http://hauglund.dk/2015/09/03/this-is-not-a-tea-party/

Min Ironman beretning 2015 starter bedst dagen før, for efter cykel tjek ind og en lille times hygge med mine forældre i solen ved strandtutten. Er det hjem til Nicolaj og Malene fra klubben, hvor vi skal spise aftensmad, samt det er meningen at Martin Melcher og jeg skal sove. Så vi kan være friske til starten Søndag morgen, en overnatning der hurtigt i ugerne op til blev døbt “ironman sleepover pyjamas party”

En lækker pasta, kyllinge og grøntsagsret blev indtaget på terrassen sammen med en Carlsberg Nordic (man er vel seriøs), Helle og ungerne blev sendt hjem og vi tre drenge efterlod Malene på terrassen og gik igang med at nørde ironman og motivationsvideoer.

En tur på stranden til en is og check af svømmeområdet og bøjernes placering blev det også til, inden dagen sluttede med kage og flere videoer.

Efter en god nats søvn. ringede vækkeuret kl. 04.15 “rise and shine” det er raceday, huset dufter af havregrød og kaffe, der en følelse af spænding og forventning i det lille køkken og vi når vel alle at besøge toilettet et par gange inden afgang. Ca. kl.5.30 er vi klar til afgang, den korte gåtur til startområdet. Det er altså luksus at bo så tæt på stævnestart, det gør bare tingene så meget nemmere.

Solen er ved at stå op da vi nærmer os startområdet, der summer af liv, kendte ansigter og en for mig tydelig duft af neopren, kædeolie og nervøsitet. Der er bare mere spænding og intensitet i en skiftezone til et ironman stævne, det her er DAGEN vi har trænet i mod, her er der ikke noget med at køre den hjem på rutinen. Jeg får tjekket min cykel, pumpet dæk, fyldt vand på dunken, sat skoene fast i pedalerne og min garmin gps fast på styret. Mens jeg står og klarer det sidste, kommer min kollega Kenneth forbi.

Kenneth og Nicki, Ironman Copenhagen 2015.
Foto af Helle Arensbak

Han får præsenteret mig for en fotograf han kender, som vil prøve at fange os med linsen i løbet af dagen, så egen fotograf, Nice!!

Tiden frem mod 7.30, hvor T1 lukker går hurtigt, der bliver hilst på venner og bekendte, besøgt toilettet igen og så det tid til at hoppe i våddragten og få varmet op i vandet, inden starten kl. 07.40

7.35 står Nicolaj og jeg klar i startboksen, proceduren er ændret i år, så mænd og kvinder i samme AG starter sammen. Den varslede “hold hinanden i hånden to og to” start udeblev dog. Så da starten går, går vi alle i forholdsvis god ro og orden frem mod måtten og ud i vandet.

Et af de sidste råd jeg giver Nicolaj inden start, er at starte roligt og finde rytmen og så give den gas på tilbageturen. Nu har jeg aldrig været god til at følge mine egne råd, så i det øjeblik jeg rammer vandet, går jeg i racepace. Ikke decideret bevidst, mere fordi sådan er det bare. Der er mennesker overalt og du vil bare FREM!! Jeg finder hurtigt rytmen og mærker at tempoet er hårdt, men tilpas, jeg kan godt holde det hele vejen rundt. Til gengæld frustrerer det mig at jeg ikke kan få min højre arm til at trække igennem. Det er som om at alt det der fungerede i ugerne op til er forsvundet. Jeg kan godt se at jeg overhaler rigtigt mange også dem fra startgrupper foran mig, men på vej fra sidste bro og hjem er jeg alligevel forberedt på en middel tid. Så jeg er overrasket over at jeg når at se uret står på 1.03.xx, inden jeg får trykket på lab ankommet på land igen.

Svømmetid 1.03.20

T1 går bedre end ventet, der er god plads i teltet og ingen stress, sikrer mig at jeg har det hele.

T1 5.35

Så det tid til favorit disciplinen, 180 km på cykel. Da temperaturen er gået fra fin til VARM de sidste 8 – 10 op til stævnet, var der ingen grund til løse ærmer eller en lang trøje. Det var bare ud af T1 op på cyklen og afsted, mærker med det samme på vinden, som der er ret meget af, at den ikke er optimal i dag. Min eneste mål for dagen har hele tiden været en cykel tid på sub 5 timer lig med 36 km/t. Og på min nye Felt IA4 med full carbon hjul og aerocover, var det i hvert fald ikke udstyrets skyld hvis det ikke lykkedes.

