Kl 6.15 var jeg oppe for at få spist nogle havregryn og få en kop kaffe – havde hørt at man skulle sørge for at få noget at spise et par timer før løbet. Kl 8.15 ramte jeg Islands Brygge og jeg kunne mærke stemningen begyndte at indfinde sig og jeg følte mig klar til dagens strabadser.

Da jeg afleverede tøjet ca. 40 min. før løbet blev skudt i gang, steg pulsen lynhurtigt fra 58 slag i minuttet til 79-80 stykker og spændingen begyndte lynhurtigt at indfinde sig. Lige så stille begyndte jeg at bevæge mig mod startområdet og der mødte jeg både Nicki og David. Vi placerede is lige bage i ballonerne som ville være i mål på 3.30. De første 5-8 km. løb vi og hyggede og det mindede meget om en ATK træningsdag så det var helt perfekt.

Vi ramte ATK heppekoret på trianglen og de var SÅ klar – de kan virkelig råbe så meget/højt at man føler man flyver forbi dem – STOR respekt!!! ATK – lålålålållå!!!!

Der var meget trafik lige ved fartholderene, så jeg tænkte at jeg kunne løbe foran dem for at få lidt mere luft – og det virkede – god plads og masser af luft. Da vi nåede de ca. 20 km ved fisketorvet skulle vi op ad afkørslen og der kom løbeteknikken med små skridt virkelig til sin ret – jeg overhalede en efter en lynhurtigt. Jeg kiggede på uret og pulsen sagde 165 og tid pr. km lå på 4.35 – og jeg følte mig uovervindelig samt at benene var super gode – det skulle jeg fortryde senere!!!! Samtidig havde jeg fået at vide af formanden om fredagen, at jeg ikke skulle forcere noget, så det brugte den ene halvdel af hjernen tid på at tænke over. Den anden halvdel kunne jeg høre Nicklas råbe at den sidste kilometer gerne skal være hurtigere end den første og det havde jeg så sat til de sidste 10 km ift. de første 10 km – så jeg led noget af personlighedsspaltning lige i den tid!!!

Den største fejl jeg gjorde da alt føltes godt var, at jeg tænkte på, at alle folk taler om at ramme muren. Jeg løb lidt samt smilede og tænkte når jeg passerer ATK heppekoret næste gang så skal jeg lige ud og spørge – ”Muren, hvad fanden er det”… Men da jeg rundede de 30 km. så lærte jeg om den – for når man sætter tempoet op – så skal kroppen jo nok også bruge noget mere energi – det spekulerede jeg så først på efter jeg kom i mål – ”BIG TIME rookie mistake”. Så de sidste 10 km. var ”stop and go” fordi jeg var nødt til at stoppe op og strække ud pga. af kramper 
Vi rundede igen ATK heppekoret på trianglen, men jeg havde nu kun overskud til at smile og give thumbs up til dem, for fokus var på at løbe så specielt som muligt så jeg ikke fik kramper konstant. Men heppekorets tilråb gjorde selvfølgelig, at jeg satte farten op, så 100 m efter kunne jeg stoppe op og strække ud igen :/

De sidste 7 km. var ren overlevelse og jeg begyndte at se tiden på under de 4 timer forsvinde og mit mål om at komme under blive mindre og mindre. Da jeg så løber over langebro hvor jeg bliver nødt til at gå for lige at få krampen ud af benet er der en tilskuer som råber til mig – ”Kom så Mathias – du mangle bare det sidste” og jeg tænker sådan ”en tosse” indtil jeg ser ned på mit nummer og der ganske rigtigt står Mathias – doooo!!!!! Og så kunne man jo lige give ham en high five og så starte med at løbe igen. 200 meter derefter kan jeg så bare høre at der er nogle som råber mit rigtige navn og der står ATK heppekoret endnu en gang i regnen og hepper de sidste kræfter ud af mig!!! Jeg får løbet de sidste 600 meter uden at stoppe og kommer i mål med tiden 3.50 – ikke helt den planlagte tid men stadig under de 4 timer, så jeg var godt tilfreds når jeg ser tilbage på løbet som helhed og de fejl jeg lavede – man skal jo lære det på den hårde måde for at huske det;-)

Jeg er helt overvældet over den støtte som bliver ydet når nogle fra ATK deltager i diverse stævner og det at folk gider bruge deres tid på at heppe os igennem – er super fedt (aka #AWESOME) og jeg måtte da også lige synke en lille klump i halsen da jeg løb over stregen for man bliver virkelig rørt og overvældet over den støtte!!!

