så er 300 km langt i et gear, jeg kan da godt afsløre at Mikkel får gearet ladet op i depot efter 104 km og kan fuldføre resten af løbet med virksomme gear.

De første 104 km til Jönköbing, som er første sted vi går i depot, står lidt tåget. Vi er nogle stykker fra klubben der kører væk fra gruppen sammen, kort efter starten, det er blandt Bianca og Martin, som jeg har lavet en aftale om at følges med. vi finder en god gruppe at kører med og er da også oppe og tage vores del af slæbet, så meget som vi nu må for de store grupper der kører sammen. Her adskiller Vätteren rundt sig fra andre løb jeg har kørt, normalt i Danmark bliver man bedt om at arbejde hvis man vil side med i en gruppe, heroppe blev vi smidt ned bagi og side på hjul, hvis vi ramte et hold der kørte sammen. Men at sidde midt i toget i 200 km er nu heller ikke det værste. Turen til første depot var som sagt lidt tåget, der blev kørt stærkt, lige over 35 kmt i snit, så det var lidt med tanken i baghovedet om man nu kørte over evne, men så igen. Man forlader ikke frivilligt et hurtigt tog. Ud over et par steder med ambulance grundet styrt og enkelt der styrter lige foran mig og fremkalder ninja agtige reflekser er turen til Jönköbing rimeligt begivenhedsløs. Det er begrænset hvad man får set af landsakbet med 35 i timen og øjet på hjulet foran, men det er nu på den måde jeg kører løb, fuld fart frem.

Depotet byder på rigeligt med toiletter og en ishockey hal hvor der er kødboller med mos og havregrød. Kl er 8 om morgenen, det er lige tidligt nok til kødboller, så det bliver havregrynen der bliver morgenmad nummer to.

De første ca. 25 km efter depotet bliver kørt solo med Bianca, Martin og Rasmus. Vores klubkammeret Kristoffer når ikke med da vi kører afsted. Efter den gode gruppe ned af østsiden af søen. leder vi nu efter en god gruppe der kan hjælpe os op af vestsiden, hvor vi nu har gået en svag modvind. De første små 25 km ud af Jönköbing er forholdsvis kuperet, så vi hopper lidt fra gruppe til gruppe, med et halvt øje bagude. Efter små 130 km kommer der en hurtig gruppe bagfra som vi hægter os på, en gruppe som ret hurtigt gør det klart at vi er velkommen til at side nede bagved, så længe vi ikke blander os i deres rulleskift, modtaget herfra!!

De næste små 100 km bliver på hjul og med muligheden for at nyde løbet lidt mere og få set noget af den smukke svenske natur. To ting lærer jeg også undervejs på de næste 100 km. Løbet er en stor sammenblanding af folk på de nyeste og dyreste carbon cykler, til flok med rygsæk og hvad jeg vil kalde hverdagscyklen med 3-5 gear og halvrusten kæde. der blev endda observeret en ældre herre, en veteran dvs med over 20 deltagelser i løbet, komme cyklende i gule træsko!!

Den anden er den form for råb og tegngivning der foregår, som jeg ikke kender fra Danske løb. Der er en meget aktiv kommunikation og brug af fagter som vi måske nok kunne lære lidt af når vi cykler herhjemme, men så igen, nu cykler jeg heller ikke i cykelklub. Men sjovt og effektivt var det, selvom skingre kommandoer råbt højt på svensk bliver lidt trættende i længden.

Vi vælger at holde fast i “toget” de næste 100 km og springe det næste planlagte depot over, da vi sidder ret godt i gruppen. Eneste problem er at jeg er begyndt at løbe tør for vand og en snigende hovedpine vidner om for lidt væske og søvnunderskud.

Gruppen pitter efter 225 km, hvilket så gør at vi også går ind. Desværre mister vi dem der, da der skal fyldes væske på, vi skal have lidt frugt og en tur på toilettet. Der er nu kun 72 km hjem, vi følges stadig ad, Rasmus, Bianca, Martin og jeg og forsøger at finde en ny gruppe, men det lykkedes ikke. Rasmus der har lidt flere kræfter og øjner en sub 9 tid, for løbepas og jagter afsted. Efter ca. 20 km trækker Martin sig og Bianca og jeg er nu alene ude på de sidste 50 km frem mod mål. Vi er nu selv kommet på arbejde, Bianca er bedst på bakkerne og jeg er nok lige en anelse hurtigere på det flade, så vi er i et godt samarbejde og hopper fra gruppe til gruppe. Hvor vi lige får lidt luft inden vi hopper videre. Det er lidt et luksus problem på nuværende tidspunkt at være blandt de hurtigere derude, de grupper vi finder er lidt for langsomme på bakkerne.

De sidste 50 km er ret kuperet, så det er nok lidt dumt at vi kører solo, men vi er til gengæld også lidt tilfredse med at komme ud selv få lidt vind på næsen.

Med omkring 10 km igen, kommer en 4-5 hurtige drenge blæsende forbi, med Benny vores alderspræsident på hjul. Vi kigger kort på hinanden og lader dem køre, energien er ikke til det og den gamle ræv, fortjener at komme først i mål, det er hans 5 gang han gennemfører og denne gang i sin hidtil bedste tid i 9.06, det er super flot kørt af en mand på 59 år.

Vores mål er så rigeligt nået, jeg gik efter sub 10 og vi kan ikke nå sub 9, så det er med at nyde det sidste af turen. vi passerer målstregen efter 9 timer 7 min og 41 sekunder.

Det første jeg ser da vi krydser tidstagningsmåtten er Michael og Tina der står og hepper os i mål. Mens vi står i kø til at få vores velfortjente medalje, er der tid til et finisher selfie og en snak med Michael og Tina.

Vi får vores medalje og mødes med Benny der kom ind lige før os, Peter der måtte udgå med en forstrukket skulder. Vi får lidt at spise og drikke og skal lige suge indtrykket fra en god varm dag i det svenske. Rygtet siger at det var en af de vejrmæssigt bedste vätteren rundt nogensinde.

Dagen slutter med den obligatoriske sejrsmiddag, hvor os der bor i Borensberg mødes på en hyggelig restaurant helt ned til Göta kanal, til mad og rødvin. David og Danielle, som deltager i den svenske klassiker. Når lige at komme med, de har brugt lidt længere tid på turen, da den indebar en kvalitets kontrol af alle depoter de skulle alle være godkendt.

Det er første gang jeg har kørt et løb af den længde, men jeg kan helt klart anbefale Vätternrundan. Det er et top professionelt arrangeret løb, om du vil gennemføre på 9 eller 16 timer. Det ligger i noget af det smukkeste svenske natur og er langt nok til at være en udfordring for de fleste. Jeg kan godt forstår at folk vender tilbage år efter år, det er krøbet lidt ind under huden på mig og jeg vender helt sikkert tilbage til Motala og Vätteren, selvom jeg nok ikke kan forvente at få det samme hver næste gang.

En stor tak til Tina Hartley og Michael Maigaard for lift og hjælp undervejs. Til Bianca Christiansen for at følges hele vejen med mig igen. Til Martin Tødsø og Rasmus Mortensen for at køre med de første 240-250 km.

Til Tommy Christiansen, Danielle Hald, David Frederiksen, Benny Larsen, Peter Holst, Flemming Sabroe og Mikkel Fruensgaard for at være med til at gøre mit “A” race i år til en kæmpe oplevelse. Jeg håber vi kan lave en tilsvarende tur næste år, hvor end den må gå hen.

Derfor absolut ingen forventninger til Karrebæksminde i træningsmæssig forstand. Jeg havde egentlig bare tilmeldt mig stævnet fordi jeg havde hørt at det skulle være så hyggeligt og et lidt af et ATK-fluepapir. Planen var bare at presse citronen. Og smile og vinke samtidig.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg igennem min 3årige karriere som ATK café-triathlet har kæmpet en del med at løbe. Jokes som “jeg punkterede på løberuten” har været helt almindelige, tja SÅ almindelige at andre også har joket med det. Og det siger ikke så lidt når man er en halv time længere om at gennemføre et Marathon(5:50)end om at cykle 180 km.(5:17) Og man overhører kommentarer fra publikum som ” der er vist en der er gået kold der” (med mine normalt 6:30 pr km kan jeg dog godt forstå at man kunne tro det… men næ nej, jeg løb bare langsomt.)

Men sådan et sted midt i maj på en 6 km tur begyndte der at ske en lille ændring. Mine lægge omformes typisk til beton efter løb, det skete ikke. Det føltes vist lidt lettere at komme fremad i “hop fra ben til ben” og de mavekneb jeg tidligere indimellem har døjet med udeblev helt. Det samme fra ryggen som altid føltes lidt sløv.

Det her brief bliver måske ikke så meget om selve racet i Kbæk, men nærmere en evaluering af hvorfor det gik som det gik. Derfor må jeg lige ta et spring til siden og fortælle min trofaste skare af følgere(høhø) om en anden ændring jeg har prøvet lidt af det seneste stykke tid.
En af de nye undersøgelsesteknikker på osteopatistudiet indebærer at “trykke klienterne i maven”. Jeg er i forbindelse med det her hollistiske studie blevet opmærksom på, hvad der sker med mave/tarme/fordøjelse/hormoner/hjerne i forbindelse med den primært biomekaniske terapeut jeg var og stadig delvis er.