Godt ude af byen og ud forbi Mikkelborg, hvor min tidligere kollega Peter står og hepper, fedt!! Altid rart at blive råbt lidt af. Der er mange der mener at cykelturen under en IM er lang, hård og kedelig. For mig flyver tiden afsted, der er så mange ting at holde øje med. Watt, puls, energi indtag, de andre deltagere osv.

Mit wattmål for dagen er omkring de 220 og pulsen omkring 130 i snit. Så der bliver holdt skarpt øje hele vejen, vinden er som nævnt ikke 100% til vores fordel. Første tur op af strandvejen er der side modvind efterfulgt af medvind på tværstykket, der er det bare ikke rigtigt til at udnytte, da det er den mest kuperede og tekniske del af ruten og jo der er selvfølgelig modvind på stykket fra Allerød og hjem.

De to første sæsoner jeg kørte, lod jeg mig blive møvet for meget af de andre deltagere og på den måde miste fart og rytme. Det har ændret sig i år, dels på grund af mere fart og mere rutine. Så jeg holder min rytme og nyder at det i laaaangt de fleste tilfælde er mig der smutter forbi og ikke omvendt. Det er bare som om at jeg ikke finder mig ordentligt til rette på cyklen den her gang, muligvis det er min saddel, som sidder forkert(testede en ny ugen før DUMT) eller om det bare er en dårlig dag. For begynder efter første runde at få nakkesmerter, efter 130-140 km begynder overbelastningen i min venstre balle at gøre ondt, ydermere har et par ligget foran mig de sidste 10-15 km, hvor den kvindelige del drafter for VILDT!! Fokus er ved at ryge, så springer i depot på midsterstykket og tisser og lige får styr på hovedet igen.

Det giver mig så et andet pres, gennemsnitsfarten som hidtil har ligget stabilt på 36.6-36.7 er faldet til 36.1 og med modvindsstykket fra Allerød og hjem, skal der nu pludselig holdes tempo. Jeg tillader mig at øge presset lidt og fokuserer på tiden, det fjerner fokus fra nakken og ballen, helt perfekt. Jeg overhaler min gode ven Dennis lige før Kongevejen, en hurtig hilsen og videre. Da jeg rammer modvinden kan jeg godt mærke at jeg må lette presset lidt, hvis jeg skal holde til de 42.2 km der venter lige om lidt. Tjekker tid og afstand og må acceptere at sub 5 nok ikke bliver i dag. Sidste tur op af Geels bakke, folk der hepper og ind mod byen, da vi drejer fra på standvejen og kører ind mod T2 står der et skilt der viser 170 km. Det passer sgu ikke tænker jeg, der er MAKS 8 km tilbage, jeg kender den rute og ved hvor langt der er. Tjekker uret, lige over 15 min til jeg runder de 5 timer. 15 min til 8 km, det er helt klart muligt. Jeg holder tempo og rammer T2 i tiden 4.59.46 mission fuldført, at ruten så måske er 2 km for kort kan ingen læse på resultatlisten. Watt normalisret power 216 og snitpuls 132

Af cyklen og ind i T2, benene er lidt stive, betaler prisen for forceringen på cyklen og kan mærke overbelastningen i begge baller nu, får min pose og kommer ind i teltet og får skiftet. Bruger lige et lille minut på stræk af baglår og et smut på toilet og så ud på løberuten.

T2 5.20

Det første jeg passerer på min vej rundt på ruten er Amager Triatlon Klubs heppekor, det er et kæmpe boost at få når man løber forbi. Masser af gode kammerater, musik og larm. Lige hvad jeg trænger til for at komme i gang. Da jeg har rundet Christiansborg ser jeg Helle og pigerne, dejligt

Jeg har forsøgt at lægge roligt ud på løbet, da det er varmt, meget varmt og jeg ved at mine baglår og baller før eller siden vil gøre livet surt for mig. De første 4 km går fint efter planen om at holde et tempo omkring 5.30 min pr km. Derfra går det ned af bakke, varmen tager fat i mig og efter 10 km begynder baller og baglår for alvor at brokke sig. Det er her man enten går ud eller kommer ind i en form for trance tilstand og fortsætter, et skridt af gangen mod målet.

Resten af løbet er en stor sammenblanding af indtryk og tiden flyder sammen. Jeg løber med Nicolaj, min ven og klubkammerat et stykke tid, løber fra ham på langeline broen og er foran en rundes tid, for så at blive hentet og overhalet af ham. Jeg husker at Sascha som sidste år vandt sin AG 18-24 udgår efter en 6-8 km, skide synd for hun var godt kørende. Der er bare bryster på kajakbroen ude ved Nykredit (den slags ser og husker mænd) Jeg overhaler Martin min træner, som vist også har en lang dag på kontoret.