Over and out fra en rookie med ondt i benene i dag!!!

Men lad os starte med begyndelsen.

Jeg havde omkring juletid besluttet mig for at CPH marathon 18. Maj skulle være et af mine års mål. Dels fordi det ville være en god mental øvelse, oh dear fik jeg ret der.. Dels for at prøve at løbe et marathon, uden lige at have svømmet 3.8 km og cyklet 180 km først.

Så på den måde kan man sige at det var min marathon mødom der blev taget der.

Træningen havde i månederne op til været god og varieret. Da jeg følger et fastlagt program fra OOB Coaching, var min træning jævnt spredt ud over de tre tri discipliner, svømning, cykling og løb. Som udgangspunkt føler jeg mig i god form, til tider faktisk i utrolig god form og med et SUPER VM i Halvmarathon i Marts under vesten, burde der ikke være noget at bekymre sig om.

Sandheden skulle vise sig at være en anden..

Første indikator burde have været Vikingesporet i Roskilde, slut April. Jeg var ikke specielt godt løbende, skylden blev placeret ved allergi og det at ruten var ny og ukendt og så endda trailløb. Men inderst inde lå tvivlen allerede og nagede, fik jeg trænet nok løb? fik jeg langture nok osv.

Det skal siges at jeg pt. kører OOB guidiance, hvor jeg selv skal rykke rundt på mine træningspas som det passer ind i mit program, samt at jeg ikke er i Ironman træning i år.

Lidt snak frem og tilbage med min træner Thomas, fik mig delvist overbevist om formen var der, hvilket den teknisk set jo også var. Men jo tættere på 18. Maj vi kom, jo lavere blev min motivation, hvilket tydeligt viste sig på min tilgang til kost og hvad der er sundt og ikke sundt at spise.

Da jeg samtidig kæmper med både astma og allergi, var der lagt i ovnen til en potentiel katastrofe.Ugen op til gik det helt galt, snotnæse, ondt i halsen og en læg der spændte op smed mig helt i kulkælderen.

Helle der altid bakker mig op, når jeg får mærkelige ideer (læs nye løb) mente at min hals og næse måtte være allergi symptomer der slog igennem, så på apoteket efter nyt allergi medicin, læggen tog min lokale akupunktør/massør sig af, samt fik jeg tapet den op på marathon expoen om lørdagen.

Således “klar” til kamp stod jeg op 06:30 søndag morgen og fik spist min havregrød, luftet hunden, drukket 500 ml energi drik. Altså en race morgen helt efter bogen.

Ca. 08:20 kørte jeg mod startområdet, fik smidt min cykel udenfor for Formand Melchers opgang(undskyld) fik tisset af. Ikke foran Melchers opgang;-) afleveret min after race bag og stillet mig klar ved startlinien.

Jeg havde aftalt med Knappe at mødes med ham og David ved 3.30 ballonen, som ud fra mit VM resultet, burde være et realistisk slut resultat.

Lad mig bare være ærlig, jeg gad ikke.. Lysten, gnisten kald hvad du vil var der ikke. Det skulle bare overståes, et hak i bæltet og så hjem. Det er så IKKE den rigtige indstilling at lave noget med, slet ikke 42,195 km løb.

Starten gik, jeg syntes egentlig at tempoet var lidt for højt til at starte med, men ren paradeløb over Langebro med Knappe og David åbnede nu en flig af tro på projektet. Efter omkring 6 km valgte jeg at slippe dem, tempoet var for højt på dagen, hvis jeg skulle igennem det her, måtte jeg kigge indad og sætte mit tempo ned og fokusere på mig selv.

Det skal siges at overordnet set er CPH marathon et fedt løb, lækker rute, fantastisk opbakning ikke mindst fra de totalt AWESOME ATK’ere

Aldrig har jeg kigget så meget på mit ur, sjældent har hver en kilometer føltes så lang.

Da jeg runder halvmarathon i en ganske fornuftig tid ca. 1.45 er jeg faktisk lidt overrasket, de 3.30 er stadig mulig, en opmuntring fra en kollega ved de 23 km, virker også umiddelbart som energi. Men en tissepause ved de 25 slår rytmen i stykker, derfra er det seriøst op af bakke, lårene gør vanvittigt ondt, hjernen forsøger med alle midler at få mig til at smide håndklædet og bare gå ud.. Bryggen er jo lige derovre på den anden side.. Gå nu bare hjem!!