Først en interesse for mave og tarmbakterier blev testet på egen krop i vinters, ved tilskud af probiotika , og undgå gluten. det gjorde egentlig ikke så meget på træningsfronten. Men min fordøjelse er generelt blevet bedre. Den stive lænd om morgenen er også blevet mindre stiv.
Gennem hele foråret har jeg til tider været begravet i at opsøge information om kost på et lidt andet plan end de 7 kostråd.

Ok … så skar jeg ned på kød. Meget ned på kød. Stort set helt ned. Og op for grønt, meget op. Der smutter stadig en friskfanget fisk ned. Og jeg piller dog ikke kyllingen op af salaten hvis jeg får det serveret. Men i det store hele, så tror jeg faktisk på at der er en del mere skidt i de dyr end først antaget.

Jeg har gjort det her liiiidt i smug. Først og fremmest fordi jeg ikke vil stemples som vegetar, pescatar, veganer, treehugger, flexitar eller andet. Jeg vil bare gerne være Marietta/Maiz (som lever overvejende plantebaseret…. men kun hvis nogen spørger)

Nå, tilbage til stranden i Kbæk for et kortere brief af selve racet. Tilmeldt under amateur triathlon klub (ved en autocorrect fejl) Svømningen var bare vaskemaskine når det er bedst. Total kaos. Kan hverken komme frem eller tilbage, just go With The flow. Skifter fint. Eller …. dvs glemmer lige at ta hjelm og nummer på inden jeg hiver cyklen ned. Haha, mig der bare troede at jeg skulle ta den på rutinen… øhhh NOT.

Cykler bare på følelsen, lost track og ved ikke hvor langt jeg er. Så jeg kører bare. Hopper af og løber… løber 5:30… og er ikke mere presset end jeg har lyst til. Stopper helt i samtlige depoter, det er BARE blevet en dårlig vane.
Det hele er bare en fest, og den røde måtte føltes lige akkurat så lang og “fed” som den plejer…
Rammer Mål med: en standard svømning, et for mig vildt cykelsnit på 36,4 og et overraskende lidt mindre langsomt løbesnit på 5:40/km

Helt uden forventninger, stress over dårlig og manglende forberedelse, samt en ny tilgang til det brændstof vi fylder på os selv, Løb jeg det bedste race til dato.
Håber på at inspirere andre med den her historie som langt fra er slut, forhåbentlig bare starten, eller i det mindste sætte nogle tanker igang, hvor specifik træning bliver sat lidt i baggrunden.
Jeg vil lige smide et par shoutouts til et par seje folk der deler glædeligt ud af deres oplevelser og har inspireret mig undervejs.

#Vores tidligere formands podcast “Martin Melcher Version 2.0. (Handler om inspirerende mennesker og lidt om “planter”indimellem.
Martin Melcher | Version 2.0 af Martin Melcher
https://itun.es/dk/WGBZjb.c

#”Plantetinget” hvor Martin også er gæst i episode 14. Desuden et virkelig godt podcast
Plantetinget af Veganisme og plantebaseret livsstil.
https://itun.es/dk/bzYgib.c

#Hvis det skal være rigtig nørdet så er her et link til foodrevolution, som er produceret af en klinik i Michigan det praktiserer natural medicine.

#Et godt råd: Se og lyt altid med kritiske øjne og ører.
Desuden vil jeg lige sige tillykke til alle der var med. Det er superfedt at der er kommet så mange nye triatleter i ATK. Wuup -wuup for heppekoret og det altid megafede sammenhold vi har.

Hav en fin sæson derude.
Grønne hilsner Maiz

D. 1. November blev jeg medlem i ATK. Første træning blev svøm, fordi det vidste jeg hvad gik ud på! Jeg var lidt usikker på hvordan man kunne løbe sammen “uanset niveau”, som der står på hjemmesiden under mandagens løbetræningsbeskrivelse. Spinning i halvanden time, kunne jeg holde til det?!? Svømmetræning virkede som det sikre valg, der styrede lidt mere end nysgerrigheden på den fagre nye tri-verden.

I omklædningen mødte jeg heldigvis andre nye medlemmer. Nye medlemmer som jeg hurtigt erfarede, at jeg kom til at spendere mere tid med end familie, venner og kollegaer. Alan tog fantastisk godt i mod os. Ryddede en bane, som vi nye kunne ligge på. Han kunne lynhurtigt vores navne, også når vi lå i vandet med en vis legemsdel øverst.

Med ligesindede tør man lidt mere og jeg gik hjem og meldte mig til min første løbetræning nogensinde. Træneren hed Mikkel Mortensen og begyndte træningen med at præsentere sig selv, fordi vi var så mange nye. Vi var vidst 3-4 stykker hvilket i november var måske 75% af deltagerne. Jeg følte mig tryg. Det næste Mikkel fortalte var, at det dummeste man kunne gøre var at løbe 10 km 3 gange/ugen, da det ville slide alt for meget på benene. Måske var det ikke lige sådan han formulerede det, men… avs! Den gik lige ind. Det var jo mig! Trygheden blev vendt til nysgerrighed og efter en times runder på Sundby Idrætspark med syre helt op i kinderne, smil på læben og en erfaring med at man godt kan løbe sammen uanset niveau, cyklede jeg hjem og tænkte:

Det her bliver fan´me fedt!

 Derefter var spinningen jo kun et klik væk. Første spinning var med formanden himself! Jeg ville sidde strategisk rigtigt ift. ikke at kunne se uret i lokalet. Men det er fuldstændig umuligt på Kamillevej. Heldigvis var der så en cykelcomputer at forholde sig til og til at tage opmærksomheden fra, at timen varede 90 minutter modsat de sølle 55 min i fitnesscentrene. Jeg kunne holde hele vejen!

Kort efter nemlig d. 8.11 tilmeldte jeg mig Karrebæksminde Triatlonstævne. Det gør man, når man er medlem i ATK, forstod jeg. Jeg forholdte mig ikke på daværende tidspunkt til meget andet, end at det her var et fællesskab jeg gerne ville være en del af. Jo, måske lidt til distancen. Men der var jo længe til juni. Mere og mere af kalenderen blevet ryddet til fordel for tri-træningen. Jeg var på vej.

Så en tidlig forårsdag, hvor solen skinnede og fuglene sang, så skete det. Jeg fik et tegn: Et opslag om billige billetter til Øresund på Facebook. Jeg gør det sgu´! Når alle de gode folk jeg har mødt kan, så kan jeg også! Meget mere tænkte jeg egentlig ikke. Fællesskabet havde givet mig troen på, at det her kan jeg også. Heldigvis fik jeg en partner in crime, som kan, og stadig skal hive mig ned, når jeg pisker en stemning lidt for meget op.

Med endnu et stævne i kalenderen begyndte jeg at tænke på, hvornår er man egentlig triatlet? Når man har lavet 4:18:4 med barnestol på cyklen? Når man er medlem af en klub? Når man deler speedometeret op i pulszoner i sin Ford KA? Når man har lavet en ironman? Jeg ved det ikke. Men jeg aldrig har jeg følt mig mere som en triatlet efter weekendens Karrebæksminde…

-At smyge sig i sin suit og næsten føle sig tilpas i den. At møde kendte og mindre kendte ansigter i samme suit. At indrette sig i skiftezone med en nogenlunde idé om hvad der skal ske. At gå til start side om side med de andre grønne. At blive heppet ind i T1 af verdens bedste heppekor. At blive overhalet af klubkammerater, der giver rosende og opmuntrende kommentarer på vejen. At blive modtaget på løberuten af verdens bedste heppekor. At få highfives, tommel ups, smil og opmuntrende kommentarer på løbet af klubkammerater. At blive båret gennem løberuten af verdens bedste heppekor hele 4 gange. Så kan man da kun føle sig som en triatlet!

Tak for en fantastisk oplevelse. Jeg sidder i dag med en blanding af øv, nu er det stævne slut, og fedt jeg gjorde det! Alt gik som planlagt. Jeg fik en masse gode erfaringer med både fysikken og ikke mindst energiindtag. Heldigvis kan jeg bruge de erfaringer allerede om 3 uger, hvor Øresund kalder. Det der indtil fredag var en blanding af nervøsitet, spænding, glæde og måske en lille smule frygt er lige nu udelukkende glæde og spænding. Jeg er sikker på nervøsiteten og frygten (om ikke andet så for at punktere) nok skal vende tilbage. Men jeg har nu noget at forholde mig til, fordi et stævne nu er i rygsækken. Snart bliver rygsække større og tungere og jeg kan endnu bedre deltage i snakken om race, energi, skiftezoner, når jeg mødes med mine fantastiske klubkammerater. Klubkammerater som jeg ikke kan takke nok for en fantastisk modtagelse til en dragende, stærkt vanedannende sportsgren.

Jeg er blevet triatlet!

