Derfor absolut ingen forventninger til Karrebæksminde i træningsmæssig forstand. Jeg havde egentlig bare tilmeldt mig stævnet fordi jeg havde hørt at det skulle være så hyggeligt og et lidt af et ATK-fluepapir. Planen var bare at presse citronen. Og smile og vinke samtidig.

Det skal ikke være nogen hemmelighed at jeg igennem min 3årige karriere som ATK café-triathlet har kæmpet en del med at løbe. Jokes som “jeg punkterede på løberuten” har været helt almindelige, tja SÅ almindelige at andre også har joket med det. Og det siger ikke så lidt når man er en halv time længere om at gennemføre et Marathon(5:50)end om at cykle 180 km.(5:17) Og man overhører kommentarer fra publikum som ” der er vist en der er gået kold der” (med mine normalt 6:30 pr km kan jeg dog godt forstå at man kunne tro det… men næ nej, jeg løb bare langsomt.)

Men sådan et sted midt i maj på en 6 km tur begyndte der at ske en lille ændring. Mine lægge omformes typisk til beton efter løb, det skete ikke. Det føltes vist lidt lettere at komme fremad i “hop fra ben til ben” og de mavekneb jeg tidligere indimellem har døjet med udeblev helt. Det samme fra ryggen som altid føltes lidt sløv.

Det her brief bliver måske ikke så meget om selve racet i Kbæk, men nærmere en evaluering af hvorfor det gik som det gik. Derfor må jeg lige ta et spring til siden og fortælle min trofaste skare af følgere(høhø) om en anden ændring jeg har prøvet lidt af det seneste stykke tid.
En af de nye undersøgelsesteknikker på osteopatistudiet indebærer at “trykke klienterne i maven”. Jeg er i forbindelse med det her hollistiske studie blevet opmærksom på, hvad der sker med mave/tarme/fordøjelse/hormoner/hjerne i forbindelse med den primært biomekaniske terapeut jeg var og stadig delvis er.

Først en interesse for mave og tarmbakterier blev testet på egen krop i vinters, ved tilskud af probiotika , og undgå gluten. det gjorde egentlig ikke så meget på træningsfronten. Men min fordøjelse er generelt blevet bedre. Den stive lænd om morgenen er også blevet mindre stiv.
Gennem hele foråret har jeg til tider været begravet i at opsøge information om kost på et lidt andet plan end de 7 kostråd.

Ok … så skar jeg ned på kød. Meget ned på kød. Stort set helt ned. Og op for grønt, meget op. Der smutter stadig en friskfanget fisk ned. Og jeg piller dog ikke kyllingen op af salaten hvis jeg får det serveret. Men i det store hele, så tror jeg faktisk på at der er en del mere skidt i de dyr end først antaget.

Jeg har gjort det her liiiidt i smug. Først og fremmest fordi jeg ikke vil stemples som vegetar, pescatar, veganer, treehugger, flexitar eller andet. Jeg vil bare gerne være Marietta/Maiz (som lever overvejende plantebaseret…. men kun hvis nogen spørger)

Nå, tilbage til stranden i Kbæk for et kortere brief af selve racet. Tilmeldt under amateur triathlon klub (ved en autocorrect fejl) Svømningen var bare vaskemaskine når det er bedst. Total kaos. Kan hverken komme frem eller tilbage, just go With The flow. Skifter fint. Eller …. dvs glemmer lige at ta hjelm og nummer på inden jeg hiver cyklen ned. Haha, mig der bare troede at jeg skulle ta den på rutinen… øhhh NOT.

Cykler bare på følelsen, lost track og ved ikke hvor langt jeg er. Så jeg kører bare. Hopper af og løber… løber 5:30… og er ikke mere presset end jeg har lyst til. Stopper helt i samtlige depoter, det er BARE blevet en dårlig vane.
Det hele er bare en fest, og den røde måtte føltes lige akkurat så lang og “fed” som den plejer…
Rammer Mål med: en standard svømning, et for mig vildt cykelsnit på 36,4 og et overraskende lidt mindre langsomt løbesnit på 5:40/km

Helt uden forventninger, stress over dårlig og manglende forberedelse, samt en ny tilgang til det brændstof vi fylder på os selv, Løb jeg det bedste race til dato.
Håber på at inspirere andre med den her historie som langt fra er slut, forhåbentlig bare starten, eller i det mindste sætte nogle tanker igang, hvor specifik træning bliver sat lidt i baggrunden.
Jeg vil lige smide et par shoutouts til et par seje folk der deler glædeligt ud af deres oplevelser og har inspireret mig undervejs.