Ude ved langeline depotet, får jeg kontakt med Nicolaj igen. Hans akillessener er stået af og krampen truer i baglåret, vi bliver enige om at følges resten af vejen hjem. Om det er 15 eller 20 km erindrer jeg ikke, ved bare at vi løber sammen, går i depoterne og på de små men nu stejle bakker.

Overalt på ruten er der folk jeg kender. Du er sej Nicki, det ser godt ud det der, hey du ser jo frisk ud, kom nu du er der næsten. Jeg suger dem til mig, sammen med Cola, vand og æbler. Det er hvad maven håndterer.

Vi bliver enige om at krydse målstregen sammen, nu har vi kæmpet sammen så længe. Så virker det rigtigt at lave opløbet med hinden i hænderne løftet over hovedet.

Ind på opløbsstrækningen, fulgt af Thorbjørns Sindballes ord i højtaleren:

Så har vi en fra Amager Triatlon klub – der kommer ikke bare en der kommer to! De har hjulpet hinanden, støttet hinanden. Kæmpet derude sammen som brødre – mine damer og herrer Nicki Hauglund og Nicolaj Mangaard YOU ARE AN IRONMAN

Efter 10.31.45 er målet nået. Min anden Ironman er genneført i en tid jeg ikke havde turdet drømme om 2 måneder før, efter Challenge Denmark. Hvor jeg faktisk i en lille uge havde afskrevet IM CPH

Løbetid 4.17.47

Jeg forbedre min tid samlet med 22.58, jeg cykler under 5 timer, svømmer det bedste nogenside og smider så 11 min på løbet kontra første gang. Men jeg er tilfreds, glad og stolt, jeg har kigget mig selv dybt i øjnene i spejlet og der er ikke nogen steder jeg kunne eller ville have gjort noget anderledes.

Jeg kan hverkan nå eller huske alle jer der fortjener ord med på vejen for støtten på ruten og i dagene, ugerne og månederne op til, i ved hvem i er.

Jeg vil blot fremhæve Helle og ungerne, Martin min træner som fik så meget styr på skaden at deltagelse var mulig, samt Nicolaj og Malene. Nicolaj for mange gode træningstimer og selskabet på ruten, Malene for at åbne hjemmet for vores pyjamas party.

Samt til Helle Arensbak og Joh-foto for billeder.

Jeg slutter med disse ord fra Jørgen Leth sagt om Triathlon til det første Challenge Copenhagen i 2010:

Jeg forstår godt, hvad det er, der driver et menneske til at gøre det umulige – til at overvinde modstand – til at bryde barrierer – til at finde nye grænser – til at måle sig med sig selv og udfordre de andre. I denne kontinuerlige match. Der er man alene. Man skal finde stoffet inde i sig selv. Man skal grave dybt, og når man graver dybt kan man finde guld.

Dette er ikke et teselskab

The 21st of june i crashed during IM kronborg 70.3.
i remember being on the bike, but all of a sudden i heard the nurse say: “we will stitch you up, but we can not sedate you”

it turns out that i crashed going in to T2, and my face broke my fall.(my face was broken as well)

Next comment of the nurse: forget about training and racing the next 2 to 3 months, your concussion needs time to heal.

on the other side of my hospital bed, my wife looks at my with a look that cold have killed me. the only thing she is mumbling is” you and your stupid bike”

after my wife calmed down a bit, she agreed on letting e race copenhagen. ( i also told her, that she would never hear the end of it if i didn’t)

so without trainig the last 8 weeks before the race, with my body stil in recovery mode, i stood at the waterfront on sunday morning. scared and unprepared, but determined to bring a medal home for my 3 year old daughter.
My raceplan: i have 16 hours, use them wisely.

the swim has never been that easy, warm and relaxed. There was no chaos, that you find at 70.3 starts. after a solid but conservativ swim of 1.34 i went into T1.