Dagen startede i den lille camper, som min kæreste og jeg havde lejet for de tre uger vores ferie varede i det canadiske. Det var iskoldt og ikke specielt tillokkende at stige ud af soveposen. Men efter et par minutter udenfor med kuskeslag imens at gasblusset fik varmet vand til kaffe, så var jeg langsomt ved at indfinde mig i racemode.

Endnu mere klar blev jeg da jeg i morgentusmørket indfandt mig ved søen, hvor der var start. Inden da måtte jeg dog lige et smut forbi T2 og placere proviant i min løbe-pose, som var checket ind dagen forinden. Arrangørerne havde på det kraftigste understreget, at man ikke måtte putte mad og heller ikke gels eller lignende i sin gear-poser. Af den simple årsag, at det tiltrækker bjørne. Havde jeg læst det hjemmefra, så havde jeg måske synes det var lidt noget overdrevet pjat, men efter at vi selv har set bjørne ret tæt på byen, så giver det nok alligevel ret god mening. Jeg talte efterfølgende med den anden dansker (som deltog), som havde set en bjørnemor med sine tre unger, spankulere på tværs af løberuten, lidt uden for byen…

Men tilbage til starten, som foregik, som rullestart ved den meget idylliske sø lidt uden for byen. Et meget ømt øjeblik, da den Canadiske nationalhymne blev sunget imens, at morgensolen kom til syne over bjergtoppene og sørøgen dansede henover den spejlblanke og blikstille vandoverflade.

Jeg havde været lidt optimist synes jeg selv og havde vel også en reel idé om at jeg kunne svømme på omkring 1:10, hvilket også passede ret godt i forhold til, at den første af de to omgange blev knækket i 34 min. Men kort efter startede min dødskamp, da mine briller blev slået af flere gange og jeg mistede orienteringen. Mistede alt form for rytme og måtte bruge tid på at orientere mig efter de store tobleronestykker, som udgjorde banen. Rundt i 1:20, vidnede om, at jeg nok alligevel ikke ville få nogen samlet supertid.

Oppe af vandet, blev jeg nærmest omfavnet og halvvejs tacklet af en af de mange frivillige, som havde udset mig til trække mit neopren af. Jeg var på ingen måder den første og på nul komma fem, havde hun fået gjort mig næsten cykelklar.

Cyklingen var på alle måder mit ‘shining moment’. Lige knap 2.100 højdemeter gjorde at jeg var i mit es op ad. Først ud og runde skisportscentret, som blev brugt til skiskydning ved OL i 2010 (ca. 1000 m. højde) og derefter retur gennem Whistler og 30 km. hvor rigtig meget var ned ad til Pemperton. Videre derfra, næsten fladt ud at runde vendemærket og samme vej tilbage ca. 20 km. fladt. Her kunne jeg tælle de modkørende og få en fornemmelse af at jeg var ved at have arbejdet mig op blandt de første 200. Wauw.

Ca. 50 yderligere fik jeg hentet på de stejle stykker mod Whistler. Dog blev jeg også overhalet af de 80-90 kg. Tunge drenge nedad. De fløj som jetjægere om ørene, men stod til gengæld bomstille, da det kort tid efter gik op ad. På den sidste del af cyklingen kunne jeg mærke det, som snart skulle blive mit Waterloo. Et snigende prikkende smerte i venstre knæ, som blev værre på de helt stejle stykker.

Hurtig igennem T2 omkring 6:45 og stadig en hed drøm om at klare det på de 10 timer (hvilket havde rakt til en top5, agegroup). Have trods alt gået fra plads 760 efter svøm til 113 efter bike (med top 20 bike split, excl. profferne). Men så, bom! 200 m. ude på løberuten, så sagde venstre knæ AV. Rigtig meget av for hede hule he…. Jeg bad en bøn til de højere triathlonguder om, at det var kortvarigt, men jeg måtte allerede efter et par km sande, at det ikke var godt. På ingen måder godt. Især i bakkerne, så jog det heftigt i venstre knæ, som om at der blev smækket en kæmpe stor hammer ind på ydersiden, hver gang jeg landede på venstre ben.

Og lige i den situation, så var jeg ualmindelig tæt på at trækket stikket. De første 4 km er et loop rundt om en sø, hvor man så kommer tilbage til målområdet inden man løber 8 km ud og vender ved en anden sø. Jeg forsøgte med diverse strækøvelser, men de slidte cykelben krampede, så det var også svært. Jeg humpede lidt videre og kunne godt se at det ikke gav meget mening, men følte samtidig, at jeg havde overskud til at løbe for fuld knald, hvis ikke det var for det åndsvage knæ. Så skulle jeg ellers til at lave en imaginær plat eller krone, for om jeg skulle begive mig ud i en DNF eller verdens dummeste gåtur.

Jeg nåede dog ikke helt så langt, da min opmærksomhed pludselig blev fanget af noget helt andet. Alle omgivelserne. Ind til da havde jeg været lukket inde i min helt egen verden, hvor det handlede om liv eller død og kun det stærkeste overlever. Men med et begyndte jeg at se mig omkring. For det første er det en helt vild fantastisk venue. De store søer, med turkisblåt vand omkranset af bjerge med sne på toppen.

Samtidig så kunne jeg konstatere at jeg langt fra var alene i flokken af powerwalkers. Jeg har altid (og har vel stadig), den opfattelse at hvis man vil gøre noget, som fx at kunne løbe fem km., bage en chokoladekage eller gennemføre en Ironman. Så skal man altså være ordentlig forberedt. Jeg har altid tænkt, at det simpelthen er for useriøst at stille op, hvis man alligevel har tænkt sig at gå hele sit marathon og for den sagsskyld knap nok kan cykle op ad bakke. Jeg har stadig den opfattelse, men den er nok blevet en smule mere nuanceret.

Men lige den dag, så åbnede sig således en ny verden for mig. Det var faktisk en smule opstemmende at se, at langt størsteparten gik mere end de løb. Og de gik laaaaangsomt. På den måde kunne jeg fra at føle mig total sølle og uduelig, have min egen lille fest på de ca. 35 km hvor jeg gik og i periode lidt forsøgte at småløbe (på ingen måder et kønt syn).

Og ikke mindst så kunne jeg opleve festen. Istedet for at være lukket inde i min egen lille krigszone, så kunne jeg nyde de mange tilskuere og ikke mindst frivillige, aldrig har jeg oplevet så meget heppen og moralsk opbakning, end ikke de sidste 100 m af Cph Marathon er at sammenligne: Come on, keep going’, you are looking SOOO good’, yes come on, you can do it’, ‘you are so freaky awsome’, der var sågar en af de utallige mange hockeymums, som stod og råbte næste med våde øjne, ‘oh yes, you make me so proud’ – vi taler om et menneske som jeg aldrig før har set og formentlig aldrig vil se igen…

Pludselig fik dagen endnu et twist, men på den gode måde. Jeg kunne have min egen fest, og stikke klør fem ud til high fives til alle de der også gik (modsat retning) og sige ‘This is how we party’. Jeg kunne bruge tid med de mange hockeymums og deres hockeykids i depoterne og forklare at Danmark er et land og at Skandinavien består af flere forskellige lande. Jeg kunne teste de forskellige powerbars og gatorades, uden at få dårlig mave. Og jeg kunne nyde at der var vindruer og frisk melon i depoterne. Og så kunne jeg også muntre mig med de lidt mere pudsige optrin. Som fx da en gut kort efter depot, havde fået for meget redbull: Han stod og knækkede sig, imens der på ryggen af hans trøje stod ‘Im in the zone – what zone are you in’.

Og jeg kunne snakke med en fyr, som undrede sig over at tidsmåtten ikke lå ved et vendepunkt, men knap 1 km før. Han fortalte mig historien om en kvinde, som sidste år havde forsøgt at snyde sig til et Kona slot. En historie som jeg siden har fundet i New York times:

http://www.nytimes.com/2016/04/10/sports/julie-miller-ironman-triathlon-cheat.html

Og på den meget alternative måde, så fik jeg langsomt klunset mig igennem min lange powerwalk, som forgik i følge med min kæreste, som trofast lå ved min side (på cykel). Og på den måde fik en helt igennem fantastisk oplevelse (mit knæ gjorde knap så ondt når jeg gik). Og jeg fik den alternative oplevelse af folkets hyldest i mål og masser af high fives til ‘YOU ARE A IRONMAN’.

Lessons learned: Aner faktisk ikke hvad der er sket med knæet, men føles som det løberknæ jeg havde for nogle år tilbage. Senere har det dog vist sigt, at det hænger sammen med en overbelastet hoftebøjer, som allerede var mør inden afrejsen til Canada. Smerten fortog sig forholdsvist hurtigt og jeg kunne efter et par dage igen gå normalt – endda uden at være totalt kvæstet, som jeg nok ellers ville have været.

Canada er på mange måder et fantastisk sted, hvor man kan få nuanceret sin forestilling om meget påtaget og anstrengende personer, som med en påklistret attitude forsøger at være flinke. Lige den dag, virkede det ihvertfald på mig. Og jeg kan klart anbefale Whistler Ironman.