#Vores tidligere formands podcast “Martin Melcher Version 2.0. (Handler om inspirerende mennesker og lidt om “planter”indimellem.
Martin Melcher | Version 2.0 af Martin Melcher
https://itun.es/dk/WGBZjb.c

#”Plantetinget” hvor Martin også er gæst i episode 14. Desuden et virkelig godt podcast
Plantetinget af Veganisme og plantebaseret livsstil.
https://itun.es/dk/bzYgib.c

#Hvis det skal være rigtig nørdet så er her et link til foodrevolution, som er produceret af en klinik i Michigan det praktiserer natural medicine.

#Et godt råd: Se og lyt altid med kritiske øjne og ører.
Desuden vil jeg lige sige tillykke til alle der var med. Det er superfedt at der er kommet så mange nye triatleter i ATK. Wuup -wuup for heppekoret og det altid megafede sammenhold vi har.

Hav en fin sæson derude.
Grønne hilsner Maiz

D. 1. November blev jeg medlem i ATK. Første træning blev svøm, fordi det vidste jeg hvad gik ud på! Jeg var lidt usikker på hvordan man kunne løbe sammen “uanset niveau”, som der står på hjemmesiden under mandagens løbetræningsbeskrivelse. Spinning i halvanden time, kunne jeg holde til det?!? Svømmetræning virkede som det sikre valg, der styrede lidt mere end nysgerrigheden på den fagre nye tri-verden.

I omklædningen mødte jeg heldigvis andre nye medlemmer. Nye medlemmer som jeg hurtigt erfarede, at jeg kom til at spendere mere tid med end familie, venner og kollegaer. Alan tog fantastisk godt i mod os. Ryddede en bane, som vi nye kunne ligge på. Han kunne lynhurtigt vores navne, også når vi lå i vandet med en vis legemsdel øverst.

Med ligesindede tør man lidt mere og jeg gik hjem og meldte mig til min første løbetræning nogensinde. Træneren hed Mikkel Mortensen og begyndte træningen med at præsentere sig selv, fordi vi var så mange nye. Vi var vidst 3-4 stykker hvilket i november var måske 75% af deltagerne. Jeg følte mig tryg. Det næste Mikkel fortalte var, at det dummeste man kunne gøre var at løbe 10 km 3 gange/ugen, da det ville slide alt for meget på benene. Måske var det ikke lige sådan han formulerede det, men… avs! Den gik lige ind. Det var jo mig! Trygheden blev vendt til nysgerrighed og efter en times runder på Sundby Idrætspark med syre helt op i kinderne, smil på læben og en erfaring med at man godt kan løbe sammen uanset niveau, cyklede jeg hjem og tænkte:

Det her bliver fan´me fedt!

 Derefter var spinningen jo kun et klik væk. Første spinning var med formanden himself! Jeg ville sidde strategisk rigtigt ift. ikke at kunne se uret i lokalet. Men det er fuldstændig umuligt på Kamillevej. Heldigvis var der så en cykelcomputer at forholde sig til og til at tage opmærksomheden fra, at timen varede 90 minutter modsat de sølle 55 min i fitnesscentrene. Jeg kunne holde hele vejen!

Kort efter nemlig d. 8.11 tilmeldte jeg mig Karrebæksminde Triatlonstævne. Det gør man, når man er medlem i ATK, forstod jeg. Jeg forholdte mig ikke på daværende tidspunkt til meget andet, end at det her var et fællesskab jeg gerne ville være en del af. Jo, måske lidt til distancen. Men der var jo længe til juni. Mere og mere af kalenderen blevet ryddet til fordel for tri-træningen. Jeg var på vej.

Så en tidlig forårsdag, hvor solen skinnede og fuglene sang, så skete det. Jeg fik et tegn: Et opslag om billige billetter til Øresund på Facebook. Jeg gør det sgu´! Når alle de gode folk jeg har mødt kan, så kan jeg også! Meget mere tænkte jeg egentlig ikke. Fællesskabet havde givet mig troen på, at det her kan jeg også. Heldigvis fik jeg en partner in crime, som kan, og stadig skal hive mig ned, når jeg pisker en stemning lidt for meget op.

Med endnu et stævne i kalenderen begyndte jeg at tænke på, hvornår er man egentlig triatlet? Når man har lavet 4:18:4 med barnestol på cyklen? Når man er medlem af en klub? Når man deler speedometeret op i pulszoner i sin Ford KA? Når man har lavet en ironman? Jeg ved det ikke. Men jeg aldrig har jeg følt mig mere som en triatlet efter weekendens Karrebæksminde…

-At smyge sig i sin suit og næsten føle sig tilpas i den. At møde kendte og mindre kendte ansigter i samme suit. At indrette sig i skiftezone med en nogenlunde idé om hvad der skal ske. At gå til start side om side med de andre grønne. At blive heppet ind i T1 af verdens bedste heppekor. At blive overhalet af klubkammerater, der giver rosende og opmuntrende kommentarer på vejen. At blive modtaget på løberuten af verdens bedste heppekor. At få highfives, tommel ups, smil og opmuntrende kommentarer på løbet af klubkammerater. At blive båret gennem løberuten af verdens bedste heppekor hele 4 gange. Så kan man da kun føle sig som en triatlet!