Because i was going to enjoy me race i decided, to switch to BIB shorts, witch was gonna make shure my ass had a nice day as well.

the corner……….the ATK corner i simply amazing.
walking towards the mounting line, i could already hear you guys. passing the corner gave me goosebumps all over. The realisation of racing kicked in!!, now i am really scared.

my bike strategy was honest and simple, SURVIVE.
i erased distance and speed from my computer, only having power and candance was gonna do the trick.
i really set my goals low, because of the heat and wind.
(powerzone 121-166)
second time up Geels bakke, i met my wife and daughter.
I stopped for about 15 minutes to hug them and assure them as was fine.
Seeing them made me realize that i needed to be super safe going in tho T2. so the last 15km i kept repeting in my head:
DO NOT FUCKING CRASH; DO NOT FUCKING CRASH

and i didn’t

going in to T2 was the best feeling ever!!!
but i finding out my 920xt had no life left in it, was a total bomber. I really hoped that the battery desinger, had a very painfull mishab that day, cause i was running blind now.

but to hell with it, i had 7 hours to get to the finishline.
and i knew i maybe had to use the all. With or without my garmin.

the first 20km past while i was totally enjoying myself, but at 22 km i got into trouble. the walking started.
langelinie was living up to its name IT IS A FUCKING LONG LINE.
after hi-fiveving prins frederik. i picked up a bit more speed.

But what Martin Vesterhede told my 12 hours earlier became reality. “you race will start at 30 km into the run”

as the sun went down, the wind picked up. i realized i was gonna make it in time. Double checking the time everything change i got. i walked the last 6 km towards the finishline.
I needed to make sure i didn’t do a Danielle and cross the line, so i just walked. My proudest and longest walk ever.

So after 14 hours 45 minuter and 58 seconds i on allowed to call myself an ironman.

thank you so much for all the support and positiv vibes underway. i makes my extra proud to wear green/black.

next year i will be there again, cheering for other being as stupid as me:-)

love to you all,

Captain slow

ATK – I har fucking stjålet mit hjerte!!

Igår tilbagelagde jeg mig de magiske 226 kilometer, der skal til for at kalde sig en Ironman. Det var AL-DRIG sket uden jer- det kan I være 100% sikre på. Dén opbakning, dén klubfølelse og fornemmelse af at “høre til nogen/noget”, den er uvurdérlig!!

Jeg har, siden jeg blev medlem, været ret meget on/off på events (nok mest off når det kommer til træning), og de sidste par svære måneder i privaten har bestemt ikke gjort det mere stabilt.

Men igår stepper I kraftedeme MAX op. For satan, jeg var aldrig kommet igennem det uden jer. Fra I stod ved broen lige efter T1, efter jeg fuldstændig ude af det blå havde smadret mine egne (dystre) svømmeforventninger til I stod dér, lige efter T2 og bare gav den SÅ meget gas at man glædede sig som et lille barn til at komme forbi supporterinfernoet på løbeturen. Det er ren verdensklasse.. For ikke at tale om klubkammeraterne ‘in action’, der giver high fives og gode råd undervejs. Det er ren kærlighed..

Tak ATK! Tak..

“IronBrian”

https://amagertriatlonklub.dk/wp-content/uploads/2014/09/K%C3%B8benhavns-Jernmand-2014-R%C3%86SRAPPORT.pdf

Det tog mange måneder, førend jeg kunne tænke tilbage på den dag uden at få en klump i maven og tårer i øjnene! Derudover var min ankel totaltskadet, og flere læger konstaterede, at jeg ikke kom til at løbe igen før om 1 års tid….!!!

Well – I proved them wrong!

Mange måneders hård genoptræning, Ibuprofenkur samt disciplin om ikke at forcere træningsmængden, førte til, at jeg den 31. december 2013 kunne deltage i Spartas Nytårsløb og fuldføre min første 5 km i 6 måneder – VICTORY!:-)

Derfra tog træningen fart og motivationen for at komme stærkt tilbage var på sit højeste.
Da der blev åbnet for tilmelding til IM CPH i efteråret, sad jeg stadig med en ankel, der ikke virkede. Men jeg kunne næsten ikke bære at vente 2 år på den Ironman-titel som jeg havde sukket efter så længe…
Så jeg tog chancen og smed de 3.500kr på en tilmelding – så måtte det briste eller bære…
Og man må sige, at det bar! 8 måneders benhård træning kulminerede med en Finishertid på 10.53.42 og en 12.plads i AG:

Svøm 1.10.14
Cykel 5.33.05
Løb 3.57.56
+ALT for lange transition-tider… men sådan er det i dårligt vejr når man skal pakkes ind og ud af flere lag tøj!
Jeg havde satset på;
Svøm 1.15
Cykel 6.00
Løb 4.00

Så raceplanen holdt – plus lidt i godteposen:-)