Perioden efter Ironman Kalmar var fantastisk, kørte længe på en fed følelse ovenpå en super dag og resultat. Derefter stod den på hårdt arbejde, jeg skulle nå at restituere efter en 8.51 Ironman, nå at bygge en form op, som er VM på Hawaii værdigt og nå at trappe ned igen. Så efter 1,5 uges roligt program blev der skruet op for mængden igen, nyt krydderi på programmet var varmetræningspas. For at tilvendes varmen på lavaen bedst muligt. Derfor stod den på hometrainer cykling med vintertights og regnjakke, det var klamt og vådt og jeg rykkede derfor hurtigt træningen fra min egen stue ud til coach Melcher Takket være den sidste efterårssol og det fremragende vejr, kunne jeg føle mig ekstra dum, når jeg kom løbende pakket fuldstændigt ind i mit bedste og tykkeste vinterløbetøj på nogle af årets sidste dejlige solskinsdage. Folk gloede da også, men hvad faaaen, de skulle bare vide hvad jeg trænede til
Den sidste periode op til afrejse var jeg fuldstændig drænet for energi både fysisk og mentalt. Så det var rigtig godt at have Mikkel Olsen (Nogle af jer kender ham) at træne med og vi kunne hive hinanden op og trænede stort set alle varme passene sammen. Coach Melcher hjalp også til og godt med sparring, synes jeg også jeg kom tilbage i rigtig god form inden afrejse.

Turen derhen gik egentlig fint, dog er jeg ikke bygget til at sidde stille, så længe af gangen og jeg synes det var 10 timer for lang en rejse Men det hører med. Samlet flyvetid 18,5 timer. Meget at se til inden afrejse, generel træthed + konstant aircon i fly og på hotellet om natten i L.A fik ramt på mig. Jeg var fuldstændig i bund, ondt i halsen, feber, snot, hoste og hovedpine, efter vi var landet på Hawaii, det var ikke lige med i planen, jeg måtte droppe både træningspas og udflugter. Det slap aldrig rigtig dernede og bøvler stadig lidt med det herhjemme. Hammer ærgerligt og næste gang beholder jeg vinter løbetøjet på i flyveren, for ikke at blive ramt. Dog i bedring kom jeg ud og træne og oplevede Hawaii. Sygdommen og den manglende appetit gjorde at jeg tabte mig lidt, hvilket der kom nogle rigtig gode billeder ud af, da jeg var ude at løbe i det legendariske Energy Lab.

På den ene side er Big Island Hawaii et fantastisk sted med mulighed for de fedeste oplevelser med naturen, vi snorklede og klappede bl.a. 2,5-3 meter store Manta Rays rokker, snorklede med flere havskildpadder og fisk som man ser dem i Find Nemo. Palmer, vandfald og regnskov, de kan det hele. På den anden side er paradiset også virkelig grimt og skuffende. Strandende på Big Island var ikke Hawaii bounty agtige, jeg har set dem bedre i Asien. Grimme slidte bygninger og industriområder, hvor arkitekterne burde idømmes samfundstjeneste, fyldte i landskabet… Så næste gang vil jeg prøve at ramme Maui en af de andre Hawaii øer, som skulle indeholde noget af det natur Big Island ikke har.. Jeg har stadig gemt en masse oplevelser dernede, så der er en grund til at komme tilbage

En af snorkel strandene

Stemningen i byen Kona er helt vildt speciel, faktisk fra man lander i den udendørs lufthavn, sammen med en masse andre triatleter. Her begynder det at suge i maven og tanken om at man er med til noget rigtig stort, kan aflæses i hinandens blikke når, man støder på hinanden i biludlejningen, indkøbscentret, på stranden og alle veje er der triatler. Amerikanerne er meget imødekommende, ikke sådan nogle sure Amager typer som os, men faktisk venlige og interesserede og spørger ind til hvem der skal deltage i racet, giver hånd og lykønsker.
Området omkring Kona Pier (svømmestarten) var proppet med piv hakkede triatleter hver morgen og det var dælme svært at skille proer fra age groupere. Helt vild stemning og summen, folk der snakker, griner, tjekker hinanden ud, det har jeg aldrig oplevet i sådan en grad til andre stævner. At hoppe i vandet der og tage de første arm tag var fantastisk, jeg kunne ikke lade vær med at tage mig selv i at ligge med det største smil, jeg fik myrepatter på armene af det, det var stort at være DER! Der hvor det hele starter, der hvor kanonen bliver skudt af, det man ser på film!
Hvert lille område i byen, var der slået en stand op, som havde noget med sporten at gøre. Der var ikke en plet, som ikke blev udnyttet af alle de største brands til at forsøge at narre dine sidste surt optjente sparepenge op af lommen på dig. FANTASTISK! Lige et sted for mig, jeg elsker grej, udstyr og alle de fortryllende farver. Så der kom jeg tit ned
Det var også på expoen muligt at støde ind i nogle af proerne og det havde jeg glædet mig til hjemmefra! Normalt bliver jeg ikke særlig starstrucked men når man hilser på Craig Alexander, ser Dave Scott, Frodeno, Kienle, Daniela Ryf og får thumbs up af Van Berkel, så kan man ikke lade være med at ranke ryggen lidt.

RACEDAY!
Jeg føler at det enten kan blive godt eller rigtig skidt! Aftenen før stressede jeg meget (spørg bare Cathrine og mine forældre om det ) jeg havde slet ikke den ro jeg plejer op til race, tror det var fordi jeg ikke følte jeg havde styr på det, jeg vidste ikke om kroppen var klar til det eller ej.

Bodymarking, 3 x toilet besøg, sidste finpudsning af cykel og skifteposer var klaret. Jeg ligger mig lidt ude til venstre i vandet, en lidt længere rute rundt om bøjen, men for at undgå det værste slagsmål. Kanonen bliver affyret og afsted 2000 atleter, et mål! Alt i alt går det egentlig fint og synes ikke det var så slemt som folk siger med slagsmålet, så længe der bliver givet lidt begge veje. Den sidste kilometer, kan jeg dog ikke holde ud at have åbne øjne i brillerne når jeg drejer hovedet, da der er sivet saltvand ind, så forsøger så godt som muligt bare holde fødderne på ham foran og så ellers bare se at komme op. Vandet er ikke bare salt, det er hamrende salt, føles som om man har spist det STORE popcornbæger fra biffen og kørt det rundt i ansigt og mund. Den samlede svømme tid er jeg dog fuldt tilfreds med 58.20 uden våddragt er godkendt!
I gennem T1 som var noget af en stole dans, hvor jeg tabte, ingen ledige pladser og jeg måtte hulla danse mig forbi alle imens jeg prøver at få mit über stramme swimskin af. Det lykkedes og hurtigt ud på cyklen. Mikkel O kom hurtig op forbi mig, det var fedt at se og vide at han også havde haft en god svømning. Jeg havde en taktik for dagen og det var at lytte til kroppen og mose på det jeg kunne indtil den gav op, jeg ville hellere ”dø” i forsøget på at lave en god præstation end at cruise igennem racet. Det køre da også fint indtil jeg rammer omkring de 80-90 km. på cyklen, hvor køllerne og trætheden begynder at melde sig, synes det var lige tidligt nok, normalt ville jeg ramme det omkring 120 og så komme tilbage igen mod slutningen, men kunne mærke, den noget mere kuperede rute og den skiftene vind havde sat sine spor. Til tider lå jeg alene ude på Queen K og andre tidspunkter kom der store grupper blæsende forbi. Jeg kunne enten se Mikkel O 100-150 meter længere fremme eller også vidste jeg at han var tæt bag mig. Det var fedt at vide, da jeg ved at han er stærk og giver den gas på cyklen. Efter vendepunktet ved Hawi, måtte jeg dog slippe lidt af gassen og gå til mit princip om at lytte til kroppen, for ikke at brænde helt ud på cyklen. Det var dog nemt at skyde en høj fart på mellem 60-65 km/t uden rigtig at træde i pedalerne, da vinden for engang skyld var i ryggen. Den var dog ikke til at blive klog på synes jeg og senere ramte den da også igen fra siderne og forfra.
Alt i alt er jeg nogenlunde tilfreds med cyklingen, kunne godt have ønsket mig noget mere power, men sådan er det. Jeg fik kølet mig selv godt ned med vand ud over hele dragten på alle depoterne og så ellers bare godt med væske. Vil skyde på 1,5 dunk i timen ish… Kunne ikke få mere ned til sidst, efter 4 liter Gatorade orange smag var jeg pænt træt af det og derfor en befrielse da der til sidst på ruten kom cola… De virkede dog som håndgranat, når official og cyklist ikke lige kunne blive enige om, hvordan den skulle afleveres… Sidst på ruten fik jeg sku også en tidsstraf, det har jeg aldrig prøvet før og det er jeg faktisk ret sur over, både på mig selv og på officialen, jeg lå aller yderst i vejbanen op af bakke, jeg tror han synes jeg var for lang tid om at overhale, jeg får i hvert fald 5 minutters tidsstraf og derfor min sidste cykelsplit er langsommere. Jeg får så også forklaret ham at jeg er utilfreds. Jeg synes de skulle koncentrere sig om de store grupper af draftere i stedet og slå hårdere ned. Måtte dog forsøge at vende det til noget positivt, så hvad f… Mine køller havde sku nok meget godt af 5 min. hvile inden marathon løbet, så jeg brugte tiden i boksen på at strække lidt ud og forberede mig på mit skifte i T2.