Tak for en fantastisk oplevelse. Jeg sidder i dag med en blanding af øv, nu er det stævne slut, og fedt jeg gjorde det! Alt gik som planlagt. Jeg fik en masse gode erfaringer med både fysikken og ikke mindst energiindtag. Heldigvis kan jeg bruge de erfaringer allerede om 3 uger, hvor Øresund kalder. Det der indtil fredag var en blanding af nervøsitet, spænding, glæde og måske en lille smule frygt er lige nu udelukkende glæde og spænding. Jeg er sikker på nervøsiteten og frygten (om ikke andet så for at punktere) nok skal vende tilbage. Men jeg har nu noget at forholde mig til, fordi et stævne nu er i rygsækken. Snart bliver rygsække større og tungere og jeg kan endnu bedre deltage i snakken om race, energi, skiftezoner, når jeg mødes med mine fantastiske klubkammerater. Klubkammerater som jeg ikke kan takke nok for en fantastisk modtagelse til en dragende, stærkt vanedannende sportsgren.

Jeg er blevet triatlet!

Det havde været varmt hele ugen op til stævnet og efterhånden var det bare et spørgsmål om HVOR varmt det ville blive og ikke om det ville blive varmt. Solen skinner fra en skyfri himmel da jeg forlader københavn i en lejet bil, sammen med en klub kammerat og den er stadig ene om at dominere en blå himmel da vi omkring 9.45 rammer Karrebæksminde. Det er allerede møghamrende varmt, så gruer lidt for løbeturen som ligger ca. 4 timer ude i fremtiden.

Vi får tjekket vores cykler ind, jeg er i første heat med start kl. 12.00, det betyder at vores cykelpladser er tættest på cykel ud, porten. Fedest så skal vi ikke løbe så langt med dem. Jeg får fundet en god plads, let at finde med nogle tydelige pejlemærker. Får sat cyklen op, og får tanket op med væske. Skygge er der ikke meget af og man går alligevel rundt og snakker med klubkammerater og folk man kender. Hele tiden med en fyldt drikkedunk inden for rækkevidde, en chokolade croissant ryger også lige ned.

Kl 11.15 er der racebriefing i skiftezonen og omkring 11.30 står vi klar i vandkanten iført våddragt og badehætte, en anelse varmt, selvom man kan svømme lidt rundt, så man ikke smelter helt.

Kl 1200 går starten og et par hundrede eller flere deltagere forsvinder i en blanding af arme og ben, der pisker gennem vandet mod første bøje der skal rundes inden turen går langs stranden ud mod den næste. Der er ikke meget plads frem mod første bøje og jeg ved ikke helt hvad der sker, om det er varmen, en forkert vejrtrækning, min astma eller noget tredje, men efter 100 meters tid, klapper mine lunger fuldstændigt, jeg har svært ved at få luft. Pakket ind i tæt siddende neopren og med arme og ben overalt omkring mig. Kan jeg mærke en begyndende panik brede sig i kroppen. Heldigvis er jeg en rimeligt erfaren OW svømmer efterhånden. Men det er svært at kæmpe mod kroppens naturlige instinkt. Jeg forsøger at bevare kontrollen ned mod første bøje, kan jeg komme derned kan jeg svømme ud i siden og få luft og plads omkring mig. Det er en lidt skræmmende oplevelse at mærke hvordan kroppen og panikken prøver at få overtaget, jeg er millimeter fra at lægge mig om på ryggen og smide en arm i vejret. Kæmper med at få luft og holde armene igang. Efter første bøje, kommer jeg ud i siden. Langsomt bliver det bedre med vejrtrækningen, men pulsen banker afsted, armene er tunge og jeg er i den grad i iltgæld og får lige at toppe det, har jeg fået vand ind i masken, som opløser solcremen i ansigtet. Så nu brænder og svier mine øjne og jeg kan knapt nok se noget. Den her svømning skal BARE overståes NU!!

Efter hvad der føles som en evighed kommer jeg rundt om sidste bøje, kan rejse mig og løbe op mod stranden, min tid ligger over de 20 min. Langt fra mit normale niveau, men med tanke på at jeg var ekstremt tæt på at udgå, er tiden lidt ligegyldig. Jeg er normalt meget rolig i vandet og har ikke tendens til panik, så jeg er stadig usikker på hvad der skete, men det er måske sundt nok at prøve og vide hvordan man kommer ud af det igen.

På vej mod T1, løber vi forbi et væskedepot, jeg snupper en kop vand, skyller halsen og spærre øjnene helt op og kaster resten af vandet direkte i øjnene for at se om jeg kan få solcremen ud af dem. Det virker nogenlunde, nu kan jeg da se noget igen.  Videre ned i T1, et smut på toilet og så på cyklen og afsted.