At køre et race på hjemmebane, er bare altid lidt lettere. Svømningen gik helt super, men man kender jo også den rute til hudløshed…
Runde 1 på cyklingen gik perfekt, og jeg rundede de 90km i nøjagtig samme tid som på Øresund (2.43). Jeg tænkte, at jeg nok hellere måtte sætte farten lidt ned, men det kom helt af sig selv, da jeg ramte den meget kraftige modvind på runde 2. Der er ikke noget så demotiverende som modvind… jeg hader det! Og man spilder simpelthen så mange kræfter og energi på det…
Anyways, hjem ad Kongevejen går det ok, og da vi rammer Hellerup, så er den jo næsten i kassen – ingen punkteringer – perfekt! Og lad mig samtidig give stor ros til Fullcarbon-drengene; de 88mm hjul spandt som killinger hele vejen, og min lækre ATK-bike fik mange klap og opmuntrende ord i løbet af turen:-)
Gennemsnitshastighed på 32,4km/t… tja, med den vind kunne man vel næsten ikke forvente andet.

På det sidste stykke bliver jeg i tvivl om, om jeg har givet for meget gas på cyklen… skal jeg virkelig løbe et helt maraton nu??!!
Men afsted på ruten i de lette Asics Noosa Tri-sko – og sørme, benene er flyvende!
Jeg lægger bånd på mig selv, for aftalen var, at dette race KUN handlede om at gennemføre! Så jeg holder mig til planen – løb fra depot til depot – spis, drik og gå igennem depoterne.
Der er MANGE depoter på CPH, hvilket er fedt! Men jeg fristes til at springe et depot over en gang imellem.. NEJ, hold planen Danielle – du skal helt i mål denne gang! De sidste 2 km SKAL i banken!!! Så jeg løber et dejligt tempo, pulsen er helt jævn (jeg træner ikke med pulsmåler, men jeg kender efterhånden min krop godt nok til at vide, hvad den kan og ikke kan) og jeg er hverken stakåndet eller forpustet. Hvilket samtidig betyder, at jeg kan gøre det jeg elsker mest; nyde løbet i fulde drag og suge alt publikums energi til mig – og give lidt igen til publikum
Og ganske rigtigt – ATK-heppekoret er i hopla!!! Det er det vildeste kick at komme forbi jer! Det er det eneste der holder en oppe på den laaaange og keeeedelige tur ud til Langelinje (som i øvrigt har 3 forfærdelige bakker!!!). Kun den frygtelige byge og orkan-agtige vind som rammer os på min 2.runde (naturligvis på Langelinje – skodsted!) får mig lidt ud af kurs… Jeg ryster af kulde og beder til, at det skal stoppe igen! Bønnerne bliver hørt og smilet bliver gravet frem igen – fremme venter ATK-heppekoret
Runde 3 er tough – man ved, at man skal forbi det hele én gang til og kroppen begynder at være mærket af en lang og hård dag… nu gider jeg snart ikke mere!
MEN – det betyder selvfølgelig, at man endnu en gang får fornøjelsen af ATK-heppekoret, så det hjælper på motivationen! Desuden ved jeg, at den er hjemme – stængerne har det ok og jeg vil kunne gå i mål – hvilket jeg dog absolut ikke har nogen intentioner om… Næ nej, denne gang skal den løbes hjem i fin stil! På runde 4 kigger jeg på mit ur for første gang. Jeg har med vilje ladet være indtil da, da jeg ikke ville presse mig selv til at gøre andet end at nyde løbet. Shit – jeg bliver totalt overrasket; 3.09… jeg når det sgu inden for de 4 timer!! Optur:-)
Gennemsnitshastigheden blev 5.38min/km – og med toiletstop og ca. 22 depotbesøg, så er jeg fuldt ud tilfreds!

Og ganske rigtigt – endelig rammer jeg opløbsstrækningen for sidste gang og publikum brøler!!
Endelig, endelig efter 2 år skal jeg krydse den målstreg jeg har længtes efter, og høre de forjættede ord;
Danielle – You Are An Ironman!!!
FAN-FUCKING-TASTIC!!!:-)

Jeg kan som sagt ikke takke jer nok for den massive opbakning vi fik derude! ATK er en fantastisk klub og sammenholdet priceless! En af grundene til, at jeg kunne gennemføre i så fin en tid, er de mange, fantastiske fællestræninger! Jeg nyder hvert et øjeblik sammen med jer, og samtidig er træningen ufatteligt effektiv!

Af hjertet tak! YOU PUT THE “A” IN AWESOME!!!
Og KÆMPE TILLYKKE til alle de andre ATK’ere! Det var en fornøjelse at møde jer ude på ruten – I er sgu nogle seje gutter og gutinder!!