Ud på løbet her var planen at holde 5 min./km. så jeg ville ramme 3.30 marathon. Det skal jeg kunne. Jeg følte egentlig at jeg have gode ben, så løber 4.45 det første lange stykke tid. Det er altså ret svært at sætte farten ned, når man løber på Ali´i FUCKING drive til Ironman Worldchampionsship så jeg satser lidt
I depoterne får den derudaf med vand, isterninger, cola og gel holder mig væk fra Gatorade (Det skal jeg ikke have før næste gang på Hawaii)
Efter vendepunktet på Ali´i drive løb jeg 1 time og 25 minutter tilbage igen af den samme lige vej og ud på Queen K Hwy før venstre svinget ned til energy lab. Ja det var nogle meget lange kilometer til sidst og de rullende bakker gjorde ikke smerterne i mine ben mindre. Tanken om at jeg skulle samme vej tilbage var dog heller ikke ophidsende, til gengæld var det så mod mål og ikke kun mod halv marathon mærket.
Jeg formår at løbe marathonet i negativ split, dog den forkerte vej Så farten går af den sidste halvdel og mærker at jeg bliver hurtigere træt end i Kalmar og end jeg normalt ville være blevet. Har ikke poweren til at slukke for hovedet og bare løbe.
Da jeg rammer Queen K ser jeg en masse motorcykler og en Frodeno i smerte kun 4-5 km. før hans 2. VM sejr, lidt efter Kienle og så de andre proer. Det hjalp og mine smerter forsvandt et øjeblik.
Ned og vende i energy lab, som er berygtet, som det hårdeste sted på ruten, det levede det op til synes jeg. Vejen derned er egentlig fin, fordi det går lidt ned af bakke og man har modvind = dejlig kølende, vejen op igen er dog det modsatte og hjælperne på depotet grinte dog også af mig, fuldt forståeligt, jeg følte mig som den ældste deltager på 83 år, prøvede at lave en form for løb op af bakken, for at komme ud ramme Queen K og så ellers hjemover. Den dejlige motiverende fornemmelse man får når man ved det er sidste gang på racet, at man ser den del af ruten rammer mig og jeg forsøger at sætte tempoet lidt op, finder en god makker at løbe med og i perioder for jeg dog også holdt farten under de 5 min/km. Kan se at gennemsnittet går den forkerte vej, men kæmper og aftaler med mig selv at den bare ikke skal over 5 min/km. Med 10 km. til mål fanger jeg Mikkel O, som er ramt af dagens strabadser. Jeg føler for at vi skal løbe det sidste stykke hjem sammen, får råbt til ham at han skal hægte sig på mig og Graham, det sker og det ender med, at Mikkel og jeg ligger side om side. Kan godt se og fornemme på de manglende svar, at han ikke er til meget snak, men jeg forsøger dog at give lidt mellemtider, både for at holde ham på, men i den grad også for at overbevise mig selv om, at 10 km. ikke er langt igen, at løbe med kæmpe vabler under fødderne.
Det er rent IRONWAR at løbe der side om side. Dog uden war, da vi sammen kunne krydse målstregen. Det var en uforglemmelig oplevelse, at løbe der, samme tid, samme sted, med den træningsmakker jeg har haft mest glæde af i månederne op til Hawaii, at se hinandens drøm gå i opfyldelse var vildt. Jeg var fuldstændig uden ord og handling da vi krydsede målstregen.

Ingen sejre er noget værd, hvis ikke de kan deles. Så vil gerne sige tak for at kunne dele det her med dig Mikkel. Også en kæmpe tak til min kæreste Cathrine, mine forældre, Katrine (Mikkel O´s kæreste) for at have taget hele den lange vej om på den anden side af jorden, for at følge og støtte mig i det jeg elsker allermest. Tak til jer i Amager Triatlon Klub for et godt og sundt træningsmiljø og tak til alle andre som har fulgt med og familie og venner, det betyder enormt…

Til at runde hele oplevelsen af var vi til Banquet of Champions aftenen efter race. Ikke et lille show sammenlignet med det jeg har oplevet før. Vil skyde på omkring 2000 mennesker inkl. Proerne. Det var sku lidt vildt at skulle på scenen, heldigvis var lyset så skarpt, at man ikke kunne se dem deroppe fra. Jeg fik min salatskål og endnu en Hawaii Krans.

Hjemme fra havde jeg en drøm om at køre top 5. og sub 9.45. Top 10 og sub. 10 timer ville være godkendt. Men enormt svært at vurdere, da Hawaii ikke er som noget andet race.
Slutter som nr. 4 i verden, i 9.35 så der skulle jo ikke være noget at være skuffet over, men så alligevel, så tæt på og så alligevel ikke og hvad nu hvis og hvad nu hvis… Det har i hvert fald givet mig motivation til mere!
-Svøm: 58.20 – 1.30 min/100 m.
-Cykling: 5.05.17 – 35,5 km/t (inkl. 5 min. straf)
-Løb: 3.26.29 – 4.53 min/km.
-Samlet 9.35.38

Dem som kender mig ved, at jeg meget nødigt bevæger mig væk fra Amager (med mindre det er på et fly…!), men i weekenden erfarede jeg, at hvis man bevæger sig ca. 330km nordpå, så ankommer man til den dejligste, lille svenske by Jönköping.
Og den var bestemt ikke blevet ringere stillet af, at Ironman karavanen var ankommet til byen og havde forvandlet hele centrum til Ironman Village. Byen skulle danne ramme for den allerførste Jönköping Ironman 70.3 – og hvilken ramme!
Opløbsstrækning igennem park med springvand og målgang foran rådhuset, Munksjön med den fine hvide bro, som passeres under på svøm og over på løb, og ikke mindst 90km one-loop naturskøn cykelrute, langs Vättern og ind i det ægte svenske bakkelandskab!
Forventningerne blev bestemt skudt i vejret da vi ankom til dette triatlon-paradis fredag eftermiddag
Jeg indrømmer, at jeg er en sucker for brandet! Med AWA status og Ironman tattoo er jeg en tro fan, MEN der er også bare noget magisk ved at ankomme til Ironman Village!!! Stedet syder af forventning, glæde, spænding og nerver! Man skal vælge sin påklædning med omhu, og naturligvis flashe sin sejeste Finisher t-shirt for at psyke de andre! Det er stedet, hvor jeg faktisk er trendy når jeg konstant render rundt med mit 920xt, og aldrig har man set så meget spandex og kompression samlet på ét sted… Kort sagt; I LOVE IT!
Vi har indlogeret os på Scandic, som ligger lige ved siden af finish line (altid praktisk!). Derudover har de været så venlige at rykke morgenmaden 1 time frem på race day, og kirsebærret er, at man kan få et varmt bad i deres fitnesscenter efter race – selvom vi skulle checke ud på dagen… Verdensklasse!!

Fredag byder traditionen tro på det såkaldte “pasta party” og efter at have deltaget i rigtig mange versioner af denne event, må jeg sige at Jönköping klart lander i top 3! Ved registrering får man udleveret en billet, som kan bruges på 5 forskellige spisesteder i byen. Vi vælger El Gordo ved søen, og veksler uden problemer vores billet for en lækker pastaret og alkoholfri øl – igen verdensklasse!
Den obligatoriske racebriefing bidrager til den gode stemning, og vi vælger modigt den svenske version – da vi tænkte vi ikke behøvede at forstå så meget, vi har jo prøvet det før :-). Vi får dog opsnappet at “tre av fyra” (3 ud af 4) er førstegangsdeltagere på halv ironman distancen (primært fordi speakeren nævner det ca. 30 gange i løbet af 45 min…), samt at der er 500 (!!!!!) meter fra swim exit til transition… 500m… det er langt – på brosten, i bare tæer og med en våddragt hængende om livet! Men, men, vi har prøvet lidt af hvert efterhånden, så mon ikke det går

Lørdag triller vi lidt ud på ruten, dels for at teste cyklerne, og dels for at opleve den hårdeste stigning, som vi kan se kommer indenfor de første 10km. Og den ER hård… og lang! Men ikke uoverskuelig, så vi er stadig ved godt mod og fryder os over den svenske natur og dagens gode vejr
Bike check-in forløber planmæssigt og jeg har fået en lækker plads lige ved ind/udgang ved siden af Pro’erne – Stærkt!!
Så er det bare benene op, Touren på fjerneren og masser af carbloading! We are ready!!