Men tanken om alle dem jeg kender som råber mit navn når jeg løber forbi, det igen ULTRA AWESOME ATK LÅLÅLÅLÅÅÅ Heppekor, samt det at fandme er mig selv der bestemmer hvornår jeg stopper får mig videre, jeg oplever faktisk en opblomstring fra omkring 27-33 km, finder følelsen af at det glider som det skal, men fra de 33 sætter trætheden ind. Tæller kilometer, fortæller benene at de ikke gør ondt. Ser frem til at se heppekoret ved Trianglen igen, gør det bedste da Robert står med kameraet og råber VIS OVERSKUD.

Tilbage gennem Nørrebro, retur mod centrum ud mod bryggen og skiltet der viser 40 km. Hvem fanden har ændret hældningen på Langebro?? ATK heppere på Langebro, DAMN i er seje, for vejret er skiftet fra overskyet til silende regn.

Endelig målstregen!! Armene over hovedet, det lykkedes. På en dag hvor jeg var min egen værste fjende, hvor det mentale mindgame, truede med at vinde over psyken og viljen. Fik jeg klaret mig igennem og faktisk kun 11 min fra målet.
Og Thomas fik jo ret, jeg havde formen til et marathon.

Efterfølgende har jeg været skuffet, trist faktisk vred på mig selv. Men nu hvor jeg får det vendt, kan jeg ikke fornægte stoltheden og glæden ved at overvinde ikke blot de 42,195 km men også mig selv. Få vist mig selv at jeg har styrken og viljen, når hovedet ikke er med, kroppen gør ondt og det letteste i verden ville være at gå ud.

Den gamle sandhed holder stadig: Du er ikke bedre end dit seneste race.

Min personlige læring må blive. Værd klar på dagen, på nuet. Se ikke frem mod racet måneden efter, eller den Ironman i 2015. Det eneste der tæller er NU, lige her, det her race. Vær realistisk om din formåen, ned juster hellere fra starten hvis du ikke er på toppen. Vær taknemmelig for at du har muligheden og opbakningen og frem for alt nyd det!! Det skylder du dig selv, dem der står på sidelinien og dem der bakker dig op derhjemme, for alt andet DET ville være arrogant.

Og selvfølgelig skal der være plads til skuffelse, når tingene går en imod. Det er af skuffelsen at vi rejser os og kæmper os frem til nye sejre og nye mål.

Nu vil jeg se frem til Tri på tyren, så kigger jeg frem mod Øresund Triatlon BAGEFTER:-)

Der var flere højdemeter på 100m af ruten end på hele amager rundt, det var varmt og alt muligt andet var galt.

Grundet varmen havde jeg singlet fremfor ATK trøjen på, plus at jeg var nede og gå da Heppekoret kom forbi. Ah men alt var galt.

Så jeg vil gerne først beklage for Søndagscykelholdet, at jeg var så ekstremt sløj en rotte når i kom forbi.

Dernæst vil jeg gerne melde mig til Vin- og Kaffeudvalget, og konvertere mit abonnement til et supportmedlemsskab.
Og til sidst vil der snart blive mulighed for gratis at overtage en masse løbstilmeldinger i resten af 2014.

På gensyn til næste møde i Vin- og kaffeudvalget.

BLIIING….. Jeg åbner øjnene. Det er lørdag morgen. Kigger på telefonen. 06.57 siger klokken. Egentlig skal jeg først op om en halv time. Men nu er jeg jo vågen, og en lille kilden i maven samt en glad følelse over dagen der venter, får mig til at sparke dynen af og påbegynde morgenrutinerne.

Som så mange andre lørdag morgener skal min Marie og jeg løbe Parkrun kl. 9.00. Denne lørdags Parkrun er dog vigtigere og mere spændende end normalt for mig.
Jeg har i næsten 3 måneder været plaget af skinnebensbetændelse, som er kommet og gået 3-4 gange. Just som jeg har troet det har været væk, og jeg derfor har tæsket løbeskoene fuldstændig igennem igen, er det – SMASK – kommet tilbage igen. MEGET frustrerende! Jeg har derfor ikke kunnet løbetræne så meget og så hårdt, som jeg gerne ville.