Da jeg kom ned for at gøre cyklen klar, kunne jeg mærke at lidt ekstra søvn ville have gjort underværker, men det var der altså ikke noget at gøre ved. Jeg livede mere og mere op, eftersom startskuddet nærmede sig, og jeg var helt oppe at dirre da vi sprang i vandet. Svømningen gik rigtigt fint, bortset fra et par slag i hovedet under starten, men det hører jo med:-) Svømmetiden blev 1:04:45 så det var jeg rigtigt godt tilfreds med.

På vej op ad vandet, kunne jeg næsten ikke bøje mine dybfrosne tæer, så jeg skyndte mig at komme i noget tørt tøj og ud på cyklen. Selvom jeg “skyndte” mig, tog skiftet alligevel 7 minutter!!
De første 10 km på cyklen frøs jeg som en gal, men det gik hurtigt over, da der først kom gang i benene. Cyklingen var hårdere end ventet og modvinden tog hårdt på mine kræfter. Jeg følte dog at benene var ok indtil omkring 100km. Her begyndte jeg at blive træt. Både i benene og i hovedet. Jeg havde mest af alt lyst til at nappe en skraber i grøften. Efter 116 km måtte jeg en tur i asfalten. Trætheden og frustrationerne over ikke at kunne køre hurtigere, gjorde mig uopmærksom, og i en overhaling havde jeg overset en af de røde kegler, hvilket kostede en rutsjetur på vejen. Jeg slog min fod under styrtet, men slap ellers med hudafskrabninger hist og her, så jeg var hurtigt oppe igen.
De sidste 60 km af cyklen var decideret ubehagelige, og jeg var lykkelig for at stille den fra mig i T2. Tiden blev 5:36, hvilket var noget langsommere end ventet.

T2 gik gnidningsfrit på 4 minutter, og jeg følte at jeg havde ok løbeben trods den hårde cykeltur. Da løbet plejer at være min spidskompetence, lagde jeg derfor ud i et ret hårdt tempo, men det skulle hurtigt vise sig at være for meget for benene. Jeg måtte indse at drømmen om at komme under 10 timer ikke ville gå i opfyldelse. Jeg satte tempoet ned. Nu skulle jeg bare sørge for at komme i mål. Efter lidt tid på løbet kom jeg forbi Martin Søgaard, og vi havde endda overskud til en kort sludder, men det overskud skulle snart forsvinde. For efter 20 km, kunne jeg godt mærke at jeg ikke havde mere i benene. Jeg adopterede Danielles filosofi om kun at gå gennem depoterne, men den ide måtte jeg opgive omkring de 30. Jeg prøvede at løbe så meget som muligt, men mine ben føltes som om de skulle falde af. Glæden ved at passere det fantastiske ATK-heppekor var en kæmpe motivationsfaktor:-) En kæmpe tak herfra. I gjorde i hvert fald forskellen for mig. De sidste 5k var en kamp, og det var en befrielse at løbe ind på opløbsstrækningen og en fantastisk fornemmelse at krydse målstregen mens man hører de 4 magiske ord: You are an IRONMAN!!!

Den samlede tid blev 10:52. Det var langt fra mine forhåbninger, men omstændighederne taget i betragtning, er jeg godt tilfreds med den fantastiske oplevelse. Jeg gav i hvert fald alt:-)
Stort tillykke til de andre nykårede ATK-Ironmen, og endnu en gang tak til det utrættelige heppekor:-)

Indledning
Jeg skulle have racet CPH:triathlon i går…
Jeg blev tilmeldt allerede i forhåndsudbuddene for snart 1 år siden, og det skulle have været sæsonens højdepunkt. Meget er sket siden. Umiddelbart efter tilmeldingen til stævnet blev jeg indlemmet i ATK-sekten. Det betød mere struktureret træning, og ikke mindst cykeltræning, som jeg ellers aldrig har haft gjort det i. Endvidere fik jeg en masse dejlige klubkammerater, som jeg kunne sparre med og lære af – FEDT! Netop dette element er den væsentligste bevæggrund for denne beretning, idet jeg de seneste par uger har lært et par lektioner, som kan være til gavn for andre.
Tæm gejsten!