Race Day!
Jeg er en af de der typer, som bare IKKE kan slappe af omkring et race… Selvom jeg ved, at formen langt fra er på sit højeste, at for meget arbejde, mad og alkohol har sat sit tydelige præg, så VIL jeg performe! Jeg bliver så skuffet når jeg ikke laver et godt resultat. Jeg forsøger virkelig at nedjustere mine forventninger, men maven vil det anderledes og opfører sig som var jeg til OL-kval… Jeg er heldigvis en del af det bedste Team D&D, hvor den anden halvdel af teamet har en noget mere afslappet race-stil, og derfor kan dæmpe mine værste racenerver!! Vi slentrer mod transition for at tjekke dæk mv. og det er dejligt da vi spotter flere i ATK klubtøj og ved, at vi kan støtte hinanden når vi ses på løberuten!

Jönköping har som de fleste andre stævner indført Swim Smart, hvilket betyder, at alle har samme starttid, men man stiller sig op efter forventet svømmetid, og bliver herefter sluset ud i vandet, 4 ad gangen hvert 5.sek. Konceptet virker upåklageligt! Det går rimelig stærkt fremad og pludselig drøner armene afsted i en, omend noget mørk, dejlig ferskvandssø. Ruten føles lang, uhyggeligt lang faktisk, men det er super sjovt begge gange man svømmer under broen, hvor man kan høre tilskuerne heppe! Jeg kommer op ad vandet og bliver positivt overrasket over en ok svømmetid på omkring 35min. Herefter følger de grimmeste 500m løb/lunt med forsøg på at opbevare svømmebriller i våddragtsærme og andre spændende krumspring… Det lykkedes og er ikke så slemt som forventet. Skiftet går fint og jeg har overskud til lige at hjælpe en tritop ned over ryggen på en febrilsk deltager
Så er det ud på cyklen og aftalen var, at tage det helt roligt ud af byen, så vi var klar til den første stigning – den slags aftaler holder ikke længe i mit hoved… Så jeg hamrer afsted fra første km og kommer hurtigt ind i en god rytme. Jeg kan mærke, at cykelbenene har det godt i dag, og jeg overvejer lidt om jeg bare skal give den fuld gas, når jeg nu ved, at der venter mig et halvmaraton med en løbeform, som har været slået ud af kurs siden jeg blev syg efter Mallorca 70.3 i maj… Beslutningen kommer helt af sig selv; De fleste kvinder vil kunne nikke genkendende til, at mange mænd IKKE er glade for at blive overhalet – af kvinder! De bliver faktisk nærmest vrede, hvilket ærligt talt er en smule fjollet, men dem om det… Jeg ligger og skifter plads med de samme 5-6 mænd, som efter de indledende prusten forbi og rysten på hovedet, tilsidst må give mig et smil og anerkende, at jeg spiller med på deres banehalvdel… Og der bliver virkelig også kørt til! Jeg kan mærke at lårene har lyst til at træde og jeg er opildnet af at kunne køre med blandt de store drenge! En af dem råber i forbifarten; “We’re never gonna be able to run after this!!”, hvorefter jeg overhaler ham igen og råber tilbage; “I know!”
Da der er 30km tibage har jeg lyst til at give op og bare trille resten af vejen, men jeg beslutter mig for, at det her cykelpas skal satme være mit bedste nogensinde – koste hvad det vil på løbet!! Så efter 2.35 sætter jeg cyklen, og jeg er ovenud tilfreds og stolt af mig selv!! 34,8km/t i rullende bakker er bestemt godkendt i min bog!
Så skal det halvmaraton bare gennemføres om jeg så skal gå det hjem! Jeg kan mærke, at benene er tunge og den ene akillessene gør vrøvl. Jeg ved at, årets store mål stadig venter i oktober, så jeg vil ikke forcere en skade på et optaktsstævne! Jeg forsøger at holde et nogenlunde pace, men giver mig god tid til at gå igennem alle depoterne. Der bliver endda tid til ikke én, men to (!!!) kyssepauser for Team D&D på ruten – hvilket jeg ellers er kæmpe modstander af! Det er jo seriøs sport det her…
Men det hele er dejligt, vejret har for en gangs skyld næsten holdt tørt, jeg har haft den fedeste cykeltur i smuk natur, opbakningen i Jönköping er fænomenal, og der er masser af danskere som giver Amager et hep med på vejen Og lige pludselig er det min tur til at dreje fra på opløbet og krydse målstregen! Min 8. halve ironman distance, gennemført i en tid jeg ikke en gang havde turdet håbe på! Totalt 5.08 og endnu en medalje til samlingen – Sverige, du er jättebra!!!

Det havde været varmt hele ugen op til stævnet og efterhånden var det bare et spørgsmål om HVOR varmt det ville blive og ikke om det ville blive varmt. Solen skinner fra en skyfri himmel da jeg forlader københavn i en lejet bil, sammen med en klub kammerat og den er stadig ene om at dominere en blå himmel da vi omkring 9.45 rammer Karrebæksminde. Det er allerede møghamrende varmt, så gruer lidt for løbeturen som ligger ca. 4 timer ude i fremtiden.

Vi får tjekket vores cykler ind, jeg er i første heat med start kl. 12.00, det betyder at vores cykelpladser er tættest på cykel ud, porten. Fedest så skal vi ikke løbe så langt med dem. Jeg får fundet en god plads, let at finde med nogle tydelige pejlemærker. Får sat cyklen op, og får tanket op med væske. Skygge er der ikke meget af og man går alligevel rundt og snakker med klubkammerater og folk man kender. Hele tiden med en fyldt drikkedunk inden for rækkevidde, en chokolade croissant ryger også lige ned.

Kl 11.15 er der racebriefing i skiftezonen og omkring 11.30 står vi klar i vandkanten iført våddragt og badehætte, en anelse varmt, selvom man kan svømme lidt rundt, så man ikke smelter helt.

Kl 1200 går starten og et par hundrede eller flere deltagere forsvinder i en blanding af arme og ben, der pisker gennem vandet mod første bøje der skal rundes inden turen går langs stranden ud mod den næste. Der er ikke meget plads frem mod første bøje og jeg ved ikke helt hvad der sker, om det er varmen, en forkert vejrtrækning, min astma eller noget tredje, men efter 100 meters tid, klapper mine lunger fuldstændigt, jeg har svært ved at få luft. Pakket ind i tæt siddende neopren og med arme og ben overalt omkring mig. Kan jeg mærke en begyndende panik brede sig i kroppen. Heldigvis er jeg en rimeligt erfaren OW svømmer efterhånden. Men det er svært at kæmpe mod kroppens naturlige instinkt. Jeg forsøger at bevare kontrollen ned mod første bøje, kan jeg komme derned kan jeg svømme ud i siden og få luft og plads omkring mig. Det er en lidt skræmmende oplevelse at mærke hvordan kroppen og panikken prøver at få overtaget, jeg er millimeter fra at lægge mig om på ryggen og smide en arm i vejret. Kæmper med at få luft og holde armene igang. Efter første bøje, kommer jeg ud i siden. Langsomt bliver det bedre med vejrtrækningen, men pulsen banker afsted, armene er tunge og jeg er i den grad i iltgæld og får lige at toppe det, har jeg fået vand ind i masken, som opløser solcremen i ansigtet. Så nu brænder og svier mine øjne og jeg kan knapt nok se noget. Den her svømning skal BARE overståes NU!!

Efter hvad der føles som en evighed kommer jeg rundt om sidste bøje, kan rejse mig og løbe op mod stranden, min tid ligger over de 20 min. Langt fra mit normale niveau, men med tanke på at jeg var ekstremt tæt på at udgå, er tiden lidt ligegyldig. Jeg er normalt meget rolig i vandet og har ikke tendens til panik, så jeg er stadig usikker på hvad der skete, men det er måske sundt nok at prøve og vide hvordan man kommer ud af det igen.

På vej mod T1, løber vi forbi et væskedepot, jeg snupper en kop vand, skyller halsen og spærre øjnene helt op og kaster resten af vandet direkte i øjnene for at se om jeg kan få solcremen ud af dem. Det virker nogenlunde, nu kan jeg da se noget igen.  Videre ned i T1, et smut på toilet og så på cyklen og afsted.

Jeg kender ikke cykelruten på forhånd, men har hørt den er lettere kuperet med en del sving på. Så umiddelbart ikke en rute for et diesellokomotiv som mig.

Ret hurtigt mærker jeg at der slet ikke er hul igennem til benene, pulsen banker afsted og benene er tunge. Det er ret tydeligt kroppen stadig halter bagefter, efter den tur i vandet. Så jeg lader watt og puls være og kører rent på fornemmelsen, presser på for at se om der ikke skulle komme hul igennem til benene, efter 13.8 km ( ifølge Danielle) passerer jeg hende på cyklen og det er omkring der, jeg begynder at kunne træde igennem på cyklen. Jeg har drukket lidt over en halv dunk på det tidspunkt og spist en gel. Når jeg ser på mine km tider er det også de sidste 20 km jeg holder den højeste fart, omkring 37-38 km i timen

Cykel ruten er som forudset, forholdsvis kuperet, ikke det bedste underlag og på det andet af de to loops, begynder der at blive fyldt godt op. Omkring 800 deltagere på en 29 km lang rute er lige i overkanten. Godt vi ikke var det 1100 tilmeldte derude. Så hvis jeg skulle give en anbefaling til arrangørerne ville det være at lave en 45 km rute, og komme lidt væk fra de allermindste veje, hvor underlaget er elendigt og til tider tæt på farligt. Stor ros skal der dog lyde til trafik official, de gjorde et fint stykke arbejde.