Jeg kender ikke cykelruten på forhånd, men har hørt den er lettere kuperet med en del sving på. Så umiddelbart ikke en rute for et diesellokomotiv som mig.

Ret hurtigt mærker jeg at der slet ikke er hul igennem til benene, pulsen banker afsted og benene er tunge. Det er ret tydeligt kroppen stadig halter bagefter, efter den tur i vandet. Så jeg lader watt og puls være og kører rent på fornemmelsen, presser på for at se om der ikke skulle komme hul igennem til benene, efter 13.8 km ( ifølge Danielle) passerer jeg hende på cyklen og det er omkring der, jeg begynder at kunne træde igennem på cyklen. Jeg har drukket lidt over en halv dunk på det tidspunkt og spist en gel. Når jeg ser på mine km tider er det også de sidste 20 km jeg holder den højeste fart, omkring 37-38 km i timen

Cykel ruten er som forudset, forholdsvis kuperet, ikke det bedste underlag og på det andet af de to loops, begynder der at blive fyldt godt op. Omkring 800 deltagere på en 29 km lang rute er lige i overkanten. Godt vi ikke var det 1100 tilmeldte derude. Så hvis jeg skulle give en anbefaling til arrangørerne ville det være at lave en 45 km rute, og komme lidt væk fra de allermindste veje, hvor underlaget er elendigt og til tider tæt på farligt. Stor ros skal der dog lyde til trafik official, de gjorde et fint stykke arbejde.

Jeg rammer Karrebæksminde med omkring 36 i snit, helt som ønsket hvis man ser bort fra at jeg skulle arbejde hårdere end planlagt for det. Det viser sig da jeg kommer hjem at min bagbremse er begyndt at hænge lidt, ikke nok til at blokere, men nok til at cyklen føles tung at træde. En rundtur på Google, bekræfter at det er en almen fejl på den cykel jeg kører på, så der skal arbejdes hårdt frem mod Kronborg om 14 dage.

T2, går efter planen og jeg rammer løberuten efter ca. 2.30 min

Det er VARMT som i svine møghamrende mega ulideligt varmt!!! Så strategien er at lade løbet bestemme farten selv, finde ind i en rytme og håbe på den holder hele vejen hjem.

Mit pace ligger på de første par km på omkring 5.04 – 5.07 det føles ok, varmen er til at holde ud og chokket fra svømmeturen er væk, jeg har fået drukket og spist godt. ATK heppekoret er på plads, det kører faktisk nu. Løberuten går fra havnen og ned mod sommerhusområdet, en lille bakke skal forceres på vej derind, inden det går svagt nedad igen, folk hat fundet haveslangerne frem og et ældre ægtepar har lavet deres eget lille vanddepot, det er VERDENSKLASSE!! For lige en note til arrangørerne igen, ET vanddepot på 10 km er for lidt på en dag så varm en dag, det er muligt man passerer det tre gange (efter ca. 500 meter, 5 km og 10 km) så et vanddepot ude i sommerhusområdet må i gerne prioriterer næste år.

Lidt til min egen overraskelse holder jeg mit pace hele vejen hjem, mærker ikke noget til baglåret eller ballen, som stadig godt kan drille lidt. Der bliver klappet hånd med klubkammeraterne og kæmpet lidt mental kamp undervejs, alt det som hører til på et løb under et triathlon.

Publikum nede omkring vendepunktet er fantastiske, heppekoret er fantastisk, vejret er fantastisk. Så selvom jeg startede skidt ud vil jeg mene jeg sluttede stærkt. Efter 2.32.12 er jeg løbet ned af den røde løber langs kaj kanten, med overskud til en spurt. En truende DNF blev overvundet og jeg nåede næsten mit mål om at komme under 2.30

Efter løbet er det tid en alkohol frei Erdinger og en sludder med klubkammeraterne inden turen går hjemad til Amager, med en på dagen velfortjent medalje om halsen.

Er Karrebæksminde triathlon en godt stævne? Absolut! Kan de gøre noget anderledes? 100 procent. Med på dagen og med det vejr, er det svært at fokuserer på det negative, det kan vi altid snakke om en anden dag.

Tak til de klubkammerater der deltog, til jer der kom ned og heppede. I er bare med til at gøre Amager Triatlon klub, til den bedste klub. Det er med stolthed og ydmyghed, jeg efter alt at dømme sætter mig i formandsstolen her den 14. Juni (jeg har ligesom fundet ud af at katten er ude af sækken) Vi ses til Kronborg, Øresund, IM København og hvor vi ellers deltager.

Til slut et alternativt finisher billede. Og JO jeg havde haft masser af solcreme på.