Jeg kigger ned på min fødder. Jeg har til dagens etape valgt mine Asics Kayano 20, som giver god støtte og stødabsorbering. Fødderne står solidt plantet på Bornholm på denne dejlige og solbeskinnede mandag. Kalenderen viser 20/7. Der er 20 min. til start. Som med nogle af de 2.500 andre deltagere er jeg i gang med opvarmningen.
VUPTI! Jeg vrikker om på venstre fod. Underlaget er ujævnt, og jeg var uopmærksom. Jeg fortsætter ufortrødent opvarmningen. Mærker efter. Nej… Jeg mærker intet. DET var godt. Mine led og sener er blevet stærke som en dejlig følgevirkning af al min træning. Så et lille vrid betyder intet. Jeg er SÅ KLAR til Etape Bornholm! De næste 5 dage bliver en SAND trænings- og løbsfornøjelse med løb hver aften, og cykeltræning om dagen. Jeg kommer godt igennem de 10 km. Tiden viser 38:25. Det er et stykke fra min bedste 10K tid, men med et par voldsomme stigninger undervejs, er det såmænd ok.
Tirsdag morgen vågner jeg op med en mærket fod. Det slår mig ikke, at det kan have sammenhæng til vredet under mandagens opvarmning. Jeg er fortsat maks tændt! Dagen byder på Bornholm rundt på cykel, ca. 100K, og aftenens løbe-etape foregår på Dueodde i sand og klitter. Foden får af flere omgange i løbet af tirsdagen en røvfuld Ibuprofen både inde- og udefra. Jeg smører med Felden gel og sluger Ipren piller (TÅBELIGT!). Jeg mærker intet til foden, når jeg cykler, og den virker ikke synderligt hævet. Det er sikkert ingenting. Jeg kommer igennem aftenens strandløb i en tid lidt dårligere end nogle af de konkurrenter jeg slog dagen før. Men sandet er nok heller ikke min kop te. Foden brokker sig en smule, på trods af at jeg dagen lang har bedøvet den.

Onsdag fortsætter jeg Ibuprofen massakren på foden (T-Å-B-E-L-I-G-T). Der er ikke rigtig så meget at se. Den er ikke hævet og på ingen måde gul eller blå. Onsdags-etapen byder på meget kuperet skovløb, og på denne 3. etape begynder jeg at blive nervøs for min fod. Den gør ondt. Og det bliver værre mens jeg løber. Jeg kommer rigtig godt igennem etapen, som udover mange stigninger også byder på mange nedløb, hvor jeg er stærk. Tiden er fin. Foden er ikke fin.
Inden jeg går i seng onsdag aften beslutter jeg mig for, at jeg bliver nødt til at mærke ordentligt efter om torsdagen. Jeg kan ikke fortsætte bedøvelsen via Felden og Ipren.

Torsdagen byder på RICE. Jeg møder op til kongeetapen, som er 9,8 km kuperet terræn i det smukkeste omgivelser ved Hammer Sø, og med en drabelig afslutning op mod Hammeren Fyr, som er en meget stejl stigning over ca. 400m. Jeg starter opvarmningen, men det gør ondt! Foden smerter! Jeg fortsætter opvarmningen. Måske den bare lige skal være ordentlig varm? Jeg har glædet mig SÅ meget til denne etape! Jeg er SÅ KLAR! Men nej… Foden brokker sig. For første gang på Bornholm får jeg TÆMMET MIN GEJST. Med tårer i øjnene forlader jeg opvarmningsområdet. Jeg må udgå. Jeg har et stort løb om præcis 1 md., som jeg SKAL være klar til. Jeg kan ikke ødelægge min fod mere nu. Jeg er bekymret. Hvorfor går det ikke væk? Hvor meget har jeg ødelagt ved at fortsætte løberiet i min Ibuprofen rus?

Min lærdom
Set i bakspejlet skulle jeg end ikke have løbet 1. etape. Jeg registrerer, at jeg vrikker om. Allerede her skal jeg tænke: “Pas på – jeg mærker først smerten og ser hævelsen i morgen.” Endvidere skal jeg vente med at Ibuprofen-bombardere til jeg har styr på, hvad der er galt og hvad konsekvensen er.
Til notits har jeg efterfølgende været til læge og fysioterapeut, som begge meddeler, at der er tale om et forstrukket ledbånd. Konsekvens: Et par ugers pause fra løb. Det er ok med cykling og svømning.
Know your bike!