Jeg rammer Karrebæksminde med omkring 36 i snit, helt som ønsket hvis man ser bort fra at jeg skulle arbejde hårdere end planlagt for det. Det viser sig da jeg kommer hjem at min bagbremse er begyndt at hænge lidt, ikke nok til at blokere, men nok til at cyklen føles tung at træde. En rundtur på Google, bekræfter at det er en almen fejl på den cykel jeg kører på, så der skal arbejdes hårdt frem mod Kronborg om 14 dage.

T2, går efter planen og jeg rammer løberuten efter ca. 2.30 min

Det er VARMT som i svine møghamrende mega ulideligt varmt!!! Så strategien er at lade løbet bestemme farten selv, finde ind i en rytme og håbe på den holder hele vejen hjem.

Mit pace ligger på de første par km på omkring 5.04 – 5.07 det føles ok, varmen er til at holde ud og chokket fra svømmeturen er væk, jeg har fået drukket og spist godt. ATK heppekoret er på plads, det kører faktisk nu. Løberuten går fra havnen og ned mod sommerhusområdet, en lille bakke skal forceres på vej derind, inden det går svagt nedad igen, folk hat fundet haveslangerne frem og et ældre ægtepar har lavet deres eget lille vanddepot, det er VERDENSKLASSE!! For lige en note til arrangørerne igen, ET vanddepot på 10 km er for lidt på en dag så varm en dag, det er muligt man passerer det tre gange (efter ca. 500 meter, 5 km og 10 km) så et vanddepot ude i sommerhusområdet må i gerne prioriterer næste år.

Lidt til min egen overraskelse holder jeg mit pace hele vejen hjem, mærker ikke noget til baglåret eller ballen, som stadig godt kan drille lidt. Der bliver klappet hånd med klubkammeraterne og kæmpet lidt mental kamp undervejs, alt det som hører til på et løb under et triathlon.

Publikum nede omkring vendepunktet er fantastiske, heppekoret er fantastisk, vejret er fantastisk. Så selvom jeg startede skidt ud vil jeg mene jeg sluttede stærkt. Efter 2.32.12 er jeg løbet ned af den røde løber langs kaj kanten, med overskud til en spurt. En truende DNF blev overvundet og jeg nåede næsten mit mål om at komme under 2.30

Efter løbet er det tid en alkohol frei Erdinger og en sludder med klubkammeraterne inden turen går hjemad til Amager, med en på dagen velfortjent medalje om halsen.

Er Karrebæksminde triathlon en godt stævne? Absolut! Kan de gøre noget anderledes? 100 procent. Med på dagen og med det vejr, er det svært at fokuserer på det negative, det kan vi altid snakke om en anden dag.

Tak til de klubkammerater der deltog, til jer der kom ned og heppede. I er bare med til at gøre Amager Triatlon klub, til den bedste klub. Det er med stolthed og ydmyghed, jeg efter alt at dømme sætter mig i formandsstolen her den 14. Juni (jeg har ligesom fundet ud af at katten er ude af sækken) Vi ses til Kronborg, Øresund, IM København og hvor vi ellers deltager.

Til slut et alternativt finisher billede. Og JO jeg havde haft masser af solcreme på.

Vejrguderne havde besluttet sig for at sætte lidt ekstra krydderi på weekendens stævne. Kæmpe bølger, massiv regn og heftig vind dominerede smilets by – og ved testkørsel af lidt af cykelruten lørdag går det op for os, at denne race day – det bliver en af de længere…
Men vi er ved godt mod:-) Vi er triatleter, det er henholdsvis 6. og 7. halve IM-distance for os hver, vi ved hvad der venter… troede vi…
Vi bor på det IM-anbefalede hotel Scandic inde i byen og de har sørget for kæmpe morgenbord fra kl. 4 på race day – det er verdensklasse!
Vi pakker os godt ind i tøj og regnslag og forbereder den lille gåtur til transition, men til vores store overraskelse er der også sørget for gratis shuttlebusser direkte fra hotellet – OGSÅ verdensklasse!

Vi ankommer til transition, hvor regnen siler ned, vi kan høre flagene smælde i vinden og skummet fra bølgerne sprøjter ind over molen… Vi skal bare i gang…! Når først vi er i gang, så er man jo i race mode og så kan alt andet være ligegyldigt. Vi er forberedt på vejret, vi har planlagt ekstra lag og ærmer til cykelturen – vi aftaler, at det vigtigste er at komme sikkert igennem! Det betyder stille og rolig svøm, og ikke cykle med hovedet under armen!

Alle atleter står presset sammen i teltet. Ingen har rigtig lyst til at skulle tage tøj af og trække i våddragten, men som tiden skrider frem er vi nødt til det, og pludselig står man der med bare tæer i mudder og vandpytter… skønt!
Vi trækker ned til svømmestarten og jeg tror næsten ikke mine egne øjne! Jeg har aldrig oplevet noget lignende… Bøjerne i vandet hopper og danser og det er umuligt at forestille sig, hvordan man nogensinde skal komme igennem de kæmpe bølger.
Arrangørerne har forkortet svømmedistancen til 1.000m – det er det eneste forsvarlige at gøre. I princippet ved jeg ikke om svøm burde have været helt aflyst, men det havde selvfølgelig også været bittert for oplevelsen.
Startskuddet går og der er ikke andet at gøre end at kaste sig i bølgen blå – eller nærmere bølgen totalt grumset af sand der hvirvler op….!

Jeg er en ok svømmer og jeg har ikke noget problem med OW – men det her – det er vildt!! For første gang nogensinde tager jeg mig selv i at svømme brystsvømning, simpelthen for at holde øje med, hvor og hvornår kommer den næste bølge?! Jeg kæmper og kæmper og føler ikke jeg kommer ud af stedet, men kan trods alt se, at jeg nærmer mig den næste markeringsbøje. Da vi har rundet begge bøjer og svømmer ind mod land, så tænker jeg at det værste er overstået! Nu får vi bølgerne i ryggen så det er jo bare ren bodysurfing… Not so much… Bølgerne brækker og det betyder, at man bliver tromlet under vand af skumbruset – man kan ikke undslippe, det handler bare om at holde vejret længe nok. Bølgerne er så kraftige, at mine briller bliver skyllet af! Jeg får dem hurtigt på igen, og så er det ellers bare ind mod land!!
Løber op i T1 og glæder mig over fast grund og den langærmede, varme trøje jeg skal have på! Ud på cyklen og så bare afsted! Regnen vælter ned og vinden kommer bragende ude fra vandet – tag det roligt Danielle – der venter en milliard rullende bakker, ingen grund til at brænde ud nu!

Cykelruten i Århus er fænomenal – til en solskinsdag… Det er en 1-loop teknisk krævende rute i smuk natur. Jeg prøver at nyde det, selvom det regner så meget at jeg må tage visiret op på de sidste 30km, og jeg håber og beder til, at jeg ikke punkterer! For hver km ser jeg nogen der står og skifter slange, og de hurtige drenge på pladehjul og lukkede ringe – de er ikke så hurtige når de kommer trækkende med deres cykler i vejkanten…
Mit elskede sorte lyn og jeg klarer den helskindet ind i T2 – og nu… NU kommer den endegyldige fejl…!

Jeg har valgt at løbe i mine lette Noosa sko, for jeg ved, at jeg kan lave en hurtig løbetid. Til 70.3 på Mallorca fik jeg nogle grimme vabler på tæerne, og har derfor eksperimenteret med at løbe med bare fødder – og det spiller max… når fødder og sko er tørre….!
Af uransagelige årsager – og selvom nogen gentagne gange siger til mig, at jeg nok bør overveje sokker i det her vejr – så vælger jeg at løbe uden barfodet i mine Noosa ud af T2…

Jeg når kun 10m, så kan jeg godt mærke, at der er noget galt. Stopper op for at fjerne et sandkorn, eller hvad der nu irriterer, men efter et par km, kan jeg godt mærke, at det er skoen der skarver mine hæle.
Jeg stopper op ved anden aid station og spørger efter plaster. De får fat i en samarit gut, som hverken har plaster eller sportstape – men han har almindelig tape… Hmm, jeg overvejer det et splitsekund, men tænker at det måske alligevel er for eksotisk;-)

Jeg har allerede spildt nok tid, så skynder mig videre. Det gør ondt nu, rigtig ondt, og jeg har kun løbet 5 km… Stopper op IGEN og spænder mine sko så hårdt jeg kan for at begrænse friktionen. Jeg ejer, som de fleste ved, ikke en stop-knap når det kommer til race…. Jeg har kun ét fokus og det er at krydse den målstreg – koste hvad det vil… Og det kommer til at koste denne gang!
Efter runde 1 møder jeg David på ruten og han er i et vældigt humør:-) Vi highfiver og han giver mig fornyet energi! Kom nu Danielle, bid smerten i dig, du er snart halvvejs!