Fordi jeg ikke har kunnet træne igennem, har jeg haft vanskeligt ved at finde ud af, hvor min løbeform var henne. De sidste mange lørdages ParkRun er gennemført i et afdæmpet tempo, for ikke at fremprovokere skinnebensbetændelse endnu en gang. Jeg har nu givet skinnebenet ekstra lang tid til at komme sig, og så iøvrigt lige lidt tid ekstra igen. Jeg føler at jeg er skinnebensbetændelsen kvit. Men hvad kan jeg?! Hvor hurtigt løber jeg efter al denne tilbageholdenhed i løbetræningen?

Denne lørdags ParkRun er den store test på løbeformen før VM halvmaraton om en uge. For første gang i lang lang tid skal ParkRun igen foregå for fuld udblæsning og med brækfornemmelse, når jeg passerer målstregen – Hvad kan jeg?!?
Solen skinner. Der er blå himmel. Man kan høre fuglekvidder. Marie og jeg begiver os afsted mod ParkRun i roligt opvarmningstempo. Som forventet er der stort fremmøde på denne dejlige dag. Vi er omkring 70 glade løbere på alle niveauer. Der er smil. “Godmorgen”, “Godmorgen” lyder det gentagne gange, og det ER en dejlig morgen. Jeg kender næsten alle ansigterne, og jeg får en hyggelig sludder med Kenneth og Bo.

Vi begiver os helt hen til startstregen. Jeg stiller mig i forreste række. Jeg er tændt! Den skal have MAKS GAS! Jeg har spottet indtil flere af de gutter, som plejer at løbe hurtigt – hurtigere end mig.

BANG! Starten går. 5 km race ahead! Benene er lette. Jeg føler overskud. Hurtigt bliver der dannet en gruppe på 7 gutter. Jeg ligger og putter mig bagest i gruppen. Det er super! De andre tager vinden, og jeg skal bare følge med.

“BIPPELIP” klimter mit ur. 1 km done. “WÅUW” tænker jeg. Udlægget er hurtigt! Men jeg føler mig stadig ovenpå. Og jeg følger stadig fint med de hurtige drenge. Vi fortsætter.

“BIPPELIP”, 2 km done. “WÅÅÅHÅUW” tænker jeg. Jeg holder næsten farten. Det her er vildt. Jeg kan slå PB! Og jeg kan fortsat følge de hurtige drenge. Det er fedt! Jeg putter mig fortsat bagest i gruppen. Det kører! YES YES YES!
Pludselig sker der noget forrest i gruppen. En anden gut har taget fronten og farten er blevet sat op. “HYYDR HYYDR” stønner jeg. Den skal jeg ikke med på. Jeg ligger i forvejen på grænsen. “Lad dem løbe Kim lad dem løbe” tænker jeg. Arhh KOM NU! Du kan godt! HYYYDR HYYYDR! Jeg giver slip. Falder af gruppen. Jeg må finde mit eget tempo. Pulsen skal lidt ned. Jeg er lige nu i for stor ildgæld. Farten skal en kende ned. Ro på.
Jeg finder hurtigt mit eget tempo og kæmper videre. Splittiden på den tredje km er faktisk fin selvom jeg føler, at jeg har neddroslet tempoet. Jeg fortsætter.

“BIPPILIP”, 4 km done. NOOO! Jeg har løbet over 20 sek langsommere end på de to første kilometre. Tag dig sammen Kim! Kom nu! Det sidste! En gut kommer op bagfra og overhaler mig. Hæng på! Kom nu! Forgæves… Jeg må holde mit eget tempo. 0,5 km tilbage, jeg begynder at hente ind på gutten der overhalede mig. Nu skal det sidste pines ud. Jeg kæmper! Kan jeg nå at hente ham? Kom nu! Vi nærmer os målstregen. Han har også sat farten op. Jeg når ham ikke, men han var nu alligevel en god hare for mig. Jeg takker ham efter vi er kommet i mål og har pustet ud. Jeg er glad. MEGET glad! Jeg har løbet stærkt. Og jeg har ikke ondt i skinnebenet. Der er blevet slået et halvt minut af min PB på 5 km – SUCCES!

“VM halvmaraton – jeg er mere klar til dig end jeg troede” tænker jeg. Jeg har farten! Men har jeg udholdenheden…? Hmm…

Lundberg