Uret viser 21.37 lørdag aften. Om 7 timer skal jeg ud af sengen for at være en del af CPH:Triathlon festen. Den halve jernmand, der oprindeligt var sæsonens højdepunkt er af flere omgange blevet minimeret for mit vedkommende. 3 mdr. forinden fik jeg uventet en startplads til IM CPH 2014, hvilket i sig selv degraderede CPH:Triathlon til et andenrangsstævne for mit vedkommende. Endvidere har bornholmerskaden også sat begrænsninger for mine udfoldelser. Planen er at starte CPH:triathlon men ikke at gennemføre. Jeg kan få en god svømme-, cykel, og skiftezonetræning ud af stævnet. Gejsten er der ikke rigtigt…

Hele lørdag aften har jeg bakset med mine bremser. Jeg har sat mine kabongfætre på cyklen, så den er maks spændt op til stævnelir, men bremserne driller noget så gevaldigt. Klodserne skraber på! Det er ikke meget, men de skraber på. Og det er lige meget hvad jeg skruer og drejer på, så bliver det bare ikke bedre – ØV! Jeg giver op. Nu må det være som det er. Jeg skal også i seng og have min søvn. Måske jeg kan nå at pille lidt ved dem, når jeg har sat min skiftezone op søndag morgen. Måske en venlig og kyndig sjæl kan give mig et fif.
Jeg står op søndag morgen (læs: nat). Det regner. Lidt ærgerligt, når jeg har planlagt at cykle de 14-15 km hen til startområdet. Jeg trækker den lidt med at komme afsted. Måske regnen når at stoppe? Hmm… Ikke rigtig. Jeg bliver nødt til cykle afsted i regnen, og allerede efter 1 km er jeg gennemblødt. Heldigvis er det varmt, så jeg bliver ikke kold. Da jeg sætter i gang efter at have holdt for rødt 3-4 km fra mit hjem registrerer jeg, at baghjulet er punkteret. Det er første gang jeg punkterer på kabongbasserne. Ind til siden og i den silende regn får jeg hurtigt hjulet af, slangen ud, fundet synderen – en stor glassplint. Jeg skal kæmpe for at få glassplinten ud af dækket, men det lykkes. Af med ventilforlængeren på den flade slange og over på den nye slange med den. Jeg skal lige have den yderste ventildut af på den nye slange først. Kom så! Af med sig! Hvorfor vil den ikke?!?

En gruppe unge fulderikker passerer mig i den silende regn. De griner af mig. (læs: det griner IKKE af mig, men det føler jeg nærmest i momentet)
Efter at have forsøgt nogle minutter, erfarer jeg, at det ikke er muligt, at tage den yderste ventildut af. WTF?!? Jeg var ikke klar over, at det kun er nogle slanger, der har denne mulighed.
Nå.. Heldigvis er jeg helgarderet. Jeg har ekstra ventilforlængere med af en anden type, som ikke kræver en fjernelse af den yderste dut. På med den. Imens jeg skruer den på, tænker jeg over, at jeg jo ikke har noget fedt med til at smøre med, så måske bliver den utæt ved ventilgevindet? Jeg kommer aldrig så langt. Da jeg skal føre ventilen gennem hullet i fælgen, må jeg bittert erfare, at den er for bred. Eller hullet er ikke stort nok. Jeg prøver med en tredje ventilforlænger. Samme resultat. Eller nærmere manglende resultat. Øv øv øv! Jeg begynder at tænke helt andre løsninger. Skal jeg ringe hjem til Marie og få hende til at komme med min anden racercykel? Naahh… Tiden er også ved at være knap. Regnen vælter fortsat ned over mig. Febrilsk prøver jeg at bruge den anden slange med 80 mm ventil, som egentlig er tiltænkt forhjulet, der har en 50mm profil. Det ville have været et mirakel, hvis den ventil havde fungeret med mit 88mm baghjul (I-DIOT).
Konklusionen som har presset på i mit baghoved gennem længere tid, og som jeg gang på gang har trynet tilbage, er nu uundgåelig. Jeg kommer ikke frem til stævnepladsen. Jeg skal ikke race i dag. Jeg må vende om og gå hjem.
Min lærdom

Denne oplevelse mindede mig om, at jeg fortsat en er rookie, når vi taler om cykler og cykelgrej. Lærdommen er, at der er forskel på slangeventiler, ventilforlængere og fælghulstørrelser. – Og endvidere at jeg skal prøve tingene af forinden jeg står i en race situation.

Epilog
Skuffelsen i øjeblikket var stor. Men men men… Det var en god læring, og det var et godt tidspunkt jeg skulle have denne læring på. I virkeligheden havde min krop måske også bedst af, ikke at race i går, med d. 24/8 in mende.
OG så fik jeg heppet en hel del på mine klubkammerater, KVIK’erne, og ja næsten stort set alle de andre deltagere. Jeg oplevede at blive bedt om at dæmpe mig 2 forskellige steder af beboere (forståeligt nok) – det var en succes for mig! OG og og så var det en succes at se, hvor glade folk blev for mit båthorn og mit råberi!:-)