Løberuten i Århus er den hårdeste rute jeg har prøvet. Der er to meget lange stigninger, som man skal passere 4 gange. Det er hårdt og jeg kan mærke at jeg løber helt forkert fordi jeg kompenserer for smerterne på hælene, så mine lægge kramper på stigningerne.
Det gør rasende ondt og regnen pisker ned, men endelig er mål indenfor rækkevidde. David kommer løbende modsat da jeg har ca 2 km tilbage og råber; Æd dig selv! Så det gør jeg… Spurter op ad den sidste stigning og flyver nedad mod mål! Det gør så ondt i mine hæle, at jeg er ved at tude, men nu skal det bare overstås!

Krydser målstregen i tiden 5.15 – slet ikke den tid jeg havde drømt om, og det rækker kun til en AG 6. plads, men jeg kan næsten ikke stå på mine fødder fordi de gør så ondt. Vakler hen til min street wear bag og tager en masse tøj på, så jeg kan se David løbe i mål. Han kommer smilende ind over målstregen og har haft et dejligt race:-)
Han spørger hvorfor jeg humper, og først nu kigger jeg ned på mine sko og ser at hælkapperne er fuldstændig sølet til af blod…. SHIT!
Må en tur forbi samaritterne, som dog bare hjælper mig med at få mine sko af og beder mig om at tage tørt tøj på, da mine læber er helt blå….
Vi får spist vores pasta, highfiver over præstationen og så er det hjem til hotellet så vi kan få varmen! Vores til dato hårdeste race er overstået og vi har fået vores medaljer som beviser, at vi er lavet af jern!

Efterspil; det jeg troede bare var et par vabler på hælene, udviklede sig til kæmpe åbne sår, som der så gik betændelse i. I skrivende stund, 4 dage efter race, kan jeg ikke stå på mine fødder. Anklerne er hævede og røde af betændelse, og sårene på hælene gør, at jeg ikke kan træde normalt men kun gå på tæer… Lægen har ordineret penicillin, men da det ikke har hjulpet endnu, må jeg nok hellere tage til tjek igen i morgen..:-(
Det er klart de dyreste lærepenge jeg nogensinde har betalt (og det siger ikke så lidt) – og for noget så idiotisk som at undlade at tage sokker på….!

Hvad er det man siger; Never try something new on race day… Efter 3 IM, 6 halve og et utal af sprinter, så er jeg åbenbart ikke blevet klogere…
Sometimes you’re just a plain idiot…

Jeg fulgtes med Sandra fra ATK op til cykel tjek ind og racebriefing om Lørdagen, og den vanlige shop “over priced” IM merchandise:-) Da Sandra blev i Helsingør fulgtes jeg med Dennis hjem i toget, her blev de sidste detaljer om løbet snakket igennem og vi aftalte at mødes dagen efter i lufthavnen kl. 05.15 så vi kunne nå Øresundstoget 05.22. Så kunne vi spise morgenmad og hyggesnakke undervejs.

En god aftensmad og den obligatoriske is senere, plus et par timer på øjet. Ringede vækkeuret 04.15, pænt tidligt i betragtning af at jeg først skulle i vandet 09.30 i tredje og sidste startgruppe. Men der er langt til Helsingør og skiftezonen ville lukke 07.55, så der var ingen vej udenom.

Blev helt ærligt lidt nedslået da jeg stod op, blæst og kraftig regn, stod ikke lige øverst på ønskesedlen for i dag. Men heldigvis som vi nærmede os Helsingør stoppede regnen, blæsten blev dog en følgesvend resten af dagen. Vel ankommet til skiftezonen lidt i 7 fik vi tjekket op på cyklerne, fik dem pakket med energi osv. Sagt godmorgen til dem jeg kender, det er faktisk noget af det fede ved at være til stævne, jeg kommer til at kende flere og flere, som men lige får en sludder med undervejs:-)

T1/T2 var en gammel værftshal, ret fedt koncept egentlig. Det betød lidt ekstra længde fra svøm til skift og videre til cykel og så videre. Men fordel 1 skifteposerne havde været i tørvejr hele natten, fordel 2 der var et tilstødende rum, hvor anden og tredje startgruppe kunne opholde sig indtil det blev tid til at komme i vandet.

Svømningen foregik i Helsingør havn med Kronborg som kulisse, godt tænkt og en lækker rute. Midtvejs var der en australsk landgang (op af vandet, løbe et stykke og så i til anden omgang) Havde svømmet et prøve svøm med Trinord et par uger i forvejen og var lidt bekymret for pladsen i havnen, men efter omstændighederne gik det fint. Der var den sædvanlige slåskamp, men ikke værre end det plejer, er blevet bedre til ikke at lade mig tryne og give igen, så ny PR på 31.07, god start på dagen.

T1 var til gengæld en langsom affære. Først var der rimeligt langt fra svøm til skiftezonen, dernæst havde jeg på forhånd besluttet at tage den med ro og bruge til på at få løse ærmer på, fandme svært med våde arme, samt en vindvest, når jeg nu ikke jagtede tider, kunne jeg ligeså godt gøre mig det behageligt. Ligeledes tog jeg cykelsko på i skiftezonen, da jeg kørte med strømper og ikke ville cykle med dem våde fra starten af. Så 7.58 min senere sad jeg på cyklen på vej ud af strandvejen.

Det var en rigtig lækker cykelrute, ret flad og den har potentiale til at være rigtig hurtig, vinden på dagen tog toppen af farten, samt var der to steder hvor Helsingør kommune havde lavet ny vejbelægning bestående af små granitsten, dårlig ide!! Men nu vil jeg ikke stille mig over til hylekoret, da min generelle holdning er at man må tage de udfordringer som vejen, vejret og andet nu en gang giver.

Selve cykelturen går fint, holder mig stabilt omkring de 35 i snit og et gennemsnits watttal på 225, kører på en god fornemmelse og vil ikke presse for meget på, målet er stregen ikke tiden. Ved omkring de 47 km overhaler Dennis mig, jeg lægger mig 10 meter bagved og holder fast, BUM omkring de 50 km begynder maven og rumle, ikke godt. Den begynder at krampe lidt, jeg holder igen med energi drik og gel og prøver med vand og en snickers ved de 60 km. Kan godt mærke at hvis jeg slår en prut nu, er det en god chance for at det ikke er luft der kommer ud:-( Ved de 75 km slipper jeg Dennis og lader ham kører, siger jeg skal tage det roligt, lidt ned i fart og op med kadance. De sidste 10 km er ren modvind og maven gør oprør hvis jeg presser på.

Normalt lader jeg skoene sidde på cyklen i T2, men jeg har fokuseret så meget på maven og det at holde puls underkontrol i modviden at pludselig er jeg ved afstigningszonen, shit fuck, nå pyt klikke ud og så løbe de omkring 200 meter i cykelsko(kan ikke anbefales) Cykeltiden blev 2.36.42 eller 34.46 i snit og en snit watt på 225. Ikke prangende, men fint i tråd med planen.

T2 ind af med hjelm og cykelsko, lige et godt kørt og fortsat god tur til Dennis, på med løbesko, startnummer osv og SÅ på lokum. Ved samtlige min guder, koldsveden springer og det føles som en eksorcisme, men 4 min senere er det overstået og jeg får det faktisk ok igen.

Ud på løbeturen og hvis ikke alle planer om tider og rekord jagt var lagt på hylden blev de det i hvert fald nu. Det første jeg lægger mærke til er at benene faktisk føles bedre end længe optur:-) det næste er ATK Heppekoret FEDT, Melcher vil lige hører hvordan det går, tidsregistreringen havde fucket op, så de troede jeg havde været på vej ud. Maven har det ok, så snupper et glas cola i første depot. Det hjælper, samtidig er mine løbetide egentlig ret fornuftige, så humøret er fint.

Løberuten er flot, specielt omkring slottet, det er en fed oplevelse at løbe rundt på stierne bagved og når man så bliver mødt af et dejligt team af søde piger der hepper og hujer helt vildt hver gang man løber forbi, bliver det ikke meget bedre. Eneste minus er at mit ur laver knuder i det, så jeg ikke kan stole på km tiderne, heldigvis viser det sig at være til min fordel.

De 4 runder bliver løbet i ny PR på halv jernmand distancen i tiden 1.46.43 eller 5.04 pr. km Tag ikke fejl!! Et halv marathon er altid hårdt, specielt efter en cykeltur:-) Men at møde så mange mennesker jeg kender, Jacqueline, Thomas, Ulrik, jeppe, ATK koret og alle de andre. Og samtidig have det godt hele vejen rundt, med overskud til smil og til at give noget igen, var fedt og helt klart en god oplevelse.

Så på en dag, hvor målstregen var eneste succes kriterier, er jeg ovenud tilfreds med tiden på 5.10.51 det var den perfekte afslutning på en lang sæson.

Husk det er ok, bare at tage ud og nyde det at lave stævne og ikke fokuserer så meget på tiden. THIS IS HOW WE PARTY

Som vanligt findes den også her med billeder:
http://nickihauglund.wordpress.com/2014/09/15/this-is-how-we